Det kan godt være, at jeg har en hel stribe diagnoser, men det meste af tiden er jeg nu forbløffende normal, og så alligevel ikke helt.
I går var jeg med min far og søster til fødselsdagsbrunch, og jeg fortalte min søster, at min psykolog var taget på vinterferie, og Jeg havde sagt til hende, at nu måtte hun ikke komme til skade, for jeg kunne ikke undvære hende i seks uger. Jeg syntes at det var sødt sagt af mig, for jeg sagde det jo, fordi min psykolog er en ganske særlig person som betyder meget for mig. Min søster syntes ikke at det var sødt sagt, fordi det fokuserede på mine genvordigheder frem for hendes smerter.
Det er ikke fordi én af os har ret, men jeg kan godt forstå at min måde at formulere mig på er selvcentreret og kluntet. Jeg kan godt forstå at jeg nogle gange kommer til at såre folk eller gøre dem vrede. Jeg ser ikke mig selv som et ondt og ufølsomt menneske, jeg ser snarere mig selv som klodset. Heldigvis kender min psykolog mig rigtig godt, og hun arbejder specifikt med folk som mig, så hun ved hvad jeg mener, eller det tror jeg i hvert fald at hun gør.
Min psykolog er en jeg holder rigtig meget af, så hvis hun rent faktisk kom til skade, så ville det sandt nok give mig nogle logistiske og personlige problemer, som ville kræve en del at få styr på, men min primære tanke ville være at det er synd for hende, for jeg ved godt at det gør ondt at komme til skade, og at det vil give hende endnu større logistiske og personlige problemer. Hvorvidt jeg så ville være i stand til helt at formidle disse tanker uden at kludre i det, det er så en helt anden ting.
1 kommentar:
Jeg synes ikke, at din bemærkning behøves at udlægges som selvcentreret. Det er også en måde at sige, at du vil savne hende, hvis hun bliver skadet. Jeg kunne have sagt det samme. Det er en måde at dække over sin blufærdighed ved at sige tingene ligeud.
Send en kommentar