Jeg har normalt et lidt anstrengt forhold til weekender. Verden sænker pulsen, og jeg føler at jeg bliver kvalt, men en gang imellem sker det, at jeg faktisk hygger mig, og denne weekend var en af disse.
Det var ikke fordi vi lavede noget særligt i lige netop denne weekend, det var ikke fordi det var en helt særlig kombination af mennesker der var hjemme/var på arbejde, det var bare en helt almindelig weekend, hvor vi så TV, læste og snakkede, men det blev til noget helt særligt, fordi fandt hinanden så vores omgang med hinanden kom til at være mere naturlig og fri end den tit godt kan være..
Efter omstruktureringen, har jeg haft den ubehagelige følelse af hvordan huset her er blevet delt skarpt op. Det er drengene vs pigerne, piger vs piger, oppe vs nede, en evig kamp for pædagogernes opmærksomhed. Man bliver helt træt og tom indeni.
I weekenden frafalder alle disse hegn, rent officielt i hvert fald, for de findes stadig imellem os. Pigerne snakker med pigerne, drengene med drengene, og jeg bliver forvandlet til en opmærksomhedssyg lille unge der klynger mig til de pædagoger jeg normalt ikke rigtigt har noget med at gøre. Det er ikke noget jeg er stolt af, men jeg risikerer jo, at det en dag er dem der skal tage sig af mig, når jeg har det skidt, og hvis jeg ikke i weekenden gør en indsats for at være sammen med dem, så glider vi væk fra hinanden, og jeg glemmer hvordan man omgås dem, og jeg ved ikke om jeg tør stole på dem
Men i denne weekend var det anderledes, vi var to piger, en dreng og 5x2 pædagoger (de er to på vagt af gangen i weekenden) der bare var. Vi sablede TV programmet ned, vi drillede hinanden og vi grinede så tårerne trillede, vi var nærmest som en lille aparte familie der sad der.
Den ene dag var det min gamle kontaktpædagog der var der, og det kan godt gøre mig trist og besidderisk, men det gik fint og vi var alle sammen sammen og det gjorde mig ikke noget, faktisk er det sådan jeg gerne vil se hende, og sådan jeg gerne vil have at hun ser mig, som hele mennesker der godt kan finde ud af at more sig selvom tingene er svære.
Nu er det så blevet mandag igen og hegnene er endnu en gang bygget op. Det kan godt få mig helt ned i kulkælderen, men jeg vil ikke have at denne gode følelse forsvinder lige med det samme, så jeg pakker min kuffert og tager hjem til min far i et par dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar