Jeg har en veninde der er ved at blive udredt for aspergers syndrom. Udredt betyder mentalt undersøgt, men det lyder pænere at sige udredt. Det er altid en lille smule skræmmende at få en ny diagnose, for selvom det kan være en lettelse at få sat ord på sine problematikker, så kan det også have vidtrækkende konsekvenser. Ordlyden på en papirer kan betyde knald eller fald i behandlingssystemet. Det er om man bliver erklæret egnet eller uegnet til behandling, det kan betyde at man mister en behandler eller vinder en ny. En ny ordlyd betyder at man står over for det uvisse.
I min venindes tilfælde giver det vist heldigvis ikke for mange konsekvenser, men hendes psykiater var ikke opmærksom og kom til at sige noget der gjorde hende ked af det og måske en lille smule bange. Han sagde, at aspergers betyder, at hun kan være betænksom, men ikke hensynsfuld, hvilket på samme tid er rigtig nok og noget totalt sludder.
Ifølge ordbogen betyder de to ord det samme, at man tænker på andres situation og tager hensyn til dem. Det der gør forskellen er, at ordet omsorg knytter sig til hensynsfuld. Lad os nu dele det sort hvidt op og sige at aspergere er betænksomme og 'normale' er hensynsfulde, så lad os sætte dem ind i en fiktiv hændelse
'Normal': Ser Peter slå sig, føler Peters smerte og spørger om han er okay.
Asperger: Ser Peter slå sig, dengang jeg slog mig gjorde det ondt, det gør måske ondt på Peter, spørger om han er okay.
Samme situation samme resultat, så betyder det virkelig så meget hvordan man er noget frem til det? Men der er forskel. Der er en gruppe mennesker som er meget stolte af deres egen empati, de er en lille gruppe men meget højlydte, og det er derfor deres forståelse der præger værdidebatten. De mener at fordi de selv er så gode og empatiske, så er andres måde at føle på forkert. De vil tit beskrive deprimerede som stakler, aspergere som kolde, borderlinere som egoistiske og alle som de ikke kan lide er gerne psykopater. Deres form for empati er at have enormt ondt af folk, men der er andre former for empati og derved også andre former for omsorg.
Hvis jeg skal beskrive min egen empati og omsorg, på en god dag, så vil jeg faktisk sige, at det er en fordel ikke at være så følelsesmæssigt forbundet, for så kan jeg forholde mig logisk til situationen At være logisk i situationen er ikke altid godt, engang imellem ser min søster på mig med et lidt forvirret blik og siger "hvordan kan du dog sige sådan noget", men andre gange er det godt, når man siger hvad man synes er sandheden og ikke henfalder til klichéer, for når man er logisk kan man have et helt fantastisk overblik. Jeg har engang imellem oplevet folk i min behandling der var det modsatte af mig, og hvor jeg nogle gange er så egocentreret, at jeg slet ikke opdager hvis en person har det skidt, så var de så egocentrerede, at de kun havde øje får hvor hårdt det var for dem at høre om mine problemer fordi de var så empatiske.
Jeg siger ikke at aspergermåden er verdens bedste, jeg siger ikke engang, at jeg selv er aspergeragtig hele tiden. De fleste af os svinger lidt frem eller tilbage alt efter hvordan man lige har det i det givne øjeblik. Hvad jeg siger er, at det er svært at lave en afgrænset beskrivelse for hvad god empati og omsorg er, og at man skal passe på med at dømme folk bare fordi de gør tingene anderledes. Omsorg og empati er ikke bare ord, det er værdidomme helt essentielle for det at være menneske, så hvis man beskylder nogen for ikke at have det, siger de i virkeligheden, du er ikke et menneske, du er et dyr. Jeg tror ikke, at min venindes psykiater havde nogen intentioner om at sammenligne min veninde med et dyr, men hvis man ser på nogen og tænker at de ikke føler empati, så tænker man nok heller ikke over, at de har følelser der kan blive såret. Jeg tror ikke at det var ment som en ondskabsfuld kommenter, men det endte med at være en dum og uforstående kommentar.
2 kommentarer:
Jeg er meget enig i din kritik af denne udbredte forkærlighed for "knee-jerk-medlidenheds-empati", og hvordan den generelt betragtes som det eneste rigtige og socialt acceptable ("normale") måde at reagere på. Dejligt at se det udtrykt så klart også, tak for det:)
Som Karsten siger, så er det virkelig dejligt at se det udtrykt så klart. Tak for det! :-)
Send en kommentar