Testbukser

Jeg har et par bukser, et vaske ægte par akademiker bukser, et par brune herrebukser i stribet fløjl. Jeg fik dem i en genbrugsbutik til en 50'er for nogle år siden.

Som sagt er det et par herrebukser, så de sidder lidt stramt om lår og hofter, for selvom jeg er tynd, så er jeg ikke så tynd, men jeg vil gerne være det, så disse bukser er blevet mine testbukser. Så længe jeg kan få dem på, så kan jeg trække vejret roligt.

I søndags da jeg skulle i kirke tænkte jeg, at jeg gerne ville se bare lidt præsentabel ud, eller i det mindste ikke havde fedtpletter på lårene (fra en dag hvor jeg ikke lige gad at vaske fingre). De viste sig at mine testbukser var de eneste rene bukser jeg havde, det var ikke lige planen.

Mine testbukser er temmelig varme, så det er kun i vinterhalvåret at jeg bruger dem, og i søndags var sæsonens første gang, fordi jeg blev ved med at udskyde, turde simpelthen ikke prøve.

Jeg blev ved med at udskyde at tage dem på mens jeg gjorde mig klar, og mens jeg gik og tænkte på hvad der ville ske hvis de ikke passede. Hvis de passede, så var alt fint, og jeg kunne bare gå i kirke som planlagt. Men hvis de ikke passede, så følte jeg mig forpligtet til at gå en lang tur, for i min lille forskruede verden er mine lårs omkreds vigtigere end min sjæls frelse.

Det kan lyde mærkeligt, hvis man aldrig har haft en spiseforstyrrelse, men det er ikke en gang en overdrivelse. Jo, når jeg sidder her og skriver, ville jeg vælge frelsen, men i søndags, lige før jeg stak benet i buksebenet, der var tingene ikke nær så klokkeklare.

Bukserne kunne dog lukkes og jeg kunne uden alt for meget besvær gå ned på hug, så det kom aldrig til det punkt, hvor jeg måtte træffe et valg. De sad dog strammere end jeg synes var helt acceptabelt, så nu får vi at se hvor sjov min jul bliver på madfronten.

Jeg læste engang en tegneserie, Betty, med en moden kvinde der har et par testbukser fra sin ungdom. Haha, det var underholdende og lidt sørgeligt, de faldt mig sikkert ikke ind, at det engang ville blive mig selv på de billeder.

Mande numser

Af årsager der går over min forstand går jeg altid i gang med projekter der umiddelbart overgår mine noget begrænsede evner. Jeg går op i et hvert givent projekt med stor gejst, men de fleste bliver lagt på hylden og glemt.

For et år siden impulskøbte jeg et kæmpe lærred, større end jeg nogensinde har prøvet at male på før. Nogle måneder efter tegnede jeg en grov skitse af Ikaros op uden at tage højde for ting som proportioner og komposition. Jeg tværede også noget tilfældig blå, alt for blå, maling på baggrunden.

I næsten et år har det stået og samlet støv i et hjørne, men her imens jeg har været syg og fanget i min lejlighed, så blev penslerne fundet frem igen. Jeg har været ganske flittig, og det er ikke helt ringe, men det er heller ikke helt godt. De manglende proportioner og vinkler forfølger mig.

Det måtte jeg så lidt forsinket gøre noget ved i går. Jeg brugte den halve dag på at bladre igennem anatomi- og tegnebøger (ikke at forveksle med malebøger) og tegne skitser, starte forfra og tegne mine ændringer op på lærredet. Pludselig gik det op for mig at jeg havde tilbragt en hel eftermiddag med at stirre på veltrænede mande numser.

Der er ingen pointe i alt dette. Mandenumser var lige som arme, vinger og fødder bare et spørgsmål om penselsstrøg og skygger, men jeg fandt selve tanken underholdende og et eller andet skulle jeg jo skrive om.

Glæde i Herren?

Suk, jeg er stadig syg, men det lykkedes mig trods alt at få nettet mig lidt og komme af sted i går. Røgelsen generede lidt mine allerede besværede luftveje og fik min næse til at løbe endnu mere, men på trods af en øm hals lykkedes det mig alligevel at kvække med på nogle salmer.

Dagens prædiken handlede om glæden i Herren, hvilket er et ganske udemærket emne, hvis ikke lige præsten havde fundet en historie frem om en spedalsk mand der, på trods af alle sine dårligdomme, altid var glad. Jeg kender en der altid er glad, hun er 5 år og synes at verden er et helt fantastisk sted at være, også selvom mor er syg og far er sur.

Lige for tiden er jeg selv glad. Det er en ny og underlig følelse jeg ikke helt har lært at forholde mig til, men jeg er generelt glad for at være glad og håber at følelsen varer så længe som muligt, men jeg er ikke altid glad. I meget store dele af mit liv er det helt andre og mindre positive følelser der har domineret min tilværelse.

Det er ikke fordi jeg vil sidde og svælge i negative følelser, men for mig, og rigtig mange andre mennesker, er de negative følelser en realitet der også skal med når vi snakker glæde i Herren og om glæde i almindelighed.

Pointen i prædiken var, at når man lever i et nært forhold til Gud, så er man glad. Jeg går ud fra, at jeg ikke er den eneste der ikke altid er lige tæt på Gud, jeg tænker på andre ting, eller jeg vender ham for en kort stund ryggen. Andre gange er det som om Gud har travl andet steds, og jeg føler mig alene med mine tanker.

Når jeg ikke er glad i Herren, er der så mange andre følelser der råder; træthed, vrede, angst, frustration, verdslig glæde, forelskelse, tomhed.

Historier om folk der altid er glæde går mig trist, for, det føles som om det forventes af en, at man altid er glad, og der er jeg som sagt ikke.

Men end ikke Jesus var altid glad, han blev vred og frustreret og smed med tingene, han blev bange, ensom og ked af det og han blev dødsangst, det siger vel noget om, at de andre følelser er lige så legitime som glæden.

Lige efter prædiken måtte jeg dog gå hjem fordi jeg blev for sløj.

I kirke?

I søndags var jeg ikke i kirke fordi jeg tog tilbage til Randers efter nogle dage hos min far. I dag ved jeg ikke om jeg kommer af sted fordi jeg stadig er syg.

Jeg burde ikke beklage mig, jeg lå trods alt kun i sengen en enkelt dag, men hvilken dag. Jeg lå i på sofaen og havde enormt ondt af mig selv, og jeg ville have, at resten af verden også havde ondt af mig, men ikke tale om at lade nogen pusle om mig, de havde bare at lade mig være i min lille virusbefængte hule. Pædagogerne fik til nøds lov til at tage min opvask for mig. Det var egentlig ikke nødvendigt, men det var nu meget rart.

Nu hvor jeg så sidder i min lejlighed der er varmet op af otte store blokslus der står og blafrer, altså flammen blafrer, ikke selve lyset, og jeg venter på at se om jeg får det bedre i løbet af dagen så jeg kan komme i kirke, ja, så får jeg en følelse der minder meget om angst, men det er ikke rigtig angst.

Den følelse jeg har er erindringen om angst. Hele min krop husker den tid for to år siden, hvor angsten var en faktum jeg måtte leve med hver eneste dag, og weekenderne var de værste. Jeg frygtede weekenderne, fordi verden satte farten ned og opførte sig anderledes end normalt. Jeg har det ikke godt med forandringer, heller ikke hvis det ikke direkte har noget med mig at gøre. Jeg hader, at jeg ikke har butikkerne for mig selv. Jeg hader, at andre mennesker elsker weekender og jeg selv hader.

Hader er måske ikke det rette ord, måske jeg skulle sige frygter. Hader at frygte, frygter at hader, og jeg både hader og frygter angsten.

Jeg husker en dag, en søndag, hvor jeg havde besluttet mig for at gå i kirke. Det var ikke nogen specielt slem dag, det er ikke derfor, at jeg husker den. Det var bare en på det tidspunkt helt normal angstfuld søndag, hvor jeg vågnede før resten af verden og vandrede rundt i villakvarterene for at holde det hele ud. Sneen lå tykt, og det var så stille og smukt at jeg blev virkelig ked af det.

Da klokken nærmede kirketid, skulle jeg tisse. Jeg ville ikke gå hjem, for så ville jeg ikke komme af sted igen, så jeg fandt en skærmende busk i en park, der desuden var helt mennesketom.

På vej ned til kirken kunne jeg pludselig ikke alligevel og jeg gik hjem mens jeg pudsede næse i mine vanter, dels fordi det var koldt, men også fordi jeg begyndte at græde.

Det er den følelse min krop husker lige nu. Det er den følelse der gør, at jeg håber, at jeg ikke får det bedre, så jeg kan blive herhjemme og gemme mig.

Det er ikke Gud jeg gemmer mig for, for han er altid hos mig, også når jeg glemmer at tænke på ham. Det er mig selv jeg gemmer mig for. Nede i kirken ser jeg mig selv i øjnene, og det er jeg ikke stærk nok til i dag, ikke lige nu i hvert fald, måske senere, måske bare en anden dag.

Syg

Jeg er blevet syg. Det er ikke så slemt endnu men jeg frygter det værste. Jeg hoster om morgenen og har ondt i halsen om aftenen og mellem de to har jeg bare kvalme og tørre øjne.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville skrive om alle mine dårligdomme, i hvert fald ikke dem der skyldes bakterier eller vira. Jeg gik faktisk i gang med et indlæg om psykiatrien, men jeg lagde hurtigt mærke til, at min hjerne ikke arbejder så klart som den plejer, at mine sætninger blev flade og usammenhængende.

Jeg kan ikke tænke. Jeg sidder i lange perioder og bare stirre ud i luften. Jeg ved ikke hvor længe jeg sidder sådan, 5 sekunder? 10? 30? Og så kommer kvalmen. Jeg skal ikke kaste op, men det er stadig ubehageligt. Ville ønske at jeg ikke havde spist morgenmad, for den ligger som sten i maven.

Jeg hører ikke til dem der vil pusles om når jeg er syg. Jeg vil helst være i fred med køleskabet fyldt med Pepsi Max og havregryn i skabet til havregrød, jeg vil helst ikke se nogen, men samtidig vil jeg ikke helt anerkende at jeg faktisk nu er syg efter et utal af falske alarmer, så om en times tid kommer der en pædagog og henter mig, så jeg kan komme ud og gå en tur og handle i de butikker der i min ynkelige tilstand ligger alt for langt væk til at jeg selv kan tage mig sammen til at komme derned.

Findes der noget mere ynkeligt end en person der er lidt syg, men ikke syg nok til bare at være væk? Når man sidder og har ondt af sig selv? Når man fokuserer på hvert lille symptom så det virker langt værre end det egentlig er? Jeg ville hellere være rigtigt syg, så jeg kunne kravle i seng og blive liggende og først stå op i næste uge, men jeg har for meget energi til at blive liggende og få lidt til at gå ud, øv.

Al den mad

Jeg skrev faktisk et indlæg i går, men jeg slettede det igen. Jeg slettede det ikke fordi det var dårligt, det er okay at skrive et dårligt indlæg en gang imellem. Jeg slettede det fordi det var fuldstændig ligegyldigt, bