weekend

Jeg prøver at holde en weekend i Odense, væk fra mobning, eksamenslæsning og alting, og i dag tager jeg til København  for at besøge en veninde. vi skal på Jensens og spise frokost, og jeg skal forvisse mig selv om at hun altså er i live. Jeg går ellers ofte og frygter for hendes liv, og efter at hun blev losset ud fra anoreksiafdelingen i Ballerup, har vores kontakt været så sparsom, at jeg for alvor har været bange.

Jeg ved ikke hvilket syn der vil møde mig i Kbh. Jeg ved ikke hvor tynd hun er lige for tiden. Jeg er bange, men jeg er fast besluttet på, at ligegyldigt hvordan hun ser ud, vil jeg give hende den bedst mulige dag.

Hun trænger til en ven lige nu, men det gør jeg sandelig også. Jeg trænger til at blive holdt af, inderligt og ubetinget. Jeg trænger til en person der vil se på mig uden straks at vende ansigtet bort i væmmelse eller foragt eller hvorfor det nu lige er at Pigen ikke længere kan lide mig. Jeg er træt af drama og vil bare have tryghed og kærlighed og venskab.

Jeg burde ikke tage hende med på Jensens, for jeg ved at hun ikke har så mange penge, men jeg ved at hun virkelig gerne vil forkæle mig, og  hvis vi tager hjem til hende vil hun insistere på at betale alt, men på Jensens kan jeg få lov til at betale for egen mad og drikke. Jeg ville også betale for hendes mad, hvis hun ville lade mig, men det vil hun ikke.

Jeg holder så meget af hende, og vil gøre så meget for hende, men der er så lidt jeg rent faktisk kan gøre, og det er dybt frustrerende. Det bedste jeg kan gøre er bare at være hendes veninde. Jeg er ikke hendes behandler, jeg skal hverken forbedre eller fordømme hendes sygdom, jeg skal bare give hende et knus.