Når aspergerpiger mødes 2

I går var jeg til sammenkomst med en masse andre aspergerkvinder her i Aarhus. Jeg er begyndt at argumentere for, at man symptommæssigt ikke skal dele aspergere op i mænd og kvinder men derimod i indad- og udadreagerene. Det er dog bare når det gæld symptomer, for engang imellem er det bare sådan at kvinder gerne vil have oplevelser sammen med andre kvinder, og så er det ligegyldigt om man er normal eller har en diagnose.

Samtidig med at vi har behov for at møde andre kvinder, har vi også behov for at møde andre med en diagnose, helst den samme som os selv, for vi har behov for at blive bekræftet i, at vi ikke er helt så gale som det nogle gange føles.


Jeg flyttede til Aarhus for at tage del i den virkelige verden, og det er både sjovt og spændende, og jeg møder en masse fantastiske mennesker, men det gør mig også enormt usikker på mig selv, for i hvilken grad ser folk omkring mig som gal eller forstyrret? Jeg er smertelig bevidst om, at jeg nogle gange siger nogle lidt mærkelige ting, som folk enten finder underlige eller ligefrem stødende.

Før jeg tog af sted til mødet var jeg nervøs, for jeg ønskede brændende at dette kunne være et fristed, hvor jeg kunne få lov til at være underlig uden at lægge bånd på mig selv, men samtidig var jeg også bange, for hvad nu hvis jeg heller ikke passede ind her, hvad hvis de slet ikke kunne forholde sig til min måde at være mærkelig på?

Heldigvis gik mødet rigtig godt, og vi havde det enormt morsomt. Til at starte med var det svært at komme ind i samtalen, for alle de andre kendte hinanden, hvilket intimiderede mig lidt, for jeg ved fra andre sammenhænge hvor svært det er at komme ind i en allerede eksisterende gruppe. Jeg er også meget bevidst om, at jeg generelt ikke klarer mig så godt i store grupper, som jeg gør når jeg er alene med folk. Jeg var ked af at disse mennesker ikke ville se den bedste side af mig, men det viste sig, at det slet ikke blev et problem, for da jeg endelig tog mod til mig og begyndte at deltage i samtalen, så gik det faktisk rigtig godt.

Mødet tog dog så meget på mig, at jeg var nødt til at tage tidligt hjem. Jeg prøvede at sætte en film på jeg har set 100 gange før, men jeg kunne slet ikke klare flere indtryk, så jeg slukkede og endte med at gå i seng allerede kl 16.30. Da jeg lå i min seng fik jeg det faktisk helt dårligt. Jeg havde slet ikke kræfter til alle mine sædvanlige forsvars mekanismer, og fordi jeg havde oplevet noget så sjældent som at blive forstået, så væltede det nu op i mig med erindringer om alle de gange hvor jeg virkelig havde brug for at blive forstået. Der var dengang en lærer i en diskussion om mobning sagde, at jeg selv var ude om at blive holdt udenfor som barn, for jeg var satme et mærkeligt barn. Der var dengang en af drengene blottede sig for mig i en historietime, og hvor klassen bare syntes at det var sjovt. Jeg lå i min seng og var udmattet, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg faktisk havde været stærk nok til at holde det ud. Jeg lå og fantaserede om hvordan det ville have været at have skåret sig i disse situationer.

Til sidst faldt jeg dog i en urolig søvn.