Om en dag med min veninde

I går tog jeg til København for at være sammen med min aller bedste veninde i hele den vide verden. I toget sad jeg og blev dårlig, kvalme. Jeg var virkelig bange for at kaste op ud over de andre passagere, så jeg gik ud på toilettet, men selvom jeg stod lidt og hostede over kummen, så kom der ikke noget op, men kvalmen var der stadig, så jeg stak tre fingre i halsen for at få det overstået, og det hjalp, så kom ikke her og sig at man ikke kan lære noget fornuftigt af at have en spiseforstyrrelse.

Det var helt fantastisk at se min veninde igen. Vi snakker om alle de ting det ellers kan være svært at snakke med andre om, som for eksempel opkastninger og indlæggelser, og jeg hørte endnu flere skrækhistorier fra hendes tur på Ballerup, men mest gik vores møde ud på at spise så meget som muligt på Jensens Bøfhus, især fra salatbaren, så det er kun delvist mærkeligt, at jeg har taget tre kg på. Dette er ikke nogen overdrivelse for at understrege pointen, det er tre helt reelle kg, og de giver mig kvalme over mig selv, men ikke den slags kvalme der kan kastes op, men i det mindste har jeg da så fået noget for pengene :-S

Jeg selv snakkede dog mest om, tja, hvad snakkede jeg egentlig om? Det er som om når munden bare løber og man er i godt selvskab, så betyder emnerne ikke så meget, og man glemmer det delvist igen, men jeg snakkede vel mest om mobning, uni og tanken om en dag at flytte tilbage til Aarhus, men som sagt, så betød emnerne ikke så meget, nar bare vi var sammen og i godt humør.

Efter de begivenheder der har præget mit liv på det sidste, har jeg virkelig haft brug for at mødes med min veninde, en der elsker mig ubetinget (og vice versa). Det føles som om jeg kommer hjem og er blevet et helt nyt menneske.

Det betyder også selvfølgelig også uendelig meget for mig at kunne komme hjem til min far og hænge ud når jeg bliver træt af det hele derhjemme. Det er slet ikke fordi jeg prøver at underminere hvad det betyder, men piger og deres veninder er en kategori helt for sig selv.