Når jeg om morgenen dyrker sport er alting godt og jeg kan blive ved og ved og hjerte og åndedræt har det fint, men når jeg om eftermiddagen ligger på sofaen og er doven så slår hjertet knuder og jeg bliver forpustet af bare at gå på toilettet. Rigtig bekymret har jeg ikke været, men det var trods alt hjertet, og det er noget man bør tage seriøst, så for en sikkerheds skyld tog jeg til lægen.
Jeg har flere gange brokket mig over min læge, og jeg bliver spurgt hvorfor jeg ikke bare skifter læge, men dage som i går er grunden til at jeg ikke gør det, for når han er god, så er han rigtig god. Jeg skulle i hvert fald ikke gå og bekymre mig, for hvis der virkelig var noget galt med mit hjerte, så ville det med størst sandsynlighed være når jeg dyrkede sport at det voldte problemer. Han fortalte hvad det hedder når hjertet ter sig når man er i hvile/doven, men det glemte jeg med det samme igen.
Sammen med nogle af de andre problemer jeg har haft foreslog han for højt stofskifte, men det kan vel ikke passe når jeg har taget seks kg på på tre måneder, men jo, nogle gange får man så forøget appetit at man faktisk tager på. Min reaktion var på det kraftigste at afvise, at jeg skulle have forøget appetit, men det er vist ikke spor rigtigt, jeg vægrer mig bare ved at indrømme det, for jeg synes at det er virkelig flovt at spise så meget som jeg i virkeligheden gør, men det var først efter at jeg kom hjem at jeg begyndte at anerkende det, så nu overvejer jeg om jeg skal tage til lægen igen igen for at få det tjekket.
Jeg skammer mig virkelig meget over at have løget, både over for mig selv, pædagogerne og min læge.
fredag den 31. maj 2013
torsdag den 30. maj 2013
Fars dag
I min familie har vi aldrig rigtigt fejret hverken mors dag eller fars dag, og især ikke fars dag, da min formor har fødselsdag den dag (5. juni) og far har fødselsdag dagen efter, og godt nok har jeg en fantastisk far, men ligefrem at fejre ham to dage i træk, det er måske at overdrive (undskyld far).
I år bliver der dog vist en reklame på TV der er så ynkværdig, at jeg får helt ondt i hjertet. Den spiller på tanken om den moderne omsorgsfulde mand som svag og undertrykt, og det er da "sødt" og sjovt, og så ikke helt alligevel. Reklamen siger at man skal give sin far en gave fordi det i virkeligheden er lidt synd for ham, ikke fordi han har forsørget én gennem alle disse år, hjulpet én med lektierne og givet én de ting man ville have når nu mor ikke ville.
Kan den moderne mand ikke være både omsorgsfuld OG stærk?
Jeg vil grene have ondt af min far når der sker noget i hans liv som fortjener medfølelse, men selvom han til dagligt må lægge øre til meget og finde sig i min søsters og mine nykker, så vil jeg mere beskrive mine følelser for ham som respekt og beundring, for selvom jeg går på universitetet og ved en masse ting, så er min far stadig den klogeste i hele verden.
Jeg ved godt, at reklamen bare er et manipulerende spil for at få os til at bruge penge, og den virker, for selvom jeg allerede har købt en fødselsdagsgave til min far, så går jeg og overvejer, om jeg i år også skulle bruge lidt ekstra, om end ikke på det som reklamen reklamerer for.
I år bliver der dog vist en reklame på TV der er så ynkværdig, at jeg får helt ondt i hjertet. Den spiller på tanken om den moderne omsorgsfulde mand som svag og undertrykt, og det er da "sødt" og sjovt, og så ikke helt alligevel. Reklamen siger at man skal give sin far en gave fordi det i virkeligheden er lidt synd for ham, ikke fordi han har forsørget én gennem alle disse år, hjulpet én med lektierne og givet én de ting man ville have når nu mor ikke ville.
Kan den moderne mand ikke være både omsorgsfuld OG stærk?
Jeg vil grene have ondt af min far når der sker noget i hans liv som fortjener medfølelse, men selvom han til dagligt må lægge øre til meget og finde sig i min søsters og mine nykker, så vil jeg mere beskrive mine følelser for ham som respekt og beundring, for selvom jeg går på universitetet og ved en masse ting, så er min far stadig den klogeste i hele verden.
Jeg ved godt, at reklamen bare er et manipulerende spil for at få os til at bruge penge, og den virker, for selvom jeg allerede har købt en fødselsdagsgave til min far, så går jeg og overvejer, om jeg i år også skulle bruge lidt ekstra, om end ikke på det som reklamen reklamerer for.
tirsdag den 28. maj 2013
3 gode tilbud
Jeg var lige nede i kiosken og købe to morgencolaer. De var på tilbud, så de kostede det samme som hvis jeg havde købt dem i en almindelig butik. Det er (desværre) ikke noget jeg normalt tænker så meget over, jeg skal bare have min cola, men jeg har brugt lidt for mange penge i denne her måned, hvilket jeg bestemt ikke fortryder, men altså, på tilbud var de i hvert fald.
Udenfor kiosken blev jeg stoppet af en ung mand med "an offer you can't refuse". Han skulle til Randers, men han havde ikke nogen penge, så han ville sælge sin kun to dage gamle computer. Jeg smilede pænt og sagde nej tak, for den var sgu sikkert nok stjålet.
Tilbage i januar skulle jeg have ny skoletaske, og jeg valgte Eastpak, for med dem går man da aldrig fejl, gør man? Det gør man så. Jeg havde endda sagt nej til min farmors tilbud om en gratis gammel/retro Fjällraven. Jeg har egentlig været glad nok for min Eastpak, men den er min lyserøde periode som jeg har haft i flere år som nu er ved at være slut, og jeg ærgrer mig.
Her i weekenden var jeg på besøg hos min far, og så skulle jeg da også lige et smut inden om min farmor, så jeg spurgte om tilbudet stadig gjaldt, for jeg ville egentlig gerne have den taske. Min farmor er super sej, hun gemmer blandt andet på alle mulige ting der med tiden kommer på mode igen. Hun undskylder med jævne mellemrum, for det er jo os der skal rydde op i alt hendes lort når hun ikke er her mere. For det første vil jeg slet ikke tænke på at det en dag vil ske, for jeg elsker hende så højt. For det andet er det ikke lort. Noget af det er måske, men noget af det er også guld.
Jeg selv er af en helt anden type. Jeg smider ud og smider ud, jeg er endda værre end min mor. Kan jeg ikke finde en plads til det? Ud! Er jeg i dårligt humør? Ud! skal jeg flytte? Ud! Er jeg i tvivl? Ud! Har jeg et af mine "anfald? Ud! Ud! Ud! Nogle gange er det som om jeg ikke har nogen forståelse for tings værdi, selv smykker ryger. Det er noget jeg arbejder på, for mange gange oplever jeg at fortryde at have smidt ting ud, og jeg kan fortryde det meget inderligt.
Men nu er jeg den stolte ejer af en Fjälraven. Jeg har faktisk tidligere haft en (den er selvfølgelig for længst blevet smidt ud), men den var slet ikke så sej som den her.
Udenfor kiosken blev jeg stoppet af en ung mand med "an offer you can't refuse". Han skulle til Randers, men han havde ikke nogen penge, så han ville sælge sin kun to dage gamle computer. Jeg smilede pænt og sagde nej tak, for den var sgu sikkert nok stjålet.
Tilbage i januar skulle jeg have ny skoletaske, og jeg valgte Eastpak, for med dem går man da aldrig fejl, gør man? Det gør man så. Jeg havde endda sagt nej til min farmors tilbud om en gratis gammel/retro Fjällraven. Jeg har egentlig været glad nok for min Eastpak, men den er min lyserøde periode som jeg har haft i flere år som nu er ved at være slut, og jeg ærgrer mig.
Her i weekenden var jeg på besøg hos min far, og så skulle jeg da også lige et smut inden om min farmor, så jeg spurgte om tilbudet stadig gjaldt, for jeg ville egentlig gerne have den taske. Min farmor er super sej, hun gemmer blandt andet på alle mulige ting der med tiden kommer på mode igen. Hun undskylder med jævne mellemrum, for det er jo os der skal rydde op i alt hendes lort når hun ikke er her mere. For det første vil jeg slet ikke tænke på at det en dag vil ske, for jeg elsker hende så højt. For det andet er det ikke lort. Noget af det er måske, men noget af det er også guld.
Jeg selv er af en helt anden type. Jeg smider ud og smider ud, jeg er endda værre end min mor. Kan jeg ikke finde en plads til det? Ud! Er jeg i dårligt humør? Ud! skal jeg flytte? Ud! Er jeg i tvivl? Ud! Har jeg et af mine "anfald? Ud! Ud! Ud! Nogle gange er det som om jeg ikke har nogen forståelse for tings værdi, selv smykker ryger. Det er noget jeg arbejder på, for mange gange oplever jeg at fortryde at have smidt ting ud, og jeg kan fortryde det meget inderligt.
Men nu er jeg den stolte ejer af en Fjälraven. Jeg har faktisk tidligere haft en (den er selvfølgelig for længst blevet smidt ud), men den var slet ikke så sej som den her.
mandag den 27. maj 2013
Om sen abort ved handicap
Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.
A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.
Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.
Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.
A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.
Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.
Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.
søndag den 26. maj 2013
Om gode bagere
På trods af moderne tiders kulhydratshysteri, så sværger jeg stadig til et godt brød. Det bedste jeg ved er en ostemad på groft franskbrød. Groft franskbrød er måske sundere end det helt hvide, men det tæller stadigvæk som hvidt brød, og det må jeg indrømme at jeg nogle gange glemmer (intet under at jeg så bliver ved med at tage på).
Problemet er dog at finde et brød der er groft nok for min smag. En god indikator for grovhedsfaktoren er hvor meget brødet vejer, jo mere jo bedre, men husk at kalorier regnes pr 100 gr, så jo mere et brød vejer, jo flere kalorier er der pr skive.
I mange år har min absolutte yndlingsboger været Wendorff i Odense, og det er da stadigvæk en god bager, men i takt med at deres popularitet stiger, så bliver de også mere populistiske og deres brød bliver lettere og lettere. Nu gider jeg dem ikke rigtigt længere, så jeg har måttet ud og finde mig en ny dealer. Jeg har fundet et sted, det er ikke noget fint og fornemt sted, bare en helt almindelig bager From, men deres franskbrød er godt.
Men der er en vigtig lektie at blive lært fra dette, og det er at finest ikke altid er bedst, og det er sundt for mig at blive mindet om det, for jeg har nok lidt en tendens til snobberi.
Problemet er dog at finde et brød der er groft nok for min smag. En god indikator for grovhedsfaktoren er hvor meget brødet vejer, jo mere jo bedre, men husk at kalorier regnes pr 100 gr, så jo mere et brød vejer, jo flere kalorier er der pr skive.
I mange år har min absolutte yndlingsboger været Wendorff i Odense, og det er da stadigvæk en god bager, men i takt med at deres popularitet stiger, så bliver de også mere populistiske og deres brød bliver lettere og lettere. Nu gider jeg dem ikke rigtigt længere, så jeg har måttet ud og finde mig en ny dealer. Jeg har fundet et sted, det er ikke noget fint og fornemt sted, bare en helt almindelig bager From, men deres franskbrød er godt.
Men der er en vigtig lektie at blive lært fra dette, og det er at finest ikke altid er bedst, og det er sundt for mig at blive mindet om det, for jeg har nok lidt en tendens til snobberi.
lørdag den 25. maj 2013
Om en dag med min veninde
I går tog jeg til København for at være sammen med min aller bedste veninde i hele den vide verden. I toget sad jeg og blev dårlig, kvalme. Jeg var virkelig bange for at kaste op ud over de andre passagere, så jeg gik ud på toilettet, men selvom jeg stod lidt og hostede over kummen, så kom der ikke noget op, men kvalmen var der stadig, så jeg stak tre fingre i halsen for at få det overstået, og det hjalp, så kom ikke her og sig at man ikke kan lære noget fornuftigt af at have en spiseforstyrrelse.
