Flyttedag

Sig nærmer tiden da jeg må bort, og det er underligt, jeg har sagt farvel til 17 pædagoger og en hund. Mentalt er jeg allerede flyttet for flere dage siden, men det er bare som om at alle mine ting ikke helt har fattet det, de har nemlig ikke flyttet sig, de står der i deres flyttekasser og indkøbsposer og ler hånligt af mig. "Haha" siger de, "der er stadig meget arbejde at gøre".

I fredags var jeg nede og hente nøglen med en pædagog. Af bureaukratiske grunde kom jeg med toget og hun kom i bil, men jeg havde været smart at tage cyklen med i toget, så jeg 1) kunne cykle fra stationen, og 2) slap for at have den med i flyttebilen. Det var mega smart, lige ind til jeg satte mig op på den. Det siges, at man aldrig glemmer hvordan man cykler, men når man ikke rigtigt har cyklet i 4 år, så er det denondelynemig rædselsvækkende at starte ud med bykørsel i en by med vejarbejde. Det tog mig kun 25 min at komme hjem til mit nye hjem, men det kunne lige så godt have taget en evighed. Sveden haglede af min ryg og mine øre og fingre gjorde ondt af kulde. Men både jeg og pædagogen kom det frem, men beskeden om at vi ville komme var bare ikke lige net frem til varmemestren. Det var kun et tilfælde at vi lige mødte ham. Det kunne ellers være smart, hvis jeg stod med min far og en flyttemand søndag men ikke kunne komme ind.

I går kom min mor så og hjalp mig med at pakke. Det er ikke fordi jeg er doven, og det er heller ikke fordi jeg som sådan ikke kan finde ud af at pakke, det er bare det, at jeg så nemt mister overblikket. Da min mor kom havde jeg pakket 16 poser med bøger og en kasse med lidt af hvert. Det var pakket meget fint, men til gengæld havde det taget mig en uge, og skabe og reoler var stadig fyldt med ting. Så gik min mor ellers i gang. Jeg sværger, at hvis ikke min mor havde brugt 80'erne på at uddanne sig og få børn, så ville hun kunne være blevet Danmarksmester i tetris. Kun få er så dygtige til at få så meget ned i en flyttekasse, og hvor man stadig kan bære den bagefter. Jeg stod henne ved en anden reol og pakkede. Jeg kunne se på min teknik, at mit mentale overskud var langt højere en sidst jeg skulle flytte, for jeg var ikke selv helt uden evner. Det gik dog en anelse langsommere.

Hurtigt begyndte jeg dog og blive træt, og mit arbejde blev mere og mere sjusket. Jeg tænkte ikke over, at jo mere sjusket, jo flere flyttekasser ville det fylde, men jeg tænkte, at bare min mor ikke kommer herind og ser det her, for så vil hun helt sikkert bede mig starte forfra, hvilket hun helt sikkert ikke ville. Til sidst måtte jeg lige tage fem minutters pause, men da jeg først havde sat mig ned, kom jeg ikke i gang med arbejdet igen. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men min mor bad mig bare bare om at sætte mig ned med en bog. Jeg var da nok en lille smule skamfuld over at sidde der mens min mor gjorde resten af arbejdet, men jeg genlæste Caitlin Morans "Kunsten at være kvinde" som bare er hyle skæg og meget sjovere end at pakke flyttekasser.

I dag flytter jeg så, om fem timer mere nøjagtigt, men hvad i alverden skal jeg få fem timer til at gå med? Jeg har allerede været nede på tanken sammen med alle de fulde julefrokostmennesker for at købe cola, jeg har skrevet emails og jeg har været ved at knalde hovedet ind i døren efter at være snublet over en flyttekasse. I min nye lejlighed vil der til at starte med ikke være noget internet, så I hører ikke lige til mig igen før på lørdag.