Om ikke at være klar til jul

billede af marokkansk kunstner Zini Mohamed

 

Forleden dag sneede det og vejret er bidende koldt, hvilket jeg måtte sande, da jeg var i Aarhus en hel dag uden nær nok tøj på, men alligevel kommer det bag på mig at det allerede er december. Det er december, det er snart jul, og jeg er slet ikke klar. Jeg har faktisk gaverne klar, jeg har afgivet mine egne ønsker, og jeg er begyndt på min lange liste af julekort, og min julekrybbe fra Tiger er sat op, men mentalt er jeg slet ikke klar. Jeg ved at butikkerne har haft pyntet op til jul siden oktober, men jeg har slet ikke lagt mærke til det. Har de da pyntet mindre end de plejer? Jeg tror det næppe, selvom årets modefarver sort og sølv er mere diskrete end tidligere års lilla, rød, grøn og blå. Langt mere sandsynligt er det at jeg har haft hovedet fyldt med egne sager, og jeg ikke har løftet hovedet nok fra mine bøger til at lægge mærke til noget.

Jeg bliver helt melankolsk af ikke at være i julehumør, og det er trods alt d 1 december og så skal man den onde lyne være i julehumør og hænge julepynt op og spise nødder og se sukkerklistrede film i fjernsynet, men jeg har slet ikke lyst. Kan vi ikke lige udskyde julen en måned, bare lige for at få mig med? Nej, jeg har 23 dage til at blive klar, og hvis ikke, så overlever jeg nu nok alligevel. Det er bare det, at nu hvor jeg igen studerer, så husker jeg kun alt for godt, hvordan, da jeg sidst studerede, julen var dette varme, lyse og bløde der holdt humøret oppe, når man sad med sine skriftlige vintereksaminer. Jeg har ingen vintereksaminer i år, men jeg får stadig fri fra undervisning om blot nogle få dage, og så skal jeg klare to måneder, hvor jeg i teorien ikke behøves at lave noget noget, men jeg har ikke lyst til ikke at lave noget.

Måske skulle jeg kaste mig over julepynt. Jeg har lavet lidt, men det var mere ud fra en følelse af pligt end at luftig let julestemning. Det var et signal til pædagogerne "Se, det er ikke kun C der kan, jeg kan også". Men tanken om nødvendighed er der også. Inden længe vil bostedet hvor jeg bor blive invaderet af gran, stjerner, hjerter, papir og glimmer, og hvis jeg ikke skal føle mig kvalt, skal jeg være med, så jeg planlægger at bruge weekenden på at klippe, flette, male mig til en plads i alt dette.

Jeg har behov for at hævde mig. Jeg ved ikke hvorfor. Julen burde handle om glæden over Jesus' fødsel, men det bliver en konkurrence og et ræs, og enten følger man med, eller man bliver ladt ensom tilbage. Julen kan være en meget ensom tid. Min elskede farmor snakker tit om det, og jeg kommer med tåbelig munter snak, men sandheden er, at jeg også føler den.