Om en måske lidt for lang samtale

Indlæget der blev påbegyndt i går, men aldrig skrevet færdig, burde nok hedde 'Om en måske lidt for lang samtale og andre ting der gør mig træt', men det blev nu alligevel lidt for langt.

For et stykke tid siden, blev jeg kontaktet af en journalist, der gerne ville skrive en interviewbog og aspergerpiger. Hun var stødt på min blog, og tænkte, at jeg havde nok et eller andet interessant at sige. Den forventning måtte jeg så prøve at leve op til, da hun kom og besøgte mig i torsdags. Camilla hedder hun, og hun var noget yngre end jeg sådan lige havde forestillet mig, men hun virkede dygtig og var velforberedt (man har vel hørt en ting eller to om journalister, så jeg var meget nervøs for netop dette punkt, men som jeg erfarede, var det helt uden grund).

Vi talte om mangt og meget, om hvorfor jeg blogger, mit forhold til Gud, og rigtig meget om mine år i psykiatrien. Jeg har fortalt rigtig meget om mine oplevelser i psykiatrien i årenes løb, og det var godt, for så påvirker spørgsmålene mig ikke så meget længere, og jeg havde brug for alle mine kræfter, for interviewet varede ret præcis tre timer, hvilket er det absolutte maksimum for min koncentrationsevne. Normalt holder jeg samtaler nede på ca en times varighed, men jeg var heldigvis blevet advaret.

Jeg var selv sagt meget træt torsdag aften, men det er jeg generelt hver aften, sådan rigtig træt, til en grad hvor jeg ofte begynder at græde over ligegyldige småting. Hvor længe har det varet? Jeg kan dårlig nok huske det. I denne uge har jeg haft alt for travlt, med møder og motion. Og i sidste uge var det varmen hvor jeg læste til den helt store guldmedalje. Ugen før havde jeg to deadlines på samme dag, og så kan jeg ikke lige huske længere tilbage. I næste uge har jeg igen to deadlines, dog ikke på samme dag, men denne gang drejer det sig så om to forskellige bøger, ikke kun to anmeldelser af den samme bog. Det betyder, at jeg har været nødt til at lave en læseplan, hvilket stresser mig, for hvad nu hvis jeg ikke når det den ene dag, skal jeg så læse dobbelt dagen efter eller lave en ny læseplan? Og vil det gøre mig så stresset at jeg heller ikke læser noget dagen efter?

Jeg har gang i så mange ting, og jeg vil gerne alle tingene, så jeg kan ikke finde ud af at vælge fra, og hele tiden får jeg tilbud om andre fede ting, som jeg heller ikke kan sige nej til, og jeg ved altså ikke hvor meget mere jeg kan holde til. Jeg har brug for en ferie, og heldigvis skal jeg også hjem til min far her i weekenden, og det glæder jeg mig til, også selvom jeg skal læse, og også selvom jeg er stresset over at vægten siger +4 kg i løbet af de sidste 2 dage, lortevægt, jeg har ikke en gang spist bemærkelsesværdigt meget, og jeg har ellers dyrket rigelig med motion til at kunne tillade mig at spise lidt ekstra, og jeg ved godt at det er et kompliceres system, som jeg ikke en gang kan begynde helt at begribe, men det er stadig ret frustrerende.

I går sendte jeg forresten en ansøgning for at melde mig ind på universitetet igen, men nu bliver jeg pludselig i tvivl om jeg kan klare det, selvom det kun er ét fag og et jeg har haft før, hebraisk. Måske skal jeg lade være med at bekymre mig, jeg ved jo ikke en gang om jeg kommer ind, men nu må vi se.