Artikel i det katolske ungdomsblad

Jeg har fået en artikel med i det katolske ungdomsblad.

Smerten:
"Vi skal favne vores smerte, ikke dulme den, så vi rigtigt kan mærke glæden". Sådan sagde broder Theodor i aller bedste mening, da jeg sidste år var i Assisi med DUK. Men hvad hvis det bare ikke er så enkelt. Hvad hvis ens smerte er så stor, at man er nødt til at tage piller for at kunne holde det ud. Hvad hvis smerten bliver så stor, at man ikke kan trække vejret og bryder sammen i krampegråd og er ligeglad med at fremmede mennesker står og glor på en.

Angstdæmpende medicin er ikke den nemme læsning, lykkepiller gør ikke en lykkelig, der er bivirkninger ved dem alle, der ikke er sjove at leve med, men for en stor gruppe af mennesker er det nødvendigt for at kunne leve et bare nogenlunde normalt liv. Jesu kors var for tungt at bære alene, og det samme er mit. Jeg får 5 forskellige piller for at klare mig igennem dagen, alligevel føler jeg, at jeg hele tiden er nødt til at træde vande for at holde mig i live. Jeg har måttet kaste håndklædet i ringen, og i en alder af 26, er jeg blevet førtidspensioneret. Folk spørger mig hvad jeg får tiden til at gå med, og om jeg ikke keder mig, men de forstår ikke, at jeg må bruge alle mine kræfter på at holde mig selv i live. Jeg har prøvet at give op, at ende på hospitalet til udpumpning, afgiftning og at leve med skammen, og det er hårdt, men ikke nær så hårdt som at kæmpe, og alligevel kæmper jeg.

Jeg har været fanget i psykiatrien i 4 år og har oplevet ting som udenforstående slet ikke kan sætte sig ind i. Jeg bliver nogle gange spurgt hvorfor jeg ikke er bitter på systemet eller på Gud, for hvorfor mig, og det er jeg da også nogle gange, men jeg prøver at lade være. Jeg tror at Gud har en mening med at sende mig gennem dette mareridt. Jeg har ingen anelse om hvorfor, men jeg stoler på Gud og lægger mit liv i hans hænder, selvom jeg sjældent føler, at han er hos mig, men hvis jeg ikke troede at han var derude et sted, ville der ikke være noget der var værd at kæmpe for.

Jeg misunder dem der brænder for Gud, dem der føler at han er dem nær, dem for hvem bønnen falder let, for jeg føler mig alene og mine bønner er sparsomme, jeg glemmer at bede når jeg har det skidt, og når jeg endelig begynder, mister jeg koncentrationen.

P. Daniel siger at han beundre, at jeg er så stærk i troen trods de ting der er hændt mig, men jeg kan ikke lade være, for så ville jeg ikke være i live. Min kamp er en bøn om at i morgen vil blive bedre, og jeg tror fast på det ligegyldigt hvor ofte jeg bliver skuffet.

1. petersbrev kap 1
v6 Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, v7 for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. v8 Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, v9 når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.

Først var jeg rigtig glad for resultatet, men i de måneder der er gået siden jeg skrev det, er jeg blevet mere og mere i tvivl. Jo, det er da ganske godt skrevet, men er det også sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Sandheden er, at jeg føler mig som en bitter gammel kone der vender ryggen til Gud fordi tingene ikke går efter hendes hovede.
Sandheden er, at efter broder Teodors oplæg søgte jeg ikke Gud, men en skarp sten til at skære smerten væk.
Sandheden er, at jeg gik to år uden at komme i kirke, uden at skrifte, og uden at modtage kommunionen (nadveren), fordi jeg følte mig for beskidt.
Sandheden er, at jeg ikke kunne skrive sandheden uden at det blev for omstændeligt og uden at folk ville miste interessen undervejs.
Sandheden er, at jeg ønskede at nå ud til de unge katolikker (og nu her også ikke-katoliker) der kender nogle af de her ting, og fortælle dem, at der er andre. Man tror altid, at man er alene, men sandheden er at alle mennesker lider i perioder af deres liv.