Om at være stemplet

Sidste gang skrev jeg om ikke at gøre noget, når man egentlig godt kunne, men i dag skal det så handle om ikke at kunne gøre noget, selvom man egentlig gerne vil.

Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.

Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.

Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.

Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder  for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.

Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.