For andre mennesker end mig selv kan det oftest være meget svært at se, at jeg sammen med alle mine andre diagnoser også har ADD, for når vi tænker på opmærksomhedsforstyrrelser, så tænker vi vel mest på de urolige små drenge der ikke lader til at kunne finde sig til rette i skolens små klasser.
For mig drejer det sig dog mest om en evig indre uro der tvinger mig til at gå på toilettet i tide og utide, fordi det giver mig en 'lovlig' pause fr hvad jeg nu har gang i. Da jeg gik på universitetet og sad og arbejdede på læsesalen, så hadede jeg at gøre det når der var fyldt, for alle de små lyde af uro der kom fra de andre studerende, voksede inden i mig og fik min egen uro til at pulsere og ville ud. I løbet af et semester gjorde det for det meste bare, at jeg hurtigt gav op og gik hjem, men under eksamenslæsningen, måtte jeg jo nødvendigvis tage mig sammen. For at kunne holde styr på min egen indre uro fandt jeg et system, hvor jeg ca hvert kvarter listede ud på toilettet og lavede 50 armbøjninger, eller jeg smed tøjet for at betragte min egen krop i spejlet (der var spejl og håndvask inde på selve toilettet, så der kom ikke nogen og forstyrrede mig).
Men min ADD drejer sig ikke altid kun om den indre uro, men kan også tage nogle mere synlige former, hvilket mest sker når jeg føler mig rigtigt presset og stresset, som det for eksempel var tilfældet i går. Jeg havde været i Aarhus det meste af dagen, selvom jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke kunne holde til det. Så i toget hjem kom uroen, og jeg måtte opgive at læse i min medbragte bog. Det var helt forfærdeligt at sidde indespærret i toget, jeg trængte til at komme ud, ud, UD, og væk. Min hud kløede, men der er grænser for hvor meget man kan kradse sig, når der er andre til stede-
Toget standsede, jeg sprang ud, stæsede hjem, op af trappen, ind på badeværelset, greb en saks og klippede i ét hug pandehåret af. Det var ikke, fordi det var planlagt, jeg havde end ikke overvejet, om det ville klæde mig med pandehår, det var bare den pulserende fornemmelse inden i der måtte finde sit afløb.
Så var det gjort, men jeg havde stadigvæk bunker af energi. Jeg overvejede at gøre rent, men det virkede alt for uoverskueligt, så jeg satte mig, rejste mig, gik lidt rundt og satte mig igen, så virrede jeg med hovedet og flagrede med hænderne. Da det havde stået på et stykke tid, tog jeg sko på og gik udenfor og skød en fodbold ind i muren i en halv times tid, jeg lod mig nærmest hypnotiseret af den monotome handling, og til sidst havde jeg opbrugt energien, og uroen var væk.
Sådan et anfald er ikke noget der sker tit, så for mig virker det som noget fremmed og uhyggeligt. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, jeg ved ikke hvilke ord jeg skal bruge til at beskrive det med. Manisk? Og hvad jeg ikke har kontrol over i både ord og gerning, det skræmmer mig.
Dette pludselige og meget voldsomme tab af kontrol slog fuldstændigt benene væk under mig, og det blev mig derfor meget magtpåliggende i det mindste at have super meget kontrol over maden resten af dagen.
Jeg havde det fysisk dårligt, fordi mit blodsukker var så lavt, men jeg nægtede purre at spise mere end noget gulerodssalat. Min kontaktpædgog fik mig overtalt til at gå med ned i køkkenet og spise en rugbrødsmad, men da jeg stod dernede blev jeg overvældet, jeg ved ikke helt af hvad, og jeg begyndte at tude, og ville alligevel ikke spise noget.
Både min nuværende og min tidligere kontaktpædagog brugte resten af aftenen på at berolige mig, og få noget mad i mig. Det lykkedes sådan delvist, men nu må jeg bare se om jeg kan finde ud af at slappe lidt mere af her resten af ugen, så jeg igen kan have energi til at gå ind i en ny og forhåbentlig ikke alt for stressende uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar