fredag den 22. marts 2013

Om 'frivillig' velgørenhed

Forleden blev jeg stoppet af en ung pige fra Amnesty International som var virkelig fornærmet over, at jeg rystede på hovedet af hende, om jeg ikke engang ville sige pænt goddag til hende? Jo, det kunne jeg vel godt, og så var jeg fanget.

Jeg er ikke god til den form for konfrontationer, men jeg prøvede at forklare hende, at jeg ikke har noget imod Amnesti International, men at jeg ikke kan lide den form for salgsmetoder. Jeg kan ikke lide den, fordi det slet ikke er så frivilligt som de giver udtryk for at være. "Jamen folk vil jo i virkeligheden gerne" siger de, det samme siger en voldtægtsforbryder. Hvis det virkelig var så frivilligt, så burde det være lige så let at melde sig fra som det er at melde sig til, men det er det ikke. Jeg tror vist alle vi kender folk der har ringet ind for at melde fra, men som ender med i bedste fald at betale mindre hver måned, og i værste fald at betale mere.

Den unge pige på gågaden prøvede at overbevise mig om hvor effektivt systemet er, men jeg er ikke spor i tvivl om dets effektivitet, jeg betvivler bare dets moralske rigtighed.

Det kommer til at lyde som om jeg er imod velgørenhed, men det er jeg bestemt ikke. Jeg giver selv til velgørenhed, men jeg vil gerne give hvad jeg sådan lige føler for på det tidspunkt. Det er måske egoistisk af mig, men so be it.

Jeg slap til sidst væk fra pigen, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for der var jo ingen tvivl om, at det var mig der var gal på den, det var mig der var Sorteper, eller jo. Set tilbage kan jeg godt se, at jeg var i min fulde ret til at handle som jeg gjorde, men da jeg stod i det, følte jeg bestemt ikke sådan, det skulle hun nok sørge for. Og hvorfor skulle hun egentlig have lov til at være moralsk overlegen? Hun er jo ikke andet end en sælger, hun kunne lige så godt sælge brugte biler. Hvis det endelig var, ville jeg hellere handle med en der var oprigtigt optaget af sagen, så kunne man måske få noget fornuftigt ud af diskussionen "velgørenhedens dialektik".

Ingen kommentarer: