Om et skrivekursus

Jeg kan godt lide at være god til de ting jeg gør, og jeg kan godt lide hele tiden at blive bedre til dem. Men hvad er så frygteligt vigtigt at blive bedre til i en hverdag hvor jeg bare tusser rundt herhjemme som førtidspensionist? Mine dage går med at træne, læse og skrive, alt sammen for min egen fornøjelses skyld. Jeg er dog lige så stille begyndt at se det som mit job, måske lige bortset fra det med at træne, men at læse og skrive, og skrive om hvad jeg læser, det gør jeg. Og måske besidder jeg ikke den samme arbejdsmoral som almindelige mennesker, fordi jeg aldrig har været i stand til at have et rigtigt arbejde, men jeg har hvad vi vel kan kalde en form for professionel stolthed, for jeg vil gerne gøre mit 'arbejde' ordentligt, og jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg hele tiden kan blive bedre.

Derfor har jeg meldt mig til et forfatterkursus. Det er ikke fordi jeg drømmer om at blive forfatter, eller jo, det gør jeg vel et eller andet sted, gør alle der elsker bøger ikke det? Men jeg vil gerne blive bedre til at skrive, og jeg ved ikke hvordan jeg selvstændigt skal arbejde på kvalitet, det er vel et spørgsmål om øjnene der ser, og jeg tror, at det er på tide med et par friske øjne.

Det er bare et standartkursus jeg tager over nettet, og det kommer ikke til at have noget at gøre med mine blogs som sådan, men jeg håber at det vil give resultater. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer, jeg ved ikke om der vil kunne mærkes nogen ændring. Måske trænger jeg bare til en udfordring i min hverdag, måske trænger jeg bare til at genopfriske min selvdiciplin her inden jeg skal genopstarte på universitetet.

De første to opgaver kom i går, og jeg har en uge til at løse dem. Den første brugte jeg en halv time på, og den anden har jeg slet ikke taget mig sammen til at kigge på endnu, lyder det fra en super seriøs studerende. Jeg satser på, at jeg lige skal lidt ind i det før jeg kommer op i gear, ellers var de penge nok spildt på mig.

Forfatteren/læreren var ellers til at starte med lidt skeptisk, da hun hørte om min aspergers, for ville jeg have den forestillingsevne der skal til? Hun var samtidig lidt nysgerrig, så hun ville gerne lige have et møde med mig, og det fik hun så. Det var ellers ikke noget hun plejede at gøre, hun havde aldrig før mødt en elev, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om jeg skal være beæret eller fornærmet, så jeg er ingen af delene.