mode-freak

I går da jeg kom ned på stationen, blev jeg modtaget af en sød, enøjet, og skum liderlig hankat, der højlydt mjavede efter selvskab. Jeg kløede den lidt bag øret, men jeg kunne ikke give den den slags selskab den higede efter.

Forleden kiggede jeg ind i mit skab og tænkte, at jeg mangler overdele, både hyggebluser og lidt pænere overdele. Så kiggede jeg på min konto. Den var ikke så tom som man kunne frygte efter alle de indkøb jeg har gjort på det sidste.

Butikkerne her hvor jeg bor er faktisk rigtig gode, især i forhold til byens størrelse, men jeg ville udnytte at jeg jo alligevel var i Aarhus, og det var ikke fordi jeg nødvendigvis ville købe noget i de lidt dyrere butikker, men jeg ville da bare ind og kigge lidt, som om... Men først skulle jeg hen i universitetsboghandlen og have et bibelatlas. Et bibelatlas er en lille bog der mest af alt ligner en lille billedbog til børn, sådan en som koster 50 kr, men 50 kr kostede den ikke, den kostede 288, gag, det var lige ved at fratage mig enhver lyst til at shoppe. Den er sikkert spændende og studierelevant og alt muligt, men, men 300 kr, det er mere end hvad jeg måtte give for en bluse fra Mynthe og Simonsen lidt senere på dagen.

Jeg havde jo hævet penge specifikt møntet på tøj, og jeg havde to timer der skulle fordrives inden min næste aftale.

Jeg købte en kjole (på tilbud) i et snit som klæder mig rigtig godt. Jeg ved ikke hvad det hedder i modeverdenen, men jeg kalder det et græsk snit. Jeg havde aldrig troet, at dagen skulle komme, hvor jeg skulle spørge min far til råds om mode, men jeg skrev en sms til ham, og spurgte hvad det var kvindernes dragter i oldtidens Grækenland hed. Svaret var peplos (maskulinum singularis nominativ). Jeg havde en i forvejen derhjemme, så hvad vil det hedde i pluralis? Jeg bestod kun min græskeksamen med nød og næppe d 18 februar 2007, så jeg måtte søge hjælp på nettet. Peplos i plural hedder peploi.

Næste butik var så Mynthe og Simonsen, hvilket jeg faktisk ikke opdagede før jeg var inde i den, ellers ville jeg ikke være gået derind, og priserne var da også til at dåne over, men nu var jeg der jo, så kunne jeg godt kigge lidt rundt på udsalgshylderne, og voila, en t-shirt til 200 kr, og det var da til at overleve. For sjov prøvede jeg også en kjole til 1400 kr, og som jeg sagde til ekspedienten (efterfulgt af mit nørdede grin), så håbede jeg inderligt, at jeg ikke kunne lide den, men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg træner næsten hver dag, så når jeg er i mine gode øjeblikke og ikke er alt for spiseforstyrret og lægger mærke til hver en lille bitte delle og ser dem som noget meget større, så i små vinduer af et lyst sind, kan jeg anerkende, at jeg faktisk har en flot krop, og det fremhævede denne kjole. Jeg ville godt kunne købe den, hvis jeg droppede Pepsi max resten af måneden, men mig uden Pepsi er som Brødrene Price uden smør, og kjolen var desuden alt for upraktisk, lang og snæver, hvilket ikke går godt til mine lange skridt.

Så manglede jeg bare en pæn bluse til universitetsbrug. Jeg fandt da også en. Den var lidt dyr, men nu havde jeg jo fået alt det andet så billigt. Jeg stod i omklædningsrummet, og jeg følte mig pæn. Det er så sjældent at jeg føler mig pæn, så det var måske i lige så høj grad følelsen jeg prøvede at købe som blusen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville spørge om butikken tog mastercard. Hvis ja, så skulle jeg have blusen, hvis ikke, så måtte jeg takke nej. Det gjorde de, men så havde jeg også overskredet dagens budget med et par hundrede kroner, så jeg måtte sidde på en bænk i læ og nyde (den gratis) sol den sidste time jeg havde tilbage at vente.

På gågaden op til stationen da jeg skulle hjem, var der en ret talentløs gøgler der fløjtede efter mig, og jeg kunne ikke helt beslutte mig til om det var et kompliment eller hvad.