Jeg har lige været henne og løbe i håb om, at det ville kvikke mig lidt op. Jeg har ellers sovet udmærket i nat, men det er som om en lille del af mig er blevet liggende inde i sengen, den del der kan overskue en alt for travl hverdag. Så jeg føler mig helt død indvendig ved tanken om alt det jeg skal nå i dag.
Det er onsdag, så jeg skulle egentlig vaske tøj, men det må jeg udskyde til weekenden, da alle hverdagene er delt op mellem de forskellige beboere. Jeg gruer for hvor lækkert mit løbetøj så kommer til at lugte, men det er der ikke noget at gøre ved, og det stresser mig kun en lille bitte smule, kun lidt.
Det der virkelig skræmmer mig er, at jeg skal til Aarhus til en samtale på neurologisk ambulatorium. 1½-2 timers transport hver vej, for at have noget der minder om en 10 minutters samtale om hvordan det er gået det sidste år.
Jeg har lyst til at bede pædagogerne om at ringe og melde mig syg, men det ville være et nederlag, så jeg tager af sted. Det der holder mig oppe er, at der plejer at være en rigtig sød sygeplejerske. Der kan selvfølgelig være sket meget det sidste år, men man har da lov til at håbe.
For et år siden bad jeg om at blive taget af min medicin, for en af de mulige bivirkninger var depressioner, og dem havde jeg lidt frygteligt under. Mine depressioner skyldtes langt fra kun medicinen (Keppra) men jeg var lige så stille begyndt at få det bedre, og hvis det kunne hjælpe mig det sidste lille stykke til at få det godt at stoppe med noget medicin, så var jeg villig til at tage chancen.
Jeg havde da været stort set anfaldsfri i flere år, men ikke nok år til, at neurologen var helt tryg ved at lade mig slippe, men jeg så på ham med store forgrædte øjne, og han gav sig. Først ville han prøve at få mig skiftet til noget andet medicin, men de eneste alternative bivirkninger han kunne tilbyde mig var træthed (som om jeg ikke sover nok i forvejen), og vægtøgning (aldrig i livet), så jeg stoppede bare.
Ud over forleden dag har jeg været anfaldsfri, eller rettere, så mærker jeg en gang imellem den der specielle svimmelhed et anfald giver, men jo stærkere mine benmuskler er blevet gennem tiden, jo mere sandsynligt er det, at jeg bliver stående. Det er en god ting, men det giver mig færre medlidenhedspoint. Det er selvfølgelig ikke medlidenhedspoint sygdom og bedring skal handle om, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde nogen betydning for mig
Nu må vi så se hvad den søde og rare doktormand har at sige om den sag :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar