Et pust af liv

Jeg har ikke haft det så fantastisk godt de sidste par dage. Jeg har været ked af det og umotiveret. Onsdag kom jeg af sted med toget, men jeg sad og blev bare mere og mere ked af det, og det gav bare overhovedet ikke nogen mening for mig at tage bussen ind på universitetet for at oversætte historien om Drusilla og hendes tjenestepiger,

"Faderen Velerius sagde: "Jeg kaldes ond og vred af slaverne. Du kaldes smuk, Drusilla. Lucius kaldes klog fordi han altid læser bøger"".

Jeg blev derfor siddende på min plads og kørte hele vejen hjem igen.

I dag havde jeg så en kaffeaftale med en veninde, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, for jeg trængte til at få et pust af liv ind i min hverdag. Vi sad på Baresso, hvilket er fint nok, men heller ikke det aller fedeste, men der var tørt og der var kaffe, så jeg skal ikke beklage mig. Det var virkelig rart at komme lidt væk fra alt det der har fyldt de sidste par uger.. Dem på universitetet ved godt, at min veninde har forsøgt selvmord, og har været rigtig søde, men jeg prøver at undgå at gå for meget i detaljer, for jeg er bange for at det vil smitte af på mig, og jeg prøver jo at slippe ud af rollen som hende den syge. Dem på uni har også været der hele tiden mens det er stået på, men jeg trængte til at komme VÆK.

Min veninde og jeg har ikke set hinanden i flere måneder, så det var et tiltrængt pust af liv, en påmindelse om, at der findes en verden udenfor min egen smådeprimerede boble. Jeg har haft svært ved at tale med pædagogerne om hvad der er sket. Jeg ved ikke om det er dem der stiller de forkerte spørgsmål, eller om det er mig der lukker at, resultatet har i hvert fald været, at jeg har følt mig meget alene og ensom.

Når jeg er i dette humør, så ender jeg for de meste foran fjernsynet, hvor jeg ser de samme film og serier om og om igen. Det er næsten en plage for mig at skulle af sted på universitetet, for tænk dog hvor mange afsnit jeg kunne have set i stedet, men en kaffeaftale med min veninde var tiltrækkende nok til at jeg glad kom af sted om morgenen. Den pædagog der havde eftermiddagssnak med mig og som også så mig torsdag, hvor jeg var helt nede, sagde, at det var som at se to vidt forskellige mennesker