Om tiltro til mig

Jeg lægger megen tid og kræfter i mine blogs, så det er rart når der fra tid til anden dukker folk op, der har tiltro til mit arbejde, nogle kontakter jeg, andre kontakter mig. Senest var det en dame fra Katolsk Orientering der spurgte, om jeg ville være interesseret i at anmelde Oscar Ks "Ny bibel for de fattige i ånden", og selvfølgelig ville jeg det, ikke blot fordi den ville passe godt til min samling af billedbibler, og jeg selv er for nærig til at give 400 kr, men især fordi det er rart, at nogen har tiltro til at jeg kan gøre mit arbejde godt nok.

Jeg er vokset op med ikke at kunne, ligegyldigt hvad jeg gik i kast med, så var det bare aldrig godt nok. Det var ikke fordi jeg var dum, men min autisme gjorde det umuligt at leve op til det pres der lægges på alle mennesker. Det var ikke fordi at mine forældre eller min skole lagde mere pres på mig end hvad der var ret og rimeligt, havde jeg da været normal, men med min autisme i bagagen, havde jeg nok at gøre med at holde mig i live.

Og så blev jeg syg, jeg blev meget syg, og jeg røg ind og ud af psykiatrisk hospital, 11 indlæggelser på 18 måneder, plus det løse, og så kunne jeg da i hvert fald slet ingen ting. I tre år kæmpede jeg uden målelige resultater. Mine omgivelser, kunne som godt se, at det gik bedre, men jeg præsterede ikke meget andet end at holde mig i live, hvilket til tider var lidt af en udfordring.

Så endelig fandt min psykiater den rigtige cocktail af medikamenter, og i det seneste års tid har jeg, og jeg tror godt at jeg nu tør sige det højt, har jeg faktisk haft det hel tilforladeligt, ja nærmest godt, og nu er jeg klar til at præstere.

Jeg er førtidspensionist, hvilket betyder at hverken jeg selv, systemet eller samfundet mener at jeg nogensinde vil kunne præstere det samme som alle mulige andre, men det giver mig i mine øjne ikke carte blanche til at sumpe hen foran fjernsynet, jeg skal også præstere noget i det små.

Jeg glæder mig derfor til at modtage bogen, jeg glæder mig til at vise den flinke dame, at hun gjorde ret i at stole på mig, jeg glæder mig til at gøre mig fortjent til min selvudnævnte titel som anmelder.

Jeg anmelder også for andre, jeg har før fået noget jeg har skrevet trykt, men ikke før de to ting samlet.

Det er ikke noget der vil gøre mig verdensberømt, ikke en gang landskendt. Kun nogle enkelte vil overhovedet lægge mærke til mit navn, og de fleste af dem vil ikke have en anelse om hvem jeg er, men det gør ikke noget, for JEG ved det.