Om at føle sig blottet

Jeg havde en ret sindsoprivende dag i går, hvor der var rigtig mange ting jeg sådan lige skulle nå. Det var meget nærliggende at bede pædagogerne om hjælp, men der var noget der holdt mig tilbage. Jeg ved ikke rigtigt hvad det var, måske var det fordi jeg var bange for at fejle og ikke ville have vidner til mit nederlag, eller også mente jeg bare at jeg kunne klare det hurtigere og mere effektivt alene, hvem ved, måske var det i grunden bare ikke særlig gennemtænkt.

Første stop var apoteket. Jeg skulle hente Alopam, egentlig havde jeg nok herhjemme endnu, men jeg skal have nogen med til Paris, og for at skulle kunne have dem med til udlandet, skal jeg have et pillepas. Dette pillepas skal laves på det apotek hvor pillerne er købt, hvilket var i den by hvor jeg boede før. Jeg gad altså ikke lige tage bussen en time hver vej gange to (jeg skulle jo også lige hente pillepasset når det var blevet fremstillet), så det letteste var simpelthen bare at købe en ny portion.

Mens jeg stod der med alle mine personlige oplysninger frit fremme (pas, sygesikring og medicinliste) kom der en ældre mand og stillede sig helt op ad mig. Han stirrede hverken på mig eller på mine papirer, men derimod på ekspedienten, men jeg blev alligevel temmelig utryg. Jeg havde rigtig meget lyst til at bede ham om at forsvinde, men jeg turde ikke, for hvad nu hvis han blev sur. I stedet blev jeg ved med at dreje hovedet og kigge på ham, det internationale tegn for 'det der er altså virkelig irriterende', men han fattede det bare ikke og blev altså stående mens jeg stod og betalte, så han også, hvis han ville, kunne se hvor mange kontanter jeg havde i min pung, og da jeg skulle videre rundt i byen, havde jeg mange.

Manden var ikke en af de der skumle der stjæler ens medicin og penge, eller som ville prøve på at røre ved mig på mere personlige steder, men det var alligevel klamt at han stod kun en halv meter fra. Jeg følte mig fuldstændigt blottet.

Og blotlæggelsen fortsatte i to på hinanden følgende tøjbutikker, den ene mere end den anden. Det var ikke fordi der stod klamme mænd og stirrede på mig, men det var en stor udfordring at tage mit trygge tøj af, og iføre mig en kjole, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om ville passe, eller om den ville fremhæve nogle af mine mere problematiske områder. Jeg var desuden nødt til at have en ekspedient til at hjælpe mig, for alene er jeg helt umådeligt hjælpeløs, jeg ville bare stå som et dyr fanget i en lyset fra en billygte. Jeg ville stå, jeg vil ryste af skræk, og jeg ville flygte, uden at nå så meget som at overveje at købe noget.

Ekspedienten i den første butik, var virkelig sød ved mig, men hun kunne jo ikke gøre noget ved at meget af tøjet ikke passede mig. Hver gang en kjole ikke passede mig fordi jeg for det meste var for bred over ryggen, blev jeg ca to cm kortere, og jeg var nødt til at prøve mange kjoler før jeg fandt to kjoler, som jeg både kunne lide, og som passede.

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg ser godt ud i de kjoler jeg købte, måske ser jeg bare ud som en kikset pige i kjoler der er alt for pæne til hende. Sidst jeg var ude og købe en kjole, havde jeg min tidligere kp med, som hele tiden fortalte mig, at jeg så godt ud, og jeg ikke skulle skamme mig. Da vi kom hjem sørgede hun straks for, at jeg skulle gå modeopvisning for de andre pædagoger, der også fortalte mig hvor godt kjolen sad.

Da jeg kom hjem med disse kjoler, hængte jeg dem straks ind i skabet. De blev taget ud og vist til mine nye kp'ere, men de blev ikke prøvet på. Jeg skammer mig ikke over kjolerne, det er nogle fine kjoler, men jeg skammer mig over min egen krop.

Jeg skal bruge kjolerne i Paris, for jeg vil se ordentlig ud. Måske er det mine fordomme om Paris, måske er det bare min egen perfektionisme, måske vil jeg bare ikke ligne en turist alt for meget. Jeg vil bare ikke bruge de samme sølle kjoler, som jeg brugte i Rom for to år siden, for meget har ændret sig, jeg har efterhånden begyndt at vende mig til tanken om at jeg med mine 27 år ikke længere er et barn, men et voksent menneske. Min finansielle situation har også forbedret sig markant. Jeg er kommet på pension og har fået en mere overkommelig husleje (rangerende til det latterligt lave). Men vigtigst af alt, så har jeg fået det markant bedre, og jeg går ikke og har det skidt hele tiden, og når man ikke har det skidt, så er det mere overskueligt at prøve at se ordentlig ud, både indeni og udenpå.