Om en tur med bæ-maskinen

Laika er en mund, som jeg nogle gange går tur med.

På et tidspunkt efter omstruktureringen bad jeg om tilladelse til at få en handicap hund, men jeg fik afslag fra vores leder, fordi der i teorien kunne flytte nogen ind der er bange for hunde. Okay, det kom til at lyde bittert, og det var det også til at starte med, men jeg kan jo egentlig godt forstå logikken, og jeg er nu kommet til det punkt, hvor det bare er sådan det er, og så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg er vist ikke den eneste der har ønsket dyr, i hvert fald er Laika (midlertidigt) kommet til som plaster på såret.

Laika tilhører en af pædagogerne og kommer med på arbejde to gange om ugen, tirsdag og fredag, og så må vi kæle med hende og tage på tur. Jeg forelskede mig straks i hende, og vi er blevet rigtigt fine venner. Én dag kom jeg træt og sulten hjem fra en lang dag på uni, og jeg nærmest kollapsede på trappen, og min hånd nærmest mekanisk kløede hende på halsen, hvilket hun godt kan lide, især hvis man lægger lidt kræfter i. Hun vrider og vender sig og dasker til en med forpoterne, så man næsten skulle tro, at hun får en orgasme.

Tidligere var det tirsdag og torsdag, at hun kom, men det passede blandt andet ikke så godt ind i mit skema, da det er mine to lange dage (så længe det varer, for jeg går snart på juleferie). I går var jeg en lille smule rastløs og kunne ikke sidde stille og bare klø hende, jeg måtte ud, ud i kulden, ud i blæsten, ud og væk fra mig selv, så jeg fandt hendes snor, nogle plasticposer og nogle hundekiks, og så var vi klar.

Jeg ville have taget hende en tur rundt om søen, men synet af vand gjorde hende helt vild, og jeg var bange for, at hun ville hive mig med ud i det, så jeg drejede op fra stien og ud til vejen. Fordelen ved at gå rundt om søen er, at der halvvejs rundt ligger et lille offentligt og anstændigt rent toilet, hvilket er godt for folk som mig, som er udstyret med en utroligt lille blærer. Jeg kunne derfor ikke komme på toilettet, så vi gik kun i en times tid, længere kunne jeg ikke holde mig. Jeg kunne jo ikke lige som hende skræve og tisse en lille tår midt på vejen.

På vores tur lykkedes det hende at skide to gange på 500 m, hvilket jeg jo selvfølgelig måtte samle op efter hende. Det er utroligt, at der kan være så meget lort i en hund, og jeg fatter ikke, at hvis hun allerede kan kl 9 om morgenen, hvordan holder hun sig så en hel dag, når 'far' og 'mor' er på arbejde.

Men vi fik altså en god lille gåtur. Jeg ville have haft kamera med, men jeg glemte det, og tænkte at det var ikke værd at gå tilbage efter.

De andre piger går også nogle gange tur med hende, og jeg kan ikke lade være med at blive en lille smule jaloux, for selvom det er lykkedes mig at gøre Laika glad for mig, så er jeg pinefuldt bevidst om, at jeg faktisk ikke er vildt god til dyr, og jeg er sikker på at de andre er meget bedre, og at hun meget hellere vil være sammen med dem. Det kunne forendlede mig til at forkæle hende, men en hun er altså en hund og skal behandles som en sådan, godt, men bestemt.