En fjollet kommentar om aldrig at være god nok

JEG VIL BRUGE WEEKENDEN PÅ AT SKYDE MIN LÆSEFERIE RIGTIGT I GANG, SÅ JEG TAGER VÆK I NOGLE DAGE, OG JEG TAGER IKKE MIN COMPUTER MED. VI SES TIRSDAG.

Jeg var til psykolog i går, hvor vi snakkede om de nogle gange ret urimelige krav jeg stiller til mig selv, om at jeg godt kan gøre ting godt, men bare aldrig helt godt nok. Jeg har fået trykt nogle postkort som er til salg, og selvom jeg er lidt glad så er jeg samtidig lidt flov, for som sagt er det aldrig helt godt nok, hvilket i bund og grund er noget selvhøjtideligt pjat.

For at påpege det brugte min psykolog følgende eksempel:

I min journal fra psyk i Aarhus stod der, stod der, at jeg på grund af min (u)kognitive tænkning ikke ville ville være egnet/have gavn af psykologhjælp, så igennem tre år følte jeg mig ikke god nok til psykolog og selvom spørgsmålet flere gange blev bragt på banen, så fik jeg aldrig muligheden for at prøve. Til sidst var der en pædagog på mit tidligere bosted der fik trumfet igennem, at jeg i det mindste fik muligheden for at prøve. Jeg startede så hos min psykolog skutrygget og undskyldende, for jeg var jo ikke god nok.

Siden er der gået næsten tre år, og nu sidder jeg i gendes røde stol med fødderne på bordet, fuld af selvtillid, så er jeg god nok nu? Jeg kunne godt se hendes pointe, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at fortælle om noget der skete for et års tid siden.

Jeg skulle ind og møde hende i Aarhus, og det var første gang jeg tog toget, og det kom bag på mig, hvor lang tid det faktisk tog, men i stedet for bare at skrive, at jeg ikke kunne nå at komme, så løj jeg og sagde at det var fordi mit tog var forsinket. Selv samme aften gik jeg til bekendelse over en mail, men det ændrede ikke at jeg havde stukket hende en løgn.

Min psykolog svarede, at hun ikke så det som, at jeg ikke var god nok, men snare som et tegn på hvor stort et pres jeg var under i den periode med flytning og nye mennesker, og at hun så det som helt alment menneskelig. Så måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke helt anser mig selv som alment menneskelig. Jeg tror aldrig før, at jeg har hørt hende grine så meget, om med tårer i øjnene sagde hun at det vist var på tide at pille mig ned fra mit elfenbenstårn.

Hun havde god grund til at grine, for selvfølgelig er jeg helt almindeligt, kedeligt alment menneskelig, hvad jeg mente var bare at jeg holder mig selv til højere standarter end alle andre, for hvad andre gør må de selv om, men hvad mig selv angår, så er jeg bange for at gå i stå hvis jeg ikke stiller krav.