søndag den 30. marts 2014

Et tilbageblik på en spiseforstyrrelse

Når det gælder min spiseforstyrrelse, er jeg så egentlig rask nu? Jeg spiser regelmæssigt og sundt, jeg holder vægten, jeg er veltrænet og slank, og ikke længere sygelig, jeg har andre ting i mit liv, som jeg prioriterer højere end vægt, men alligevel, kan man så nogensinde i forbindelse med en spiseforstyrrelse tale om 'rask'?

Forleden så jeg en kvinde, som jeg kender lidt fra min tid på psyk. Hun var stadig voldsomt tynd og lignede en på 16, selvom hun mindst må være 30. Andre ville nok blive skræmt af hende, men jeg syntes, at hun var uendelig smuk, og jeg kan lige så godt sige det som det er JEG SYNES AT MODELLERNE I BLADENE ER SMUKKE. Det er ikke nogen populær holdning at have, men i 10 år af mit liv levede jeg med en altkonsumerende spiseforstyrrelse, i 10 år levede jeg med det skelettynde ideal. Det var 10 år med store psykiske smerter, det var 10 år i helvede, men der var også gode dage, dage som folk der ikke har prøvet det har svært ved at forestille sig. Det var ikke fordi disse dage var meget bedre end hvad jeg siden har haft det privilegium at opleve, de var bare meget intense, følelsen af knogler under tynd hud, følelsen af at være så bedre end bedre end folk omkring mig, for jeg kan noget de ikke kan, og så pyt med at de slet ikke ønsker at kunne det, følelsen af at alle ens problemer udenfor krop og vægt bliver ligegyldige bagateller, følelsen af hjernen der udsender dejlige euforiserende stoffer, for nu har man ikke spist i over 100 timer. Den næste dag vil man så have taget 100 g på, og man ryger ned i et hul så sort og dybt, at man har lyst til at tage livet af sig, men man har stadig haft den ene dag.

Den ene dag gør det svært at tale med behandlere, for normerne fortæller os, at når man kommer ud på den anden side, så skal man fortælle en masse sørgelige historier om hvor forfærdeligt det var, og jeg har masser af den slags historier, men jeg har også de gode. Selvfølgelig er der gode historier, ellers ville man jeg ikke gøre det. En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, men det er også ens underbevidsthed der træffer valg, og underbevidstheden gør ikke noget med mindre den for noget igen.

Det er svært at tale om noget, hvis man ikke må tale om det hele, men det er ikke alle der er lige klar til at høre det hele.. Jeg skriver ikke dette for at sige til de unge at det er en god slankekur at have en spiseforstyrrelse, det er det ikke. Jeg siger det heller ikke fordi jeg ønsker at vende tilbage til de dage, slet ikke. Jeg har en sund og rask krop nu, jeg har en sund og rask vægt, jeg bryder mig ikke om den, for mit ideal er stadig det skelettynde, men jeg har accepteret, at det er dette der er bedst for mig, og jeg har erkendt, at hvis jeg gerne vil have energi til at lave mine lektier og til at have det sjovt, så er jeg nødt til at spise.

1 kommentar:

Krokodullen sagde ...

SÅ genkendeligt!