lille udvalg af min meningslitteratur. |
Her i forbindelse med flytning og studiestart har jeg haft brug for noget let litteratur, noget jeg kunne tage op og lægge fra mig af lyst, men som stadig udvidede min horisont, bare sådan lidt. Jeg fandt ud af at visse bøger kan købes på amazon.co.uk til 0.01£+porto. Jeg har personligt kastet mig over meningslitteraturen, og med det mener jeg journalister, bloggere, komikere og teologer der udbreder sig om ting de har mere eller mindre forstand på.
I vores kultur er det vigtigt at have en mening om alt mellem himmel og jord. Jeg kom en gang for skade at nævne at jeg ikke havde nogen egentlig holdning til homoseksuelle, jeg var egentlig lidt ligeglad. Men hvor finder man sig en holdning om homoseksuelle, hvis man ikke rigtigt kender nogen? Jeg kunne gå hen til en lidt feminin mand og spørge "Er du bøsse og vil du være min bøsseven?", men jeg tror på en eller anden måde ikke at det vil være en succes. Jeg kunne læse nogle faglitterære bøger, men det tager tid og kræfter som jeg ikke har lige nu.
Al min meningslitteratur handler ikke om homoseksualitet, den handler også om musik, politik, fattigdom, familier, studieliv, arbejdsmarked og økonomi, men når jeg får det så billigt, er det så også billige meninger? Well noget af det er, men det meste er ikke. Det meste er bare sidste sæsons meninger. Jeg har også meningslitteratur fra Danmark, men det er ikke med på billedet, for det er ikke billigt.
I Danmark er det meste meningslitteratur, som jeg kender til, skrevet af Sørine Godtfredsen, hvilket kan være ufrivilligt hyle morsomt at læse, men er det virkelig det ansigt vi ønsker skal repræsentere os udadtil? Jeg har ikke noget imod at være uenig med den meningslitteratur jeg læser, for hvis jeg kun så verden gennem mine egne duggede briller, så ville det være kedeligt og... kulturradikalt. Jeg ønsker at læse meninger fra alle sider af spektret, for nogle gange opdager man først hvad man mener, når man bliver konfronteret med holdninger man synes er så grænseoverskridende, at man ikke kan tro, at der faktisk er folk der mener sådan.
Mit problem er, at jeg ikke er god til navne, og for at kunne finde en bog, så skal man først have et navn. Dertil vil jeg være meget taknemmelig for jeres hjælp. Hvem kender I af langt ude meningsdannere? Folk der siger at pædofili og homoseksualitet er forbundet eller folk (kvinder) der mener at AL sex er kvindeundertrykkende, folk der mener at fattige børn skal arbejde for deres skolemad eller folk der mener at politiet bør nedlægges. Jeg ønsker sjove, alvorlige, rablende gale, frustrerende og så dem der egentlig virker forbløffende normale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar