Jeg føler mig så træt i hovedet for tiden, det er som om der er noget der trygger lige bag ved panden, det er som om min hjerne koger.
Noget af det har at gøre med simpel træthed, jeg øver mig i at være længere oppe end til kl 8 og det går ud over min nattesøvn. Jeg vågner og er forvirret fordi det er senere end jeg er vant til, men for tidligt til at jeg har sovet ud.
Jeg er træt i kroppen, alle mine muskler skriger af mig, at jeg presser mig selv for hårdt, men jeg har ikke mulighed for at sætte tempoet ned, for jeg vil ikke risikere at blive ensom og forladt, og tanken gør mig endnu mere stresset.
Nej, nu lyver jeg, jeg kan godt melde fra nogle af mine aftaler, jeg har for eksempel aflyst min mors besøg, men jeg føler mig stadigvæk stresset.
Jeg får helt dårlig samvittighed over at kalde mig selv for stresset. Jeg er lige så stille begyndt at få flere bekendtskaber ude i den virkelige verden blandt folk der hverken er syge eller handicappede, og jeg bliver overvældet når jeg hører hvor meget de arbejder, og over hvor afslappet de tager det.
Der er selvfølgelig en grund til, at jeg er blevet pensioneret, men det er først nu, at det går op for mig hvor stor en forskel der er på dem og mig. Et eller andet sted misunder jeg vel deres evne til at overkomme så meget, men samtidig sætter jeg stor pris på det liv jeg har.
I går var der ikke noget indlæg, for jeg havde så 'meget' der skulle ordnes, at mit hoved kogte over, jeg sad bare og stirrede ind i skærmen og kunne ikke komme om med en eneste sætning, end ikke en overskrift, og den tomme hvide skærm gjorde mig endnu mere stresset, så det blev endnu sværere at komme op med noget.
Det er kun lidt bedre i dag, så jeg tror at det vil gøre mig godt, at jeg en af de kommende dage drager hjem til min far på påskeferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar