Forleden dag sad jeg og havde en ganske hyggelig snak med min nye psykiater som også er min gamle. Hun var den psykiater jeg havde, når jeg var indlagt på min yndlingsafdeling på psykiatrisk hospital for seks år siden. Nu har jeg så fået hende igen efter, jeg er flyttet tilbage til byen og efter, at jeg skiftede fra den psykiater jeg ikke kunne særlig godt sammen med.
Vi sad lidt og snakkede om 'gamle dage', og jeg spurgte hende om, hvor syg jeg egentlig var dengang. Først sagde hun noget med, at jeg reagerede så kraftigt som jeg gjorde, fordi jeg var placeret under fysiske og psykiske rammer der ikke var optimale for mig, hvilket er rigtigt nok, men så sagde hun noget der var så overraskende, at det gav mig en mindre hjerneblødning.Hun sagde at de ikke havde ment at afdelingen hvor hun var læge, var noget godt sted for mig. Dette var så overraskende en nyhed, at jeg aldrig helt kom frem til at fortælle hvad jeg mente. Jeg sad bare med åben mund og så en lille smule dum ud. Hva'???
Jeg er ked af, at jeg aldrig kom frem til at fortælle min side af historien, at den afdeling hvor hun var var det tryggeste sted på jorden. Når jeg var der, var der masser af gange hvor jeg blev vred, ked af det og bange, der var masser af gange hvor jeg reagerede voldsomt på noget personalet gjorde eller sagde, men de gange var ingenting i forhold til at være hjemme hos mig selv, alene med den person jeg hadede mest, mig selv. At sidde derhjemme var at stirre ind i mig selv, ind i et stort tomt hul, hvor ekkoerne af tavse skrig rungede. Når jeg var på afdelingen, var jeg bare en patient, en patient som en hvilken som helst anden, men derhjemme var jeg et spøgelse, hvileløst vandrende rundt i gaderne på jagt efter den ene sjældne ting der ville gøre det hele bare lidt lettere. På afdelingen var der et rum så anonymt, at jeg kunne føle mig fri. Derhjemme derimod var der rod, rod på gulvet, på bordet, på reolen og i sengen, men mest af alt var der rod inde i mit hoved, et larmende rod der føltes undertrykkende og aggressivt.
Men hvad mente min psykiater med ikke godt for mig? Oplagt vil jo være at tro, at de havde erfaring nok til at vide, at min situation ikke var holdbar, ligegyldigt hvor meget godt de end gjorde for mig. Åh Gud, lad det være det de mente, for alternativet gør så ondt at tænke på, for hvad nu hvis de ikke forstod hvor taknemmelig jeg i virkeligheden var for deres indsats? Jeg var så tit vred på dem, men det var sygdommen der talte, for omme bag alle tårerne elskede jeg dem for at være til, for at være der for mig. Da de først mødte mig, måtte de lærer mig at tale om alle de negative følelser, for jeg havde ikke andet ordforråd til at udtrykke dem end "jeg har det vist ikke så godt lige nu". Vi brugte lang tid på at lære at have disse samtaler, men ligeledes havde jeg ikke ord for at fortælle dem når jeg var glad for det det gjorde. Jeg håbede, at de bare kunne mærke det, men måske kunne de ikke, hvilket er en tanke der gør virkelig ondt at tænke på.
3 kommentarer:
Ja, patient/behandler relationen kan nemt blive smertefuld. Den intimitet (familiaritet?) der opstår i forbindelse med terapi og behandling kan meget let forveksles følelsesmæssigt med ægte venskab. Specielt hvis man forvejen har socialt underskud eller mangler netværk.
Den hårde sandhed et jo desværre bare, at i langt de fleste tilfælde er behandlerne mennesker som aldrig ville bruge tid på en uden at få penge for det, - og at det i øvrigt betragtes som særdeles uprofessionelt at blive personligt/privat involveret med patienter "udenfor åbningstiden". Ikke desto mindre står man jo bare som patient ofte alligevel med et ønske om at behandlere forstår (og giver udtryk for at de forstår) at man rent faktisk elsker dem. Og måske endda at de elsker en tilbage.
Men ak ja, det er jo ikke "meningen" at behandleren skal være ens egentlige venner eller familie. De er kun betalt til at simulere relationen - men i et begrænset omfang uden egentlig at reciprocere. Den underlige pseudo-venskabelig stemning som dette medfører har jeg altid personligt haft svært ved at udholde. Måske mest af alt fordi jeg oplever hele situationen som temmelig ydmygende. Og i længden ofte også som noget decideret sørgeligt, - eftersom jeg mest af alt ønsker at kunne have ægte, ligeværdige relationer.
Jeg forstår i hvert fald godt noget af hvorfor psykiaternes udmelding ramte dig så hårdt, tror jeg. Du skulle lige til at erklære hende din tillid/kærlighed, og så fortæller hun dig at hun egentlig ville have foretrukket at slippe for dig dengang. Men at hun kan sige sådan noget uden at blinke, det skyldes jo netop at hun betrager jeres relation som noget rent professionelt. Og hun sagde det måske oven i købet netop for at forsøge at understrege og bevare distancen imellem jer. Og ja, det gør næsten altid naller at blive skubbet væk på den måde..
Jeg endte faktisk selv med at stoppe hos min terapeut for et halvt års tid siden, simpelthen fordi jeg ikke længere kunne bære at hun reelt set ikke ønskede at være min ven, - men foretrak at forblive en betalt imitation. Og uanset at relationen selvfølgelig aldrig reelt set var et ligeværdigt venskab, så føles det alligevel stadig som om jeg har mistet en god ven. At gå til en terapeut fordi jeg ikke har nogen venner var m.a.o. ikke den bedste idé jeg nogensinde har fået, - men om ikke andet lærte jeg da det:-s
Hej KHN
Tak for din kommentar, men jeg er nu ikke enig i din fortolkning af psykiaterens kommentar.Jeg har på ingen måde fornemmelsen af, at hun bare ville slippe af med mig. Da jeg begyndte hos hende igen udtrykte hun oprigtig glæde for, at jeg var kommet igennem den svære tid og har det godt. Jeg tror mest ordene kom fordi, de dengang havde følt en form for afmagt over for de problematikker som jeg havde, og som de kun kunne stille meget lidt op med.
Linda
Jeg tror, hun mente, at rammerne ikke var optimale for dig. Jeg tror på, at hun mener, at HUN er optimal for dig - at hun tror på, at hun kan hjælpe dig. Men rammerne var ikke optimale, taget i betragtning, at de fik dig til at reagere så voldsomt. Det er i hvert fald det, jeg selv har oplevet på nogle afdelinger. Jeg har været rigtig glad for personerne, men rammerne har ikke været optimale for mig. Selvom jeg, som du, har haft det bedre dér, på afdelingen, end i min egen lejlighed. Jeg var taknemmelig for at være der - men det var ikke optimalt for mig. Det kunne ikke hjælpe mig, for de havde ikke de optimale rammer og den nødvendige indsigt og erfaring.
Jeg kan virkelig genkende mig selv i det, du skriver - jeg måtte også lære helt fra bunden af at fortælle, hvordan jeg havde det. At der faktisk fandtes uddybninger og variationer af: "jeg har det dårligt".
Knus og tanker til dig :-)
Send en kommentar