fredag den 16. maj 2014

Hos en kardiolog

Sidst jeg var ved psykiateren, hos ham der nu heldigvis er min tidligere psykiater, fortalte han mig, at der muligvis var noget galt med mit hjerte. Han kunne ikke fortælle mig hvad, og da jeg spurgte hvor slemt det var, sagde han, det kan jeg ikke fortælle mig, det kunne betyde ingenting, eller det kunne betyde at jeg kunne dø, hvilket som patient lyder som en voldsom besked, selvom det i virkeligheden ikke betød ret meget. Normalt anser jeg mig selv som en forholdsvis fornuftig patient, men med omtalen af døden gik jeg lidt i panik.

På baggrund af disse meget sparsomme informationer ville han have mig til at træffe afgørelser om min medicin, hvilket jeg ikke var synderligt begejstret for. Jeg blev sendt videre til en blodprøve, uden at få at vide hvad den blodprøve skulle gøre godt for. Så blev jeg sendt hjem, hvor jeg så kunne sidde alene og gruble over tingene, hvilket aldrig er særlig sundt.

Inden jeg kunne træffe flere beslutninger om min medicin, så skrev jeg til min psykiater, at jeg gerne ville have en henvisning til en kardiolog, som forhåbentlig ville besvare nogle af mine spørgsmål. Min psykiater svarede, at min blodprøve ikke havde vist noget, men eftersom han ikke havde villet fortælle mig sammenhængen med EKG'et og blodprøven, så var det ikke et svar jeg kunne bruge til noget.

Jeg fik af tilfældige bagveje tiltusket mig en henvisning andet steds fra, og jeg kom til kardiolog, og der var intet som helst at være urolig for. Måske var det spild af skattekroner, måske var det uetisk af mig at spille forskellige læger ud mod hinanden, måske var jeg ikke så fornuftig som jeg burde have været, men jeg har den holdning, at når en læge har bragt døden på banen, så har man som patient krav på nogle klare håndterlige svar, og når min psykiater ikke ville give mig dem, så måtte jeg selv sørge for at få dem andet steds fra. Det var jo ikke mig der kom til ham og troede, at jeg skulle dø, jeg havde det ganske udmærket, og så kom han der med sine vage hentydninger.

Heldigvis har jeg fået lov til at skifte psykiater, noget man ellers aldrig får lov til. Hvis jeg var utilfreds med min praktisrende læge, kunne jeg ved betaling af et mindre beløb få lov at skifte uden nogen ville have løftet et øjenbryn.

1 kommentar:

Laughing sagde ...

Jeg har også skiftet psykiater, to gange endda :). Men hvor er det uprofessionelt af ham, at han ikke fortæller dig, hvad det drejer sig om..