Om ustruktureret undervisning

I løbet af ens skoletid, fra børnehaveklassen til universitetet, støder man på mange forskellige undervisere, og mange forskellige undervisningsmetoder. Efter film som "Dead Poets Sociaty" og "Det forsømte forår" har der været et enormt pres på lærerne om, at de hellere skal være underholdende end dygtige. Jeg ved ikke om det er min autisme og ADD eller forbi jeg bare er en irriterende stræber, men jeg er ikke nødvendigvis enig i dette udsavn. Det er ikke, at jeg ikke kan lide sjove lærere, det er mere det, at jeg har brug for en hvis struktur i undervisningen for at kunne fokusere på hvad der er vigtigt. Faktisk har jeg brug for struktur for overhovedet at vide hvad der er vigtigt.

Jeg kommer fra en matematisk baggrund, og i matematik lærer man ikke kun matematik, men også hvordan man lærer matematik. På universitetet har jeg derimod mange sprog, men der er ingen der lærer dig, hvordan man lærer sprog, det er der i hvert fald aldrig nogen der har lært mig. Jeg prøver det bedste jeg kan, men læreren er nødt til at vise mig vejen.

Jeg startede et nyt semesters latin, og første time var ikke nogen succes. Ingen af os havde åbnet en latinbog de sidste to måneder. Vi havde ikke fået lektier for men vi havde en dobbelttime. Det andre sproglærere plejer at gøre er at give et kort opsumeringskursus, for hvad i alverden var det nu lige, at en en absolut ablativ var? Det syntes vores latinlærer dog ikke at vi skulle, vi skulle bare springe lige ud i det. Vi fik udleveret nogle papirer, og så holdt vi lektiecafé, men jeg havde hverken ordbog eller grammatik med, så jeg sad bare og stirrede på papiret og måtte sørgmodigt erkende, at jeg ikke fattede en skid.

Rundt om mig sad ser ca 30 andre studerende, arbejdende og småsnakkende. Jeg var pinligt bevidst om, at de arbejdede og at jeg ikke gjorde. Der var ikke meget larm, men der var mange smålyde der spandt sig sammen til et tykt reb der var ved at kvæle mig. Jeg følte mig meget desperat, men jeg sad midt i lokalet, så jeg kunne ikke diskret smutte ud. Jeg sad og tegnede negermænd og eskimoer i min kalender, og jeg hadede mig selv, fordi jeg er stemplet som stræber, men jeg lavede jo ikke noget. Jeg kan komme med tusind gode grunde til at jeg ikke lavede noget, men det hele kunne koges ned til at JEG LAVEDE IKKE NOGET MENS ALLE DE ANDRE GJORDE. Jeg følte mig doven, jeg følte mig fed, og jeg skulle tvangstisse, selvom jeg lige havde været på toilettet.