Jeg har en moster som jeg altid har holdt meget af, men igennem de sidste fem år har jeg været for syg til at holde kontakten, for hun er nemlig også syg, og vi påvirkede hinanden på negativ vis. Det var måske nok mest mig der blev påvirket og jeg hadede hende for ikke at være den seje moster og tro støtte hun havde været hele min barndom, så jeg brød kontakten. Flere gange har jeg tænkt på at genoptage kontakten, men jeg har ikke orket, for hvad nu hvis...
Jeg havde så inviteret hende på frokost i går (en frokost som hun medbragte) og jeg var hunde nervøs, for havde jeg kræfter til at stå imod, hvis det blev for hårdt? Ville hun endnu en gang tappe mig for kræfter, så jeg bare kunne ligge på sengen og græde mine øjne ud?
Jeg havde lavet en flugtplan med pædagogerne, en plan for hvordan de kunne redde mig ud, hvis det blev for hårdt, men det blev slet ikke nødvendigt, for jeg havde fået min gamle moster tilbage, hende man kan snakke med om alt det der er hårdt. Måske tænkte hun også, at hun havde fået den rigtige niece tilbage igen, hende der kan smile ægte smil.
Jeg havde været tæt på at aflyse, undlod kun at gøre det på grund af dårlig samvittighed, så jeg takker Gud for at det lykkedes, for en sjælden gang imellem sker det, at to mennesker møder hinanden på det helt rigtige tidspunkt og gnister opstår.
Som barn og ung talte jeg tit med min moster, for hun vidste bedre end mine forældre hvordan det var at være en svagelig person, en for hvem livet er lidt hårdere end man egentlig lige kan holde til, så hun kunne på en helt anden måde forstå hvor modbydeligt det hele var.
I de sidste år har hun været meget stresset af at takle sygdom og et ikke så godt arbejde, og det er nok blandt andet det jeg har kunnet mærke når vi har været sammen, men nu er hun lige som jeg blevet pensioneret, så måske vi kan finde sammen igen, lige som dengang da jeg var barn og der ikke var noget bedre end at komme på ferie hos moster.
På trods af omstruktureringen, har jeg jo også selv ændret mig til det bedre i løbet af det sidste år til halvandet, så måske.
3 kommentarer:
Sådanne mostre/tanter er fantastiske at have <3
Det er de nemlig
Moster er endnu mere glad. Det har været skrækkeligt at have en elsket niece man ikke kunne gøre noget for. Nu er jeg også bedre, OG jeg har fået en bil jeg kan køre i uden at få ondt, så nu kan vi se hinanden igen. Tusind tak for det!!!
Kærlige hilsener fra Moster.
Send en kommentar