Jeg ville ikke spise noget, især ikke det der blev serveret. Jeg sad bare og grinede, ikke fordi jeg syntes at det var sjovt, men fordi det nu en gang er sådan jeg reagerer, når jeg ikke lige ved hvad jeg ellers skal gøre. Det er ofte blevet misforstået, ja, det er faktisk næsten altid blevet misforstået. Jeg har tit oplevet, at folk (læger, sygeplejersker ect) er blevet sure på mig, andre smiler tilbage og tænker, at så er det jo nok ikke så slemt, men i virkeligheden er jeg som oftest frygtsom, forvirret og forlegen, og jeg har brug for hjælp til at udtrykke hvad jeg i virkeligheden føler.
Jeg har lært rigtig meget om følelser igennem de sidste par år, så det sker ikke så meget mere, så da det skete for mig i går, var jeg ude af træning, men min kontaktpædagog kunne godt se, at det ikke var fordi jeg fandt det hylende morsomt, så hun blev ved med at tale roligt til mig. Jeg havde haft adskillige tudeture i løbet af dagen, og der, over maden som jeg ikke kunne/ville spise, fik jeg endnu en, og min kp sagde, at jeg SKULLE spise, men at vi godt kunne finde noget andet.
Rugbrød med kyllingepålæg, det burde jeg da kunne få ned, men skulle jeg spise ét eller to stykker. Min kp pressede mig, ville have mig til at spise to, men det hele blev bare for meget. Jeg var bare så træt, træt i hovedet, og træt i kroppen, bare helt igennem træt, og i det øjeblik hun pressede lige lidt for hårdt, gav jeg bare op og lod de sidste kræfter strømme ud af mig, og faldt sammen på gulvet som en kludedukke.
Jeg besvimede ikke, jeg var på intet tidspunkt 'væk', jeg orkede bare ikke mere, lod alting glide væk. Jeg er vant til den slags anfald, da jeg har atypisk epilepsi, men jeg får dem næsten aldrig mere, men en gang var det faktisk et rigtig stort problem.
Jeg lå bare på gulvet og gad ikke forholde mig til verden omkring mig. Min kp ville gerne have mig til at åbne øjnene og se på hende, men jeg gad ikke. de fik mig op og sidde, og fik mig til at drikke lidt juice. Så sad jeg der og trykkede mig op i hjørnet mellem to skabe der ikke er lige dybe. Jeg sad der bare, og orkede ikke, eller havde bare ikke lyst til, at komme videre i programmet. Jeg ønskede bare at give slip og lade det hele flyde væk, jeg ønskede at blive væk.
Jeg fik noget at spise, jeg fik et knus, og jeg fik lov til at græde endnu en gang. Jeg prøvede at være ærlig omkring alle de modsatrettede følelser jeg har indeni.
Da vi var færdige var klokken blevet mange nok til, at jeg som pige igen måtte komme ned i den store stue, og det gjorde jeg så. Efter omstruktureringen føler jeg, at der er blevet trukket et dybt skel mellem drengene og pigerne, og selvom jeg i tidens løb har været sur mange gange, fordi jeg synes at drengene i stigende grad bliver forfordelt, så er det jo ikke drengene som sådan jeg har noget imod, og det er underligt at bo sammen med nogen, hvor der bliver gjort en aktiv indsats for, at vi ikke skal være sammen.
Men det var i hvert fald rart at være lidt sammen med Troels igen. Han kan være død irriterende en gang imellem, men jeg kan jo i virkeligheden godt lide ham, og jeg har savnet at sidde og disse nyheder sammen med ham (sidde og gøre grin med, rakke ned på, og i det hele taget komme med vittige bemærkninger). Til sidst endte det så alligevel med at blive en hyggelig aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar