Jeg har normalt et lidt anstrengt forhold til weekender. Verden sænker pulsen, og jeg føler at jeg bliver kvalt, men en gang imellem sker det, at jeg faktisk hygger mig, og denne weekend var en af disse.
Det var ikke fordi vi lavede noget særligt i lige netop denne weekend, det var ikke fordi det var en helt særlig kombination af mennesker der var hjemme/var på arbejde, det var bare en helt almindelig weekend, hvor vi så TV, læste og snakkede, men det blev til noget helt særligt, fordi fandt hinanden så vores omgang med hinanden kom til at være mere naturlig og fri end den tit godt kan være..
Efter omstruktureringen, har jeg haft den ubehagelige følelse af hvordan huset her er blevet delt skarpt op. Det er drengene vs pigerne, piger vs piger, oppe vs nede, en evig kamp for pædagogernes opmærksomhed. Man bliver helt træt og tom indeni.
I weekenden frafalder alle disse hegn, rent officielt i hvert fald, for de findes stadig imellem os. Pigerne snakker med pigerne, drengene med drengene, og jeg bliver forvandlet til en opmærksomhedssyg lille unge der klynger mig til de pædagoger jeg normalt ikke rigtigt har noget med at gøre. Det er ikke noget jeg er stolt af, men jeg risikerer jo, at det en dag er dem der skal tage sig af mig, når jeg har det skidt, og hvis jeg ikke i weekenden gør en indsats for at være sammen med dem, så glider vi væk fra hinanden, og jeg glemmer hvordan man omgås dem, og jeg ved ikke om jeg tør stole på dem
Men i denne weekend var det anderledes, vi var to piger, en dreng og 5x2 pædagoger (de er to på vagt af gangen i weekenden) der bare var. Vi sablede TV programmet ned, vi drillede hinanden og vi grinede så tårerne trillede, vi var nærmest som en lille aparte familie der sad der.
Den ene dag var det min gamle kontaktpædagog der var der, og det kan godt gøre mig trist og besidderisk, men det gik fint og vi var alle sammen sammen og det gjorde mig ikke noget, faktisk er det sådan jeg gerne vil se hende, og sådan jeg gerne vil have at hun ser mig, som hele mennesker der godt kan finde ud af at more sig selvom tingene er svære.
Nu er det så blevet mandag igen og hegnene er endnu en gang bygget op. Det kan godt få mig helt ned i kulkælderen, men jeg vil ikke have at denne gode følelse forsvinder lige med det samme, så jeg pakker min kuffert og tager hjem til min far i et par dage.
mandag den 11. juni 2012
søndag den 10. juni 2012
Om Alopam
På det seneste har jeg haft en tendens til at vågne senest kl 4.30, og selvom jeg er et A-menneske og virkelig holder af at have mine lange tidlige morgener, så var det måske lige tidligt nok, så i går fik jeg en lille dosis Alopam (benzoer) for lige at kunne sove lidt længere.
Det hjalp, men nu er jeg helt groggy og kan ikke finde ud af at vågne helt.
Det hjalp, men nu er jeg helt groggy og kan ikke finde ud af at vågne helt.
lørdag den 9. juni 2012
Hvad sker der med min krop?
Sidste fredag tog jeg 4 kg på, så tabte jeg 2, og nu har jeg så taget 3 på. Jeg har altså taget 5 kg på på en uge, er det ikke lige voldsomt nok? Det skræmmer mig i hvert fald, for jeg kan ikke helt finde ud af, hvor de kg kommer fra, så meget spiser jeg da heller ikke, og jeg har ikke ændret noget nævneværdigt ved min træning.
Eller jo, lidt har jeg ændret ved min træning, for hele ugen har det været ekstra svært for mig at nå de planlagte km. Mandag måtte jeg give op halvvejs og tage den anden halvdel tirsdag. Onsdag måtte jeg løbe de 7 km over tre intervaller i stedet for de sædvanlige to. Og i går gik det helt galt.
Jeg træner bakketræning om fredagen, og jeg gjorde det ikke overdrevet hårdt, men alligevel måtte jeg kæmpe en brav kamp med mig selv. Jeg endte med at stoppe efter 5 km, fordi de mavekramper, jeg havde haft hele tiden, blev for voldsomme. Det var ikke fordi det gjorde virkelig ondt, jeg var bare bange for, at jeg skulle på toilettet, og hvad nu hvis jeg ikke kunne nå derud i tide? Det var dog ikke det der var problemet, men jeg havde ondt i maven og var oppustet hele dagen.
Det var dog ikke det eneste problem jeg havde med mit løb i går. Jeg træner forholdsvis hårdt, min kondition taget i betragtning, så jeg sveder en del, men i går slog alle rekorder, og sveden bare haglede af mig, så min løbetrøje var fuldstændig gennemvædet, også på steder hvor jeg ikke rigtigt er vant til at svede, som for eksempel på halsen.
Men jeg ikke bare svedte, sveden lugtede også decideret grimt. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til det mens jeg løb, eller da jeg, stadig med løbetøjet på, sad og dampede af og drak æblejuice samme med en af pædagogerne, men da jeg havde hængt tøjet til tørre, og været ude lidt og kom tilbage, ja så lugtede der helt forfærdeligt af ræv.
Jeg hader min krop, jeg kan slet ikke forholde mig til hvad den gør imod mig, og hvad jeg gør imod den. Jeg hader den, hader den, hader den.
Eller jo, lidt har jeg ændret ved min træning, for hele ugen har det været ekstra svært for mig at nå de planlagte km. Mandag måtte jeg give op halvvejs og tage den anden halvdel tirsdag. Onsdag måtte jeg løbe de 7 km over tre intervaller i stedet for de sædvanlige to. Og i går gik det helt galt.
Jeg træner bakketræning om fredagen, og jeg gjorde det ikke overdrevet hårdt, men alligevel måtte jeg kæmpe en brav kamp med mig selv. Jeg endte med at stoppe efter 5 km, fordi de mavekramper, jeg havde haft hele tiden, blev for voldsomme. Det var ikke fordi det gjorde virkelig ondt, jeg var bare bange for, at jeg skulle på toilettet, og hvad nu hvis jeg ikke kunne nå derud i tide? Det var dog ikke det der var problemet, men jeg havde ondt i maven og var oppustet hele dagen.
Det var dog ikke det eneste problem jeg havde med mit løb i går. Jeg træner forholdsvis hårdt, min kondition taget i betragtning, så jeg sveder en del, men i går slog alle rekorder, og sveden bare haglede af mig, så min løbetrøje var fuldstændig gennemvædet, også på steder hvor jeg ikke rigtigt er vant til at svede, som for eksempel på halsen.
Men jeg ikke bare svedte, sveden lugtede også decideret grimt. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til det mens jeg løb, eller da jeg, stadig med løbetøjet på, sad og dampede af og drak æblejuice samme med en af pædagogerne, men da jeg havde hængt tøjet til tørre, og været ude lidt og kom tilbage, ja så lugtede der helt forfærdeligt af ræv.
Jeg hader min krop, jeg kan slet ikke forholde mig til hvad den gør imod mig, og hvad jeg gør imod den. Jeg hader den, hader den, hader den.
fredag den 8. juni 2012
Et spørgsmål om at være introvert
Jeg har skrevet lidt om det før, HER, men nu midt i en x-faktor tid, har de introverte fået en renæssance i medierne, men hvad betyder introvert egentlig? Fremmedordbogen siger bare 'indadvendt' og 'modsat af ekstrovert', men der er mere i det end som så. Min gode ven Wikipedia er dog lidt mere behjælpelig, om end de indleder afsnittet med et lidet flatterende citat
Se bare på reklamerne, først var der en fed idiot i en boxer reklame der skreg, det var forfærdeligt og der blev snakket om den i medierne, men nu skriger de alle sammen, for det er jo sådan man gør, hvis man vil have sit budskab igennem.
Men interesserer introverte sig virkelig kun for sig selv? Man kan godt ønske at redde verden uden absolut at tage det første fly til Afrika for at bygge en skole (for en dansk gymnasieelev er jo bare SÅ meget bedre til den slags end en hvilken som helst afrikaner). Jeg interesserer mig rigtig meget for hvordan folk omkring mig har det, jeg vil gerne være sammen med dem. jeg vil gerne tale med dem om de ting der interesserer dem, men ikke nødvendigvis mig, men for at have energi og overskud til at kunne klare det, så har jeg behov for en gang imellem bare at være mig selv. Jeg lader op ved at være stille, jeg elsker at være stille, jeg har ikke noget behov for at være udfarende, jeg kan godt være det, jeg kan godt lave fis og ballade, men jeg kan også godt lade være.
Jeg kan huske på gymnasiet, hvor forfærdeligt det var at være introvert, da hovedparten af de sociale relationer blev knyttet til festerne, som jeg egentlig ikke brød mig om at komme til. Venner havde jeg også uden for gymnasiet, så det havde ikke været så slemt, hvis det ikke lige var, at dem man festede med om fredagen, også var dem man dannede fysikgruppe med om mandagen.
Introversion is "the state of or tendency toward being wholly or predominantly concerned with and interested in one's own mental life".Jeg kan godt forstå hvorfor citatet lyder sådan. Vi har efterhånden i rigtigt mange årtier har en tendens her i samfundet om, at individet, ikke dets tanker og følelser, men dets handlinger, evner, udseende, fejl osv. har været i fokus. Vi har skullet stille os på en bjergtop og råbe ud over verden, 'se mig', 'red verden'. 'elsk mig', 'had mig', 'så tag jer dog sammen'. Budskaberne er forskellige, men evigt og altid skal der råbet op.
Se bare på reklamerne, først var der en fed idiot i en boxer reklame der skreg, det var forfærdeligt og der blev snakket om den i medierne, men nu skriger de alle sammen, for det er jo sådan man gør, hvis man vil have sit budskab igennem.
Men interesserer introverte sig virkelig kun for sig selv? Man kan godt ønske at redde verden uden absolut at tage det første fly til Afrika for at bygge en skole (for en dansk gymnasieelev er jo bare SÅ meget bedre til den slags end en hvilken som helst afrikaner). Jeg interesserer mig rigtig meget for hvordan folk omkring mig har det, jeg vil gerne være sammen med dem. jeg vil gerne tale med dem om de ting der interesserer dem, men ikke nødvendigvis mig, men for at have energi og overskud til at kunne klare det, så har jeg behov for en gang imellem bare at være mig selv. Jeg lader op ved at være stille, jeg elsker at være stille, jeg har ikke noget behov for at være udfarende, jeg kan godt være det, jeg kan godt lave fis og ballade, men jeg kan også godt lade være.
Jeg kan huske på gymnasiet, hvor forfærdeligt det var at være introvert, da hovedparten af de sociale relationer blev knyttet til festerne, som jeg egentlig ikke brød mig om at komme til. Venner havde jeg også uden for gymnasiet, så det havde ikke været så slemt, hvis det ikke lige var, at dem man festede med om fredagen, også var dem man dannede fysikgruppe med om mandagen.
torsdag den 7. juni 2012
Om et pludseligt anfald af AD(H)D
For andre mennesker end mig selv kan det oftest være meget svært at se, at jeg sammen med alle mine andre diagnoser også har ADD, for når vi tænker på opmærksomhedsforstyrrelser, så tænker vi vel mest på de urolige små drenge der ikke lader til at kunne finde sig til rette i skolens små klasser.
For mig drejer det sig dog mest om en evig indre uro der tvinger mig til at gå på toilettet i tide og utide, fordi det giver mig en 'lovlig' pause fr hvad jeg nu har gang i. Da jeg gik på universitetet og sad og arbejdede på læsesalen, så hadede jeg at gøre det når der var fyldt, for alle de små lyde af uro der kom fra de andre studerende, voksede inden i mig og fik min egen uro til at pulsere og ville ud. I løbet af et semester gjorde det for det meste bare, at jeg hurtigt gav op og gik hjem, men under eksamenslæsningen, måtte jeg jo nødvendigvis tage mig sammen. For at kunne holde styr på min egen indre uro fandt jeg et system, hvor jeg ca hvert kvarter listede ud på toilettet og lavede 50 armbøjninger, eller jeg smed tøjet for at betragte min egen krop i spejlet (der var spejl og håndvask inde på selve toilettet, så der kom ikke nogen og forstyrrede mig).
Men min ADD drejer sig ikke altid kun om den indre uro, men kan også tage nogle mere synlige former, hvilket mest sker når jeg føler mig rigtigt presset og stresset, som det for eksempel var tilfældet i går. Jeg havde været i Aarhus det meste af dagen, selvom jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke kunne holde til det. Så i toget hjem kom uroen, og jeg måtte opgive at læse i min medbragte bog. Det var helt forfærdeligt at sidde indespærret i toget, jeg trængte til at komme ud, ud, UD, og væk. Min hud kløede, men der er grænser for hvor meget man kan kradse sig, når der er andre til stede-
Toget standsede, jeg sprang ud, stæsede hjem, op af trappen, ind på badeværelset, greb en saks og klippede i ét hug pandehåret af. Det var ikke, fordi det var planlagt, jeg havde end ikke overvejet, om det ville klæde mig med pandehår, det var bare den pulserende fornemmelse inden i der måtte finde sit afløb.
Så var det gjort, men jeg havde stadigvæk bunker af energi. Jeg overvejede at gøre rent, men det virkede alt for uoverskueligt, så jeg satte mig, rejste mig, gik lidt rundt og satte mig igen, så virrede jeg med hovedet og flagrede med hænderne. Da det havde stået på et stykke tid, tog jeg sko på og gik udenfor og skød en fodbold ind i muren i en halv times tid, jeg lod mig nærmest hypnotiseret af den monotome handling, og til sidst havde jeg opbrugt energien, og uroen var væk.
Sådan et anfald er ikke noget der sker tit, så for mig virker det som noget fremmed og uhyggeligt. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, jeg ved ikke hvilke ord jeg skal bruge til at beskrive det med. Manisk? Og hvad jeg ikke har kontrol over i både ord og gerning, det skræmmer mig.
Dette pludselige og meget voldsomme tab af kontrol slog fuldstændigt benene væk under mig, og det blev mig derfor meget magtpåliggende i det mindste at have super meget kontrol over maden resten af dagen.
Jeg havde det fysisk dårligt, fordi mit blodsukker var så lavt, men jeg nægtede purre at spise mere end noget gulerodssalat. Min kontaktpædgog fik mig overtalt til at gå med ned i køkkenet og spise en rugbrødsmad, men da jeg stod dernede blev jeg overvældet, jeg ved ikke helt af hvad, og jeg begyndte at tude, og ville alligevel ikke spise noget.
Både min nuværende og min tidligere kontaktpædagog brugte resten af aftenen på at berolige mig, og få noget mad i mig. Det lykkedes sådan delvist, men nu må jeg bare se om jeg kan finde ud af at slappe lidt mere af her resten af ugen, så jeg igen kan have energi til at gå ind i en ny og forhåbentlig ikke alt for stressende uge.
For mig drejer det sig dog mest om en evig indre uro der tvinger mig til at gå på toilettet i tide og utide, fordi det giver mig en 'lovlig' pause fr hvad jeg nu har gang i. Da jeg gik på universitetet og sad og arbejdede på læsesalen, så hadede jeg at gøre det når der var fyldt, for alle de små lyde af uro der kom fra de andre studerende, voksede inden i mig og fik min egen uro til at pulsere og ville ud. I løbet af et semester gjorde det for det meste bare, at jeg hurtigt gav op og gik hjem, men under eksamenslæsningen, måtte jeg jo nødvendigvis tage mig sammen. For at kunne holde styr på min egen indre uro fandt jeg et system, hvor jeg ca hvert kvarter listede ud på toilettet og lavede 50 armbøjninger, eller jeg smed tøjet for at betragte min egen krop i spejlet (der var spejl og håndvask inde på selve toilettet, så der kom ikke nogen og forstyrrede mig).
Men min ADD drejer sig ikke altid kun om den indre uro, men kan også tage nogle mere synlige former, hvilket mest sker når jeg føler mig rigtigt presset og stresset, som det for eksempel var tilfældet i går. Jeg havde været i Aarhus det meste af dagen, selvom jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke kunne holde til det. Så i toget hjem kom uroen, og jeg måtte opgive at læse i min medbragte bog. Det var helt forfærdeligt at sidde indespærret i toget, jeg trængte til at komme ud, ud, UD, og væk. Min hud kløede, men der er grænser for hvor meget man kan kradse sig, når der er andre til stede-
Toget standsede, jeg sprang ud, stæsede hjem, op af trappen, ind på badeværelset, greb en saks og klippede i ét hug pandehåret af. Det var ikke, fordi det var planlagt, jeg havde end ikke overvejet, om det ville klæde mig med pandehår, det var bare den pulserende fornemmelse inden i der måtte finde sit afløb.
Så var det gjort, men jeg havde stadigvæk bunker af energi. Jeg overvejede at gøre rent, men det virkede alt for uoverskueligt, så jeg satte mig, rejste mig, gik lidt rundt og satte mig igen, så virrede jeg med hovedet og flagrede med hænderne. Da det havde stået på et stykke tid, tog jeg sko på og gik udenfor og skød en fodbold ind i muren i en halv times tid, jeg lod mig nærmest hypnotiseret af den monotome handling, og til sidst havde jeg opbrugt energien, og uroen var væk.
Sådan et anfald er ikke noget der sker tit, så for mig virker det som noget fremmed og uhyggeligt. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, jeg ved ikke hvilke ord jeg skal bruge til at beskrive det med. Manisk? Og hvad jeg ikke har kontrol over i både ord og gerning, det skræmmer mig.
Dette pludselige og meget voldsomme tab af kontrol slog fuldstændigt benene væk under mig, og det blev mig derfor meget magtpåliggende i det mindste at have super meget kontrol over maden resten af dagen.
Jeg havde det fysisk dårligt, fordi mit blodsukker var så lavt, men jeg nægtede purre at spise mere end noget gulerodssalat. Min kontaktpædgog fik mig overtalt til at gå med ned i køkkenet og spise en rugbrødsmad, men da jeg stod dernede blev jeg overvældet, jeg ved ikke helt af hvad, og jeg begyndte at tude, og ville alligevel ikke spise noget.
Både min nuværende og min tidligere kontaktpædagog brugte resten af aftenen på at berolige mig, og få noget mad i mig. Det lykkedes sådan delvist, men nu må jeg bare se om jeg kan finde ud af at slappe lidt mere af her resten af ugen, så jeg igen kan have energi til at gå ind i en ny og forhåbentlig ikke alt for stressende uge.
onsdag den 6. juni 2012
Om at føle sig død indeni
Jeg har lige været henne og løbe i håb om, at det ville kvikke mig lidt op. Jeg har ellers sovet udmærket i nat, men det er som om en lille del af mig er blevet liggende inde i sengen, den del der kan overskue en alt for travl hverdag. Så jeg føler mig helt død indvendig ved tanken om alt det jeg skal nå i dag.
Det er onsdag, så jeg skulle egentlig vaske tøj, men det må jeg udskyde til weekenden, da alle hverdagene er delt op mellem de forskellige beboere. Jeg gruer for hvor lækkert mit løbetøj så kommer til at lugte, men det er der ikke noget at gøre ved, og det stresser mig kun en lille bitte smule, kun lidt.
Det der virkelig skræmmer mig er, at jeg skal til Aarhus til en samtale på neurologisk ambulatorium. 1½-2 timers transport hver vej, for at have noget der minder om en 10 minutters samtale om hvordan det er gået det sidste år.
Jeg har lyst til at bede pædagogerne om at ringe og melde mig syg, men det ville være et nederlag, så jeg tager af sted. Det der holder mig oppe er, at der plejer at være en rigtig sød sygeplejerske. Der kan selvfølgelig være sket meget det sidste år, men man har da lov til at håbe.
For et år siden bad jeg om at blive taget af min medicin, for en af de mulige bivirkninger var depressioner, og dem havde jeg lidt frygteligt under. Mine depressioner skyldtes langt fra kun medicinen (Keppra) men jeg var lige så stille begyndt at få det bedre, og hvis det kunne hjælpe mig det sidste lille stykke til at få det godt at stoppe med noget medicin, så var jeg villig til at tage chancen.
Jeg havde da været stort set anfaldsfri i flere år, men ikke nok år til, at neurologen var helt tryg ved at lade mig slippe, men jeg så på ham med store forgrædte øjne, og han gav sig. Først ville han prøve at få mig skiftet til noget andet medicin, men de eneste alternative bivirkninger han kunne tilbyde mig var træthed (som om jeg ikke sover nok i forvejen), og vægtøgning (aldrig i livet), så jeg stoppede bare.
Ud over forleden dag har jeg været anfaldsfri, eller rettere, så mærker jeg en gang imellem den der specielle svimmelhed et anfald giver, men jo stærkere mine benmuskler er blevet gennem tiden, jo mere sandsynligt er det, at jeg bliver stående. Det er en god ting, men det giver mig færre medlidenhedspoint. Det er selvfølgelig ikke medlidenhedspoint sygdom og bedring skal handle om, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde nogen betydning for mig
Nu må vi så se hvad den søde og rare doktormand har at sige om den sag :)
Det er onsdag, så jeg skulle egentlig vaske tøj, men det må jeg udskyde til weekenden, da alle hverdagene er delt op mellem de forskellige beboere. Jeg gruer for hvor lækkert mit løbetøj så kommer til at lugte, men det er der ikke noget at gøre ved, og det stresser mig kun en lille bitte smule, kun lidt.
Det der virkelig skræmmer mig er, at jeg skal til Aarhus til en samtale på neurologisk ambulatorium. 1½-2 timers transport hver vej, for at have noget der minder om en 10 minutters samtale om hvordan det er gået det sidste år.
Jeg har lyst til at bede pædagogerne om at ringe og melde mig syg, men det ville være et nederlag, så jeg tager af sted. Det der holder mig oppe er, at der plejer at være en rigtig sød sygeplejerske. Der kan selvfølgelig være sket meget det sidste år, men man har da lov til at håbe.
For et år siden bad jeg om at blive taget af min medicin, for en af de mulige bivirkninger var depressioner, og dem havde jeg lidt frygteligt under. Mine depressioner skyldtes langt fra kun medicinen (Keppra) men jeg var lige så stille begyndt at få det bedre, og hvis det kunne hjælpe mig det sidste lille stykke til at få det godt at stoppe med noget medicin, så var jeg villig til at tage chancen.
Jeg havde da været stort set anfaldsfri i flere år, men ikke nok år til, at neurologen var helt tryg ved at lade mig slippe, men jeg så på ham med store forgrædte øjne, og han gav sig. Først ville han prøve at få mig skiftet til noget andet medicin, men de eneste alternative bivirkninger han kunne tilbyde mig var træthed (som om jeg ikke sover nok i forvejen), og vægtøgning (aldrig i livet), så jeg stoppede bare.
Ud over forleden dag har jeg været anfaldsfri, eller rettere, så mærker jeg en gang imellem den der specielle svimmelhed et anfald giver, men jo stærkere mine benmuskler er blevet gennem tiden, jo mere sandsynligt er det, at jeg bliver stående. Det er en god ting, men det giver mig færre medlidenhedspoint. Det er selvfølgelig ikke medlidenhedspoint sygdom og bedring skal handle om, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde nogen betydning for mig
Nu må vi så se hvad den søde og rare doktormand har at sige om den sag :)
tirsdag den 5. juni 2012
Om at give op og lade sig falde
Jeg ville ikke spise noget, især ikke det der blev serveret. Jeg sad bare og grinede, ikke fordi jeg syntes at det var sjovt, men fordi det nu en gang er sådan jeg reagerer, når jeg ikke lige ved hvad jeg ellers skal gøre. Det er ofte blevet misforstået, ja, det er faktisk næsten altid blevet misforstået. Jeg har tit oplevet, at folk (læger, sygeplejersker ect) er blevet sure på mig, andre smiler tilbage og tænker, at så er det jo nok ikke så slemt, men i virkeligheden er jeg som oftest frygtsom, forvirret og forlegen, og jeg har brug for hjælp til at udtrykke hvad jeg i virkeligheden føler.
Jeg har lært rigtig meget om følelser igennem de sidste par år, så det sker ikke så meget mere, så da det skete for mig i går, var jeg ude af træning, men min kontaktpædagog kunne godt se, at det ikke var fordi jeg fandt det hylende morsomt, så hun blev ved med at tale roligt til mig. Jeg havde haft adskillige tudeture i løbet af dagen, og der, over maden som jeg ikke kunne/ville spise, fik jeg endnu en, og min kp sagde, at jeg SKULLE spise, men at vi godt kunne finde noget andet.
Rugbrød med kyllingepålæg, det burde jeg da kunne få ned, men skulle jeg spise ét eller to stykker. Min kp pressede mig, ville have mig til at spise to, men det hele blev bare for meget. Jeg var bare så træt, træt i hovedet, og træt i kroppen, bare helt igennem træt, og i det øjeblik hun pressede lige lidt for hårdt, gav jeg bare op og lod de sidste kræfter strømme ud af mig, og faldt sammen på gulvet som en kludedukke.
Jeg besvimede ikke, jeg var på intet tidspunkt 'væk', jeg orkede bare ikke mere, lod alting glide væk. Jeg er vant til den slags anfald, da jeg har atypisk epilepsi, men jeg får dem næsten aldrig mere, men en gang var det faktisk et rigtig stort problem.
Jeg lå bare på gulvet og gad ikke forholde mig til verden omkring mig. Min kp ville gerne have mig til at åbne øjnene og se på hende, men jeg gad ikke. de fik mig op og sidde, og fik mig til at drikke lidt juice. Så sad jeg der og trykkede mig op i hjørnet mellem to skabe der ikke er lige dybe. Jeg sad der bare, og orkede ikke, eller havde bare ikke lyst til, at komme videre i programmet. Jeg ønskede bare at give slip og lade det hele flyde væk, jeg ønskede at blive væk.
Jeg fik noget at spise, jeg fik et knus, og jeg fik lov til at græde endnu en gang. Jeg prøvede at være ærlig omkring alle de modsatrettede følelser jeg har indeni.
Da vi var færdige var klokken blevet mange nok til, at jeg som pige igen måtte komme ned i den store stue, og det gjorde jeg så. Efter omstruktureringen føler jeg, at der er blevet trukket et dybt skel mellem drengene og pigerne, og selvom jeg i tidens løb har været sur mange gange, fordi jeg synes at drengene i stigende grad bliver forfordelt, så er det jo ikke drengene som sådan jeg har noget imod, og det er underligt at bo sammen med nogen, hvor der bliver gjort en aktiv indsats for, at vi ikke skal være sammen.
Men det var i hvert fald rart at være lidt sammen med Troels igen. Han kan være død irriterende en gang imellem, men jeg kan jo i virkeligheden godt lide ham, og jeg har savnet at sidde og disse nyheder sammen med ham (sidde og gøre grin med, rakke ned på, og i det hele taget komme med vittige bemærkninger). Til sidst endte det så alligevel med at blive en hyggelig aften.
Jeg har lært rigtig meget om følelser igennem de sidste par år, så det sker ikke så meget mere, så da det skete for mig i går, var jeg ude af træning, men min kontaktpædagog kunne godt se, at det ikke var fordi jeg fandt det hylende morsomt, så hun blev ved med at tale roligt til mig. Jeg havde haft adskillige tudeture i løbet af dagen, og der, over maden som jeg ikke kunne/ville spise, fik jeg endnu en, og min kp sagde, at jeg SKULLE spise, men at vi godt kunne finde noget andet.
Rugbrød med kyllingepålæg, det burde jeg da kunne få ned, men skulle jeg spise ét eller to stykker. Min kp pressede mig, ville have mig til at spise to, men det hele blev bare for meget. Jeg var bare så træt, træt i hovedet, og træt i kroppen, bare helt igennem træt, og i det øjeblik hun pressede lige lidt for hårdt, gav jeg bare op og lod de sidste kræfter strømme ud af mig, og faldt sammen på gulvet som en kludedukke.
Jeg besvimede ikke, jeg var på intet tidspunkt 'væk', jeg orkede bare ikke mere, lod alting glide væk. Jeg er vant til den slags anfald, da jeg har atypisk epilepsi, men jeg får dem næsten aldrig mere, men en gang var det faktisk et rigtig stort problem.
Jeg lå bare på gulvet og gad ikke forholde mig til verden omkring mig. Min kp ville gerne have mig til at åbne øjnene og se på hende, men jeg gad ikke. de fik mig op og sidde, og fik mig til at drikke lidt juice. Så sad jeg der og trykkede mig op i hjørnet mellem to skabe der ikke er lige dybe. Jeg sad der bare, og orkede ikke, eller havde bare ikke lyst til, at komme videre i programmet. Jeg ønskede bare at give slip og lade det hele flyde væk, jeg ønskede at blive væk.
Jeg fik noget at spise, jeg fik et knus, og jeg fik lov til at græde endnu en gang. Jeg prøvede at være ærlig omkring alle de modsatrettede følelser jeg har indeni.
Da vi var færdige var klokken blevet mange nok til, at jeg som pige igen måtte komme ned i den store stue, og det gjorde jeg så. Efter omstruktureringen føler jeg, at der er blevet trukket et dybt skel mellem drengene og pigerne, og selvom jeg i tidens løb har været sur mange gange, fordi jeg synes at drengene i stigende grad bliver forfordelt, så er det jo ikke drengene som sådan jeg har noget imod, og det er underligt at bo sammen med nogen, hvor der bliver gjort en aktiv indsats for, at vi ikke skal være sammen.
Men det var i hvert fald rart at være lidt sammen med Troels igen. Han kan være død irriterende en gang imellem, men jeg kan jo i virkeligheden godt lide ham, og jeg har savnet at sidde og disse nyheder sammen med ham (sidde og gøre grin med, rakke ned på, og i det hele taget komme med vittige bemærkninger). Til sidst endte det så alligevel med at blive en hyggelig aften.
mandag den 4. juni 2012
It's a numbers' game
Selvom jeg er i Odense for at besøge min far, så slipper jeg ikke for min løbetræning. Jeg betaler i dyre domme for at blive lukket ind i et lille bitte fitness center, hvor jeg ikke er medlem, og hvor jeg ikke er i Odense tit nok til, at det kan betale sig at blive medlem.
Jeg betaler, klæder om, og så ved jeg ikke en gang, om jeg kan få lov til at udføre mit sædvanlige program, for fordi det er så lille et center, så er der kun tre løbebånd, og for at der ikke skal danne sig alt for lange køer, så må man kun bruge dem i 25 min ad gangen, og mit sædvanlige program tager altså lidt over en time.
Teknisk set, kunne jeg vel bare snøre min gamle løbesko på fødderne, dem jeg købte i gymnasiet, men bare aldrig rigtigt fik brugt, og så løbe en tur ned langs åen, men det orker jeg ikke lige, for for mig kræver det en alt for stor portion selvkontrol at bevare motivationen.
På et løbebånd har jeg en hel række lysende tal til at holde mig beskæftiget, og dem 'leger' jeg så med.
Det står mig helt frit for, at ændre på hastighed og stigning, og det gør jeg i stor stil (i hvert fald mandag og fredag, hvor den pædagog jeg bruger som løbetræner har givet mig lov til det).
Der er distancen. Alle de løbede og gåede km bliver delt op i intervaller på 500 m. Gå 500, løb 500 med 10,5 km/t, løb 500 med 10 km/t osv. Efter 3 km løb starter jeg så forfra med at gå 500 m osv indtil jeg har løbet 7 km og gået 2. Det gør jeg så fordi ifølge mit nye program, så er mandag den dag hvor jeg træner hastighed, onsdag er den kedelige dag, hvor jeg træner at løbe længst muligt uden pauser, og hvor jeg ikke rigtigt har disse pejlemærker og det derfor mentalt er den hårdeste dag. Fredag er så bakketræning, og foregår lidt lige som mandag bare med stigningsgrader i stedet. Hele tiden holder jeg øje med metrene og regner ud og tæller ned hvor langt jeg har tilbage.
Så er der kalorierne. Her er det vigtigt for mig at se når tallet runder et helt hunderede og andre 'pæne' tal som 111, 123 osv. Mandag og onsdag skal jeg gerne op på 600 kcal, og om fredagen 700, gerne mere, men bestemt ikke mindre. hvis det bliver mindre bliver jeg lige nødt til at gå lidt ekstra på en meget stejl stigning for lige at få kørt de sidste par kalorier på. Jeg ved udmærket godt, at det på ingen måde er et præcist tal, men det er alligevel et tal som jeg kan forholde mig til.
Til sidst er der tiden, men den kan jeg ikke fifle så meget ved selv, jeg må bare vente og se på, at den går. Ellers fungerer min opmærksomhed på tiden lidt lige som med kalorierne, jeg vil gerne se 10 minuters ændringerne, og hvis jeg keder mig også kvarterene (især 30 min hvor de to falder sammen, hvilket er guf for en autist). Så er der selvfølgelig de pæne tal 11:11 osv. Men det bedste af det hele er, hvis tiden og kalorierne falder på en eller anden måde, for så giver min hjerne mig lige et lille skud dopamin, og så er alt herligt.
En gang imellem er jeg nødt til at se op fra mine tal, ellers bliver jeg helt skeløjet, og får ondt i hovedet, og så sker det alt for tit, at jeg ikke når at se ned i rette tid, eller at jeg glemmer at holde øje med et bestemt tal, og så bliver jeg skuffet over mig selv.
Jeg glemmer dog ALDRIG at holde øje med metrene, ALDRIG er jeg kommet til at løbe for langt. Nogle gange sker det dog, at jeg ikke kan holde en af de 'høje' hastigheder i lang nok tid, og så bliver jeg nødt til at vente på det næste pæne tal, så jeg kan skrue ned. Så er jeg nødt til inde i hovedet at lave et hyt program og se hvilken hastighed der er den næste, som jeg ville kunne klare at løbe i lidt længere tid.
Så for mig er det hele en nummer leg, og jeg bliver virkelig god til hovedregning. Det gør faktisk at jeg synes, at det er ved at være helt sjovt at løbe.
Jeg betaler, klæder om, og så ved jeg ikke en gang, om jeg kan få lov til at udføre mit sædvanlige program, for fordi det er så lille et center, så er der kun tre løbebånd, og for at der ikke skal danne sig alt for lange køer, så må man kun bruge dem i 25 min ad gangen, og mit sædvanlige program tager altså lidt over en time.
Teknisk set, kunne jeg vel bare snøre min gamle løbesko på fødderne, dem jeg købte i gymnasiet, men bare aldrig rigtigt fik brugt, og så løbe en tur ned langs åen, men det orker jeg ikke lige, for for mig kræver det en alt for stor portion selvkontrol at bevare motivationen.
På et løbebånd har jeg en hel række lysende tal til at holde mig beskæftiget, og dem 'leger' jeg så med.
Det står mig helt frit for, at ændre på hastighed og stigning, og det gør jeg i stor stil (i hvert fald mandag og fredag, hvor den pædagog jeg bruger som løbetræner har givet mig lov til det).
Der er distancen. Alle de løbede og gåede km bliver delt op i intervaller på 500 m. Gå 500, løb 500 med 10,5 km/t, løb 500 med 10 km/t osv. Efter 3 km løb starter jeg så forfra med at gå 500 m osv indtil jeg har løbet 7 km og gået 2. Det gør jeg så fordi ifølge mit nye program, så er mandag den dag hvor jeg træner hastighed, onsdag er den kedelige dag, hvor jeg træner at løbe længst muligt uden pauser, og hvor jeg ikke rigtigt har disse pejlemærker og det derfor mentalt er den hårdeste dag. Fredag er så bakketræning, og foregår lidt lige som mandag bare med stigningsgrader i stedet. Hele tiden holder jeg øje med metrene og regner ud og tæller ned hvor langt jeg har tilbage.
Så er der kalorierne. Her er det vigtigt for mig at se når tallet runder et helt hunderede og andre 'pæne' tal som 111, 123 osv. Mandag og onsdag skal jeg gerne op på 600 kcal, og om fredagen 700, gerne mere, men bestemt ikke mindre. hvis det bliver mindre bliver jeg lige nødt til at gå lidt ekstra på en meget stejl stigning for lige at få kørt de sidste par kalorier på. Jeg ved udmærket godt, at det på ingen måde er et præcist tal, men det er alligevel et tal som jeg kan forholde mig til.
Til sidst er der tiden, men den kan jeg ikke fifle så meget ved selv, jeg må bare vente og se på, at den går. Ellers fungerer min opmærksomhed på tiden lidt lige som med kalorierne, jeg vil gerne se 10 minuters ændringerne, og hvis jeg keder mig også kvarterene (især 30 min hvor de to falder sammen, hvilket er guf for en autist). Så er der selvfølgelig de pæne tal 11:11 osv. Men det bedste af det hele er, hvis tiden og kalorierne falder på en eller anden måde, for så giver min hjerne mig lige et lille skud dopamin, og så er alt herligt.
En gang imellem er jeg nødt til at se op fra mine tal, ellers bliver jeg helt skeløjet, og får ondt i hovedet, og så sker det alt for tit, at jeg ikke når at se ned i rette tid, eller at jeg glemmer at holde øje med et bestemt tal, og så bliver jeg skuffet over mig selv.
Jeg glemmer dog ALDRIG at holde øje med metrene, ALDRIG er jeg kommet til at løbe for langt. Nogle gange sker det dog, at jeg ikke kan holde en af de 'høje' hastigheder i lang nok tid, og så bliver jeg nødt til at vente på det næste pæne tal, så jeg kan skrue ned. Så er jeg nødt til inde i hovedet at lave et hyt program og se hvilken hastighed der er den næste, som jeg ville kunne klare at løbe i lidt længere tid.
Så for mig er det hele en nummer leg, og jeg bliver virkelig god til hovedregning. Det gør faktisk at jeg synes, at det er ved at være helt sjovt at løbe.
søndag den 3. juni 2012
Om togturen
Jeg er ikke altid de bedsteste venner med DSB, og i går da jeg skulle til Odense var ingen undtagelse. Jeg startede ud med et Arriva tog det skulle fragte mig til Aarhus, hvor jeg skulle skifte til et overfyldt DSB, hvor jeg ikke havde pladsbillet, men det havde alle andre heldigvis heller ikke, så jeg kom da i det mindste til at sidde ned. Allerede i Horsens blev vi gennet ud at toget og over i nogle busser der skulle fragte os til Vejle på grund af noget sporarbejde.
Jeg havde det helt forfærdeligt varmt inde i bussen. Udluftningen var ikke tændt, men min krop stod selv for meget af varmeproduktionen. Jeg havde godt nok læst om det med busserne på nettet, men det var stadig nyt og uventet, og det reagerede min krop på, ved at sætte temperaturen op, og streshormonerne pumpede rundt i kroppen på mig. Det var ikke et decideret angstanfald, og jeg kunne forholde mig sådan nogenlunde roligt, men det var bestemt ikke sjovt. Den unge pige ved siden af mig havde en meget tung parfume på det rev og sved i næsen. Hun var ikke meget ældre end mig, hvis overhovedet, men den fik hende til at lugte sam en gammel dame. En ung mand på den anden side af gangen sad og konverserede nogle gamle damer bag mig.
Lydende, lugtende, varmen og bussens bevægelse gjorde mig køresyg, og vejen til Vejle føltes alt for lang. Flere gange sad jeg og tænkte, at NU måtte vi da snart være der. Egentlig tog det ikke ret lang tid, det føltes bare sådan. Jeg prøvede at rejse mig op før bussen standsede, men andre havde fået samme gode ide, så jeg sparede ikke rigtigt nogen tid derved,, men langt om længe kom jeg ud i den friske luft, hvor jeg blev sendt videre til næste tog, der skulle fragte mig det sidste stykke hjem til farmand.
Det var en ikke særlig behagelig oplevelse, men det kunne egentlig have været værre. På en eller anden måde lykkedes det mig at resignere, og bare lade mig flyde med strømmen. Så meget af tiden trak jeg faktisk vejret helt roligt. Det skadede selvfølgelig ikke, at jeg fik en siddeblads i kørselsretningen hele vejen.
Jeg havde det helt forfærdeligt varmt inde i bussen. Udluftningen var ikke tændt, men min krop stod selv for meget af varmeproduktionen. Jeg havde godt nok læst om det med busserne på nettet, men det var stadig nyt og uventet, og det reagerede min krop på, ved at sætte temperaturen op, og streshormonerne pumpede rundt i kroppen på mig. Det var ikke et decideret angstanfald, og jeg kunne forholde mig sådan nogenlunde roligt, men det var bestemt ikke sjovt. Den unge pige ved siden af mig havde en meget tung parfume på det rev og sved i næsen. Hun var ikke meget ældre end mig, hvis overhovedet, men den fik hende til at lugte sam en gammel dame. En ung mand på den anden side af gangen sad og konverserede nogle gamle damer bag mig.
Lydende, lugtende, varmen og bussens bevægelse gjorde mig køresyg, og vejen til Vejle føltes alt for lang. Flere gange sad jeg og tænkte, at NU måtte vi da snart være der. Egentlig tog det ikke ret lang tid, det føltes bare sådan. Jeg prøvede at rejse mig op før bussen standsede, men andre havde fået samme gode ide, så jeg sparede ikke rigtigt nogen tid derved,, men langt om længe kom jeg ud i den friske luft, hvor jeg blev sendt videre til næste tog, der skulle fragte mig det sidste stykke hjem til farmand.
Det var en ikke særlig behagelig oplevelse, men det kunne egentlig have været værre. På en eller anden måde lykkedes det mig at resignere, og bare lade mig flyde med strømmen. Så meget af tiden trak jeg faktisk vejret helt roligt. Det skadede selvfølgelig ikke, at jeg fik en siddeblads i kørselsretningen hele vejen.
fredag den 1. juni 2012
Om en måske lidt for lang samtale
Indlæget der blev påbegyndt i går, men aldrig skrevet færdig, burde nok hedde 'Om en måske lidt for lang samtale og andre ting der gør mig træt', men det blev nu alligevel lidt for langt.
For et stykke tid siden, blev jeg kontaktet af en journalist, der gerne ville skrive en interviewbog og aspergerpiger. Hun var stødt på min blog, og tænkte, at jeg havde nok et eller andet interessant at sige. Den forventning måtte jeg så prøve at leve op til, da hun kom og besøgte mig i torsdags. Camilla hedder hun, og hun var noget yngre end jeg sådan lige havde forestillet mig, men hun virkede dygtig og var velforberedt (man har vel hørt en ting eller to om journalister, så jeg var meget nervøs for netop dette punkt, men som jeg erfarede, var det helt uden grund).
Vi talte om mangt og meget, om hvorfor jeg blogger, mit forhold til Gud, og rigtig meget om mine år i psykiatrien. Jeg har fortalt rigtig meget om mine oplevelser i psykiatrien i årenes løb, og det var godt, for så påvirker spørgsmålene mig ikke så meget længere, og jeg havde brug for alle mine kræfter, for interviewet varede ret præcis tre timer, hvilket er det absolutte maksimum for min koncentrationsevne. Normalt holder jeg samtaler nede på ca en times varighed, men jeg var heldigvis blevet advaret.
Jeg var selv sagt meget træt torsdag aften, men det er jeg generelt hver aften, sådan rigtig træt, til en grad hvor jeg ofte begynder at græde over ligegyldige småting. Hvor længe har det varet? Jeg kan dårlig nok huske det. I denne uge har jeg haft alt for travlt, med møder og motion. Og i sidste uge var det varmen hvor jeg læste til den helt store guldmedalje. Ugen før havde jeg to deadlines på samme dag, og så kan jeg ikke lige huske længere tilbage. I næste uge har jeg igen to deadlines, dog ikke på samme dag, men denne gang drejer det sig så om to forskellige bøger, ikke kun to anmeldelser af den samme bog. Det betyder, at jeg har været nødt til at lave en læseplan, hvilket stresser mig, for hvad nu hvis jeg ikke når det den ene dag, skal jeg så læse dobbelt dagen efter eller lave en ny læseplan? Og vil det gøre mig så stresset at jeg heller ikke læser noget dagen efter?
Jeg har gang i så mange ting, og jeg vil gerne alle tingene, så jeg kan ikke finde ud af at vælge fra, og hele tiden får jeg tilbud om andre fede ting, som jeg heller ikke kan sige nej til, og jeg ved altså ikke hvor meget mere jeg kan holde til. Jeg har brug for en ferie, og heldigvis skal jeg også hjem til min far her i weekenden, og det glæder jeg mig til, også selvom jeg skal læse, og også selvom jeg er stresset over at vægten siger +4 kg i løbet af de sidste 2 dage, lortevægt, jeg har ikke en gang spist bemærkelsesværdigt meget, og jeg har ellers dyrket rigelig med motion til at kunne tillade mig at spise lidt ekstra, og jeg ved godt at det er et kompliceres system, som jeg ikke en gang kan begynde helt at begribe, men det er stadig ret frustrerende.
I går sendte jeg forresten en ansøgning for at melde mig ind på universitetet igen, men nu bliver jeg pludselig i tvivl om jeg kan klare det, selvom det kun er ét fag og et jeg har haft før, hebraisk. Måske skal jeg lade være med at bekymre mig, jeg ved jo ikke en gang om jeg kommer ind, men nu må vi se.
For et stykke tid siden, blev jeg kontaktet af en journalist, der gerne ville skrive en interviewbog og aspergerpiger. Hun var stødt på min blog, og tænkte, at jeg havde nok et eller andet interessant at sige. Den forventning måtte jeg så prøve at leve op til, da hun kom og besøgte mig i torsdags. Camilla hedder hun, og hun var noget yngre end jeg sådan lige havde forestillet mig, men hun virkede dygtig og var velforberedt (man har vel hørt en ting eller to om journalister, så jeg var meget nervøs for netop dette punkt, men som jeg erfarede, var det helt uden grund).
Vi talte om mangt og meget, om hvorfor jeg blogger, mit forhold til Gud, og rigtig meget om mine år i psykiatrien. Jeg har fortalt rigtig meget om mine oplevelser i psykiatrien i årenes løb, og det var godt, for så påvirker spørgsmålene mig ikke så meget længere, og jeg havde brug for alle mine kræfter, for interviewet varede ret præcis tre timer, hvilket er det absolutte maksimum for min koncentrationsevne. Normalt holder jeg samtaler nede på ca en times varighed, men jeg var heldigvis blevet advaret.
Jeg var selv sagt meget træt torsdag aften, men det er jeg generelt hver aften, sådan rigtig træt, til en grad hvor jeg ofte begynder at græde over ligegyldige småting. Hvor længe har det varet? Jeg kan dårlig nok huske det. I denne uge har jeg haft alt for travlt, med møder og motion. Og i sidste uge var det varmen hvor jeg læste til den helt store guldmedalje. Ugen før havde jeg to deadlines på samme dag, og så kan jeg ikke lige huske længere tilbage. I næste uge har jeg igen to deadlines, dog ikke på samme dag, men denne gang drejer det sig så om to forskellige bøger, ikke kun to anmeldelser af den samme bog. Det betyder, at jeg har været nødt til at lave en læseplan, hvilket stresser mig, for hvad nu hvis jeg ikke når det den ene dag, skal jeg så læse dobbelt dagen efter eller lave en ny læseplan? Og vil det gøre mig så stresset at jeg heller ikke læser noget dagen efter?
Jeg har gang i så mange ting, og jeg vil gerne alle tingene, så jeg kan ikke finde ud af at vælge fra, og hele tiden får jeg tilbud om andre fede ting, som jeg heller ikke kan sige nej til, og jeg ved altså ikke hvor meget mere jeg kan holde til. Jeg har brug for en ferie, og heldigvis skal jeg også hjem til min far her i weekenden, og det glæder jeg mig til, også selvom jeg skal læse, og også selvom jeg er stresset over at vægten siger +4 kg i løbet af de sidste 2 dage, lortevægt, jeg har ikke en gang spist bemærkelsesværdigt meget, og jeg har ellers dyrket rigelig med motion til at kunne tillade mig at spise lidt ekstra, og jeg ved godt at det er et kompliceres system, som jeg ikke en gang kan begynde helt at begribe, men det er stadig ret frustrerende.
I går sendte jeg forresten en ansøgning for at melde mig ind på universitetet igen, men nu bliver jeg pludselig i tvivl om jeg kan klare det, selvom det kun er ét fag og et jeg har haft før, hebraisk. Måske skal jeg lade være med at bekymre mig, jeg ved jo ikke en gang om jeg kommer ind, men nu må vi se.
Abonner på:
Opslag (Atom)