Det var helt fantastisk at se min veninde igen. Vi snakker om alle de ting det ellers kan være svært at snakke med andre om, som for eksempel opkastninger og indlæggelser, og jeg hørte endnu flere skrækhistorier fra hendes tur på Ballerup, men mest gik vores møde ud på at spise så meget som muligt på Jensens Bøfhus, især fra salatbaren, så det er kun delvist mærkeligt, at jeg har taget tre kg på. Dette er ikke nogen overdrivelse for at understrege pointen, det er tre helt reelle kg, og de giver mig kvalme over mig selv, men ikke den slags kvalme der kan kastes op, men i det mindste har jeg da så fået noget for pengene :-S
Jeg selv snakkede dog mest om, tja, hvad snakkede jeg egentlig om? Det er som om når munden bare løber og man er i godt selvskab, så betyder emnerne ikke så meget, og man glemmer det delvist igen, men jeg snakkede vel mest om mobning, uni og tanken om en dag at flytte tilbage til Aarhus, men som sagt, så betød emnerne ikke så meget, nar bare vi var sammen og i godt humør.
Efter de begivenheder der har præget mit liv på det sidste, har jeg virkelig haft brug for at mødes med min veninde, en der elsker mig ubetinget (og vice versa). Det føles som om jeg kommer hjem og er blevet et helt nyt menneske.
Det betyder også selvfølgelig også uendelig meget for mig at kunne komme hjem til min far og hænge ud når jeg bliver træt af det hele derhjemme. Det er slet ikke fordi jeg prøver at underminere hvad det betyder, men piger og deres veninder er en kategori helt for sig selv.
Det var helt fantastisk at se min veninde igen. Vi snakker om alle de ting det ellers kan være svært at snakke med andre om, som for eksempel opkastninger og indlæggelser, og jeg hørte endnu flere skrækhistorier fra hendes tur på Ballerup, men mest gik vores møde ud på at spise så meget som muligt på Jensens Bøfhus, især fra salatbaren, så det er kun delvist mærkeligt, at jeg har taget tre kg på. Dette er ikke nogen overdrivelse for at understrege pointen, det er tre helt reelle kg, og de giver mig kvalme over mig selv, men ikke den slags kvalme der kan kastes op, men i det mindste har jeg da så fået noget for pengene :-S
Jeg selv snakkede dog mest om, tja, hvad snakkede jeg egentlig om? Det er som om når munden bare løber og man er i godt selvskab, så betyder emnerne ikke så meget, og man glemmer det delvist igen, men jeg snakkede vel mest om mobning, uni og tanken om en dag at flytte tilbage til Aarhus, men som sagt, så betød emnerne ikke så meget, nar bare vi var sammen og i godt humør.
Efter de begivenheder der har præget mit liv på det sidste, har jeg virkelig haft brug for at mødes med min veninde, en der elsker mig ubetinget (og vice versa). Det føles som om jeg kommer hjem og er blevet et helt nyt menneske.
Det betyder også selvfølgelig også uendelig meget for mig at kunne komme hjem til min far og hænge ud når jeg bliver træt af det hele derhjemme. Det er slet ikke fordi jeg prøver at underminere hvad det betyder, men piger og deres veninder er en kategori helt for sig selv.
fredag den 24. maj 2013
weekend
Jeg prøver at holde en weekend i Odense, væk fra mobning, eksamenslæsning og alting, og i dag tager jeg til København for at besøge en veninde. vi skal på Jensens og spise frokost, og jeg skal forvisse mig selv om at hun altså er i live. Jeg går ellers ofte og frygter for hendes liv, og efter at hun blev losset ud fra anoreksiafdelingen i Ballerup, har vores kontakt været så sparsom, at jeg for alvor har været bange.
Jeg ved ikke hvilket syn der vil møde mig i Kbh. Jeg ved ikke hvor tynd hun er lige for tiden. Jeg er bange, men jeg er fast besluttet på, at ligegyldigt hvordan hun ser ud, vil jeg give hende den bedst mulige dag.
Hun trænger til en ven lige nu, men det gør jeg sandelig også. Jeg trænger til at blive holdt af, inderligt og ubetinget. Jeg trænger til en person der vil se på mig uden straks at vende ansigtet bort i væmmelse eller foragt eller hvorfor det nu lige er at Pigen ikke længere kan lide mig. Jeg er træt af drama og vil bare have tryghed og kærlighed og venskab.
Jeg burde ikke tage hende med på Jensens, for jeg ved at hun ikke har så mange penge, men jeg ved at hun virkelig gerne vil forkæle mig, og hvis vi tager hjem til hende vil hun insistere på at betale alt, men på Jensens kan jeg få lov til at betale for egen mad og drikke. Jeg ville også betale for hendes mad, hvis hun ville lade mig, men det vil hun ikke.
Jeg holder så meget af hende, og vil gøre så meget for hende, men der er så lidt jeg rent faktisk kan gøre, og det er dybt frustrerende. Det bedste jeg kan gøre er bare at være hendes veninde. Jeg er ikke hendes behandler, jeg skal hverken forbedre eller fordømme hendes sygdom, jeg skal bare give hende et knus.
Jeg ved ikke hvilket syn der vil møde mig i Kbh. Jeg ved ikke hvor tynd hun er lige for tiden. Jeg er bange, men jeg er fast besluttet på, at ligegyldigt hvordan hun ser ud, vil jeg give hende den bedst mulige dag.
Hun trænger til en ven lige nu, men det gør jeg sandelig også. Jeg trænger til at blive holdt af, inderligt og ubetinget. Jeg trænger til en person der vil se på mig uden straks at vende ansigtet bort i væmmelse eller foragt eller hvorfor det nu lige er at Pigen ikke længere kan lide mig. Jeg er træt af drama og vil bare have tryghed og kærlighed og venskab.
Jeg burde ikke tage hende med på Jensens, for jeg ved at hun ikke har så mange penge, men jeg ved at hun virkelig gerne vil forkæle mig, og hvis vi tager hjem til hende vil hun insistere på at betale alt, men på Jensens kan jeg få lov til at betale for egen mad og drikke. Jeg ville også betale for hendes mad, hvis hun ville lade mig, men det vil hun ikke.
Jeg holder så meget af hende, og vil gøre så meget for hende, men der er så lidt jeg rent faktisk kan gøre, og det er dybt frustrerende. Det bedste jeg kan gøre er bare at være hendes veninde. Jeg er ikke hendes behandler, jeg skal hverken forbedre eller fordømme hendes sygdom, jeg skal bare give hende et knus.
onsdag den 22. maj 2013
Tyskerbloggen
Jeg vil lige anbefale en blog jeg faldt over for nyligt. Jeg beskæftiger mig en del med det at lære det med sprog, men hende her har fået det ind med modermælken, og fortæller alle os der (evt) hadede tysk i folkeskolen om små finurligheder fra tysk sprog, dagligliv og kultur som gør det hele meget mere charmerende.
Tyskerbloggen
Jeg selv er en af dem der hadede tysk, både i folkeskolen og gymnasiet, blandt andet fordi mine lærere ikke var alt for heldige, men også fordi jeg var fo svag grundet mine handicaps, men også lidt på grund af almindelig dovenskab. Dengang var jeg en lille vrissen møgunge, så jeg syntes ligefrem at det var fedt at skide på tyskundervisningen. Det synes jeg så ikke længere. Jeg kan ærgre mig gul og blå over, at jeg ikke brugte bare en lille smule energi på det. Det kunne om ikke andet have hjulpet mig med græsk og her efter sommeren med latin, men der er også bare så mange fede tyske bøger, som jeg gerne ville have læst men som ikke nødvendigvis bliver oversat.
HER er tyskerbloggens anbefaling
Tyskerbloggen
Jeg selv er en af dem der hadede tysk, både i folkeskolen og gymnasiet, blandt andet fordi mine lærere ikke var alt for heldige, men også fordi jeg var fo svag grundet mine handicaps, men også lidt på grund af almindelig dovenskab. Dengang var jeg en lille vrissen møgunge, så jeg syntes ligefrem at det var fedt at skide på tyskundervisningen. Det synes jeg så ikke længere. Jeg kan ærgre mig gul og blå over, at jeg ikke brugte bare en lille smule energi på det. Det kunne om ikke andet have hjulpet mig med græsk og her efter sommeren med latin, men der er også bare så mange fede tyske bøger, som jeg gerne ville have læst men som ikke nødvendigvis bliver oversat.
HER er tyskerbloggens anbefaling
tirsdag den 21. maj 2013
Om en bog med mig i
For et års tid siden blev jeg kontaktet af en forfatter der gerne ville skrive en bog om aspergerpiger og kvinder, og hun spurgte, om hun måtte komme og snakke med mig, og selvfølgelig måtte hun det, for jeg er en nysgerrig person, og jeg er med på lidt af hvert. Hun kom, og vi snakkede i over tre timer. Siden skrev vi så lidt frem og tilbage og rettede til og rettede ind, det blev så til 30 sider i denne bog.
"Kvinder og piger med asperger"
11 fortællinger om livet med en aspergerprofil
Camilla Rau Petersen og Elisabeth Christensen
Pressto forlaget
www.kvinderogpigermedasperger.dk/
Køb på Saxo for 269,- HER
Jeg fik bogen tilsendt for et par uger siden, men jeg har kun lige fået skimmet overskrifterne. Mest er det fordi jeg har 117 andre ting der fylder i mit hoved, og jeg kan ikke fokusere på at læse noget der ikke lige har med hebraisk at gøre, men der er også en anden langt mere egoistisk grund, som jeg egentlig ikke er spor stolt af at fortælle om.
Jeg har lidt krise fordi de andre piger ser så spændende ud, at jeg føler at jeg blegner ved siden af dem. Der er en der er medlem af MENSA, en var model og en miss Danmark, og den slags kan jeg slet ikke konkurrere med. Jeg føler mig ikke som sådan bitter, jeg synes, at det er super fedt, at de har opnået disse ting, men jeg ser på mit eget liv og tænker "hvad har jeg nået?".
Så hvis nogen tænker, hvordan gik det mon med Linda fra den der bog, så er der siden afsnittet om mig blev skrevet sket store ting. Jeg er begyndt på universitetet, og jeg klarer mig ganske godt både socialt og fagligt. Jeg skal skal snart til eksamen, i et fag som jeg har forberedt mig på i syv år fordi jeg i sin tid måtte melde mig ud af universitetet grundet sygdom. Men når den eksamen så er taget, så ved jeg ikke hvad jeg vil stille op med mit liv. Hvad skal mit mål være? Der er mange fag jeg kan tage, og jeg skal nok klare mig, men det bliver nok aldrig helt den samme lykke rus.
Det er super fedt at være med i en bog, det er mine 15 minutters berømmelse.
"Kvinder og piger med asperger"
11 fortællinger om livet med en aspergerprofil
Camilla Rau Petersen og Elisabeth Christensen
Pressto forlaget
www.kvinderogpigermedasperger.dk/
Køb på Saxo for 269,- HER
Jeg fik bogen tilsendt for et par uger siden, men jeg har kun lige fået skimmet overskrifterne. Mest er det fordi jeg har 117 andre ting der fylder i mit hoved, og jeg kan ikke fokusere på at læse noget der ikke lige har med hebraisk at gøre, men der er også en anden langt mere egoistisk grund, som jeg egentlig ikke er spor stolt af at fortælle om.
Jeg har lidt krise fordi de andre piger ser så spændende ud, at jeg føler at jeg blegner ved siden af dem. Der er en der er medlem af MENSA, en var model og en miss Danmark, og den slags kan jeg slet ikke konkurrere med. Jeg føler mig ikke som sådan bitter, jeg synes, at det er super fedt, at de har opnået disse ting, men jeg ser på mit eget liv og tænker "hvad har jeg nået?".
Så hvis nogen tænker, hvordan gik det mon med Linda fra den der bog, så er der siden afsnittet om mig blev skrevet sket store ting. Jeg er begyndt på universitetet, og jeg klarer mig ganske godt både socialt og fagligt. Jeg skal skal snart til eksamen, i et fag som jeg har forberedt mig på i syv år fordi jeg i sin tid måtte melde mig ud af universitetet grundet sygdom. Men når den eksamen så er taget, så ved jeg ikke hvad jeg vil stille op med mit liv. Hvad skal mit mål være? Der er mange fag jeg kan tage, og jeg skal nok klare mig, men det bliver nok aldrig helt den samme lykke rus.
Det er super fedt at være med i en bog, det er mine 15 minutters berømmelse.
mandag den 20. maj 2013
Om en mislykket fridag
De havde lovet, at det skulle blive super godt vejr i går, og jeg tænkte, at jeg da godt kunne tillade mig en fridag, hvor jeg kunne sidde og slikke sårene efter det med Pigen, for i løbet af de sidste par uger, har jeg virkelig kunnet mærke hvor dybt de stikker, så på med et par meget små shorts og en top med stjerner (toppen er 6 år gammel, så vores fascination af stjernemønstre er ret vedholdende).
Så satte jeg mig ud i en stol allerede relativt tidligt om morgenen. På det tidspunkt var himlen blå og alt tegnede godt, men snart begyndte skyerne at samle sig og solen forsvandt. Det var ikke regnskyer, så jeg blev stædigt siddende, selvom det ikke var helt varmt, men nu havde jeg jo besluttet mig for en fridag, og så bestemmer man sig ikke bare sådan videre om igen. Nogle mennesker ville måske være i stand til det, og jeg misunder dem, men så meget selvkontrol har jeg desværre ikke.
Jeg sad altså bare i min stol og lavede ingen verdens ting, jeg sad ikke engang med en bog, hverken skolerelateret eller frilæsning. Jeg sad mest og dagdrømte om prinsesser og New Yorker betjente, for jeg er ikke helt ude af min CSI NY fase. Efter frokost kapitulerede jeg og gik op og tog lange bukser på, og så kam jeg ikke ned igen, for så tændte jeg for en dvd med selv samme serie, og der blev jeg så siddende til aftensmad, og så spiste jeg og gik i seng.
Jeg burde have nydt min fridag, det er vel det fridage er til for, men jeg gik bare og var små-deprimeret hele dagen.
Så satte jeg mig ud i en stol allerede relativt tidligt om morgenen. På det tidspunkt var himlen blå og alt tegnede godt, men snart begyndte skyerne at samle sig og solen forsvandt. Det var ikke regnskyer, så jeg blev stædigt siddende, selvom det ikke var helt varmt, men nu havde jeg jo besluttet mig for en fridag, og så bestemmer man sig ikke bare sådan videre om igen. Nogle mennesker ville måske være i stand til det, og jeg misunder dem, men så meget selvkontrol har jeg desværre ikke.
Jeg sad altså bare i min stol og lavede ingen verdens ting, jeg sad ikke engang med en bog, hverken skolerelateret eller frilæsning. Jeg sad mest og dagdrømte om prinsesser og New Yorker betjente, for jeg er ikke helt ude af min CSI NY fase. Efter frokost kapitulerede jeg og gik op og tog lange bukser på, og så kam jeg ikke ned igen, for så tændte jeg for en dvd med selv samme serie, og der blev jeg så siddende til aftensmad, og så spiste jeg og gik i seng.
Jeg burde have nydt min fridag, det er vel det fridage er til for, men jeg gik bare og var små-deprimeret hele dagen.
Abonner på:
Opslag (Atom)