Kolde fødder og kedsomhed

Vi er ikke rigtigt nogen i huset i disse dage, og her virker meget dødt, og det er weekend, så jeg virker også selv lidt halvdød, lå bare på sofaen og skiftevis læste, så tv og skrev med min måske-kæreste.

I går vågnede jeg så kl 2 om natten, og jeg kunne bare ikke sove længere. Jeg var bestemt ikke tilfreds, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og få tiden til at gå. Sidste weekend gjorde weekendens sløvsind, at jeg fik så forfærdelig ondt i alle leddene, at jeg var ved at tude. Det ville jeg ikke igen, så jeg startede dagen med en halv time på min motionscykel, det hjalp bare ikke.

I sidste uge var det mine led den var gal med, i denne uge var det mine tæer. Jeg havde så kolde og smertende tæer, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg tog strømper af, jeg tog dem på igen, jeg pakkede den først i et tæppe, så i et andet, jeg masserede dem, jeg lagde dem på radiatoren, jeg lagde dem op af huden på mine lår, men lige lidt gav det, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind.

På trods af mine tæer fik jeg da læst en del. Jeg er stadig i gang med at arbejde mig igennem Tolkien. Jeg har egentlig altid været lidt mistroisk over for Tolkien, for der er alt for mange der synes lidt for godt om ham, og så kan man jo egentlig kun blive skuffet, men det er jeg nu ikke blevet, og det irriterer mig lidt, for så ville jeg da have læst dem for længe siden. En ting jeg dog savner er plads til omvendelse. Vi befinder os i en verden, hvor der er et klart skæl mellem godt og ondt, og de to sider myrder løs på hinanden. Hvad ideologierne for de to sider er, er lidt uklart, men der er en tendens til at udseendet er en vigtig faktor, smuk er godt, grimt er ondt, og det er selvfølgelig meget nemt. Hvad jeg savner er en ork der får samvittighedskvaler og slutter sig til elverne, de er jo trods alt af samme slægt. Men det sker ikke, hvilket ikke lader meget tilbage at ønske for helt almindelige mennesker der måske ikke lige har modelmål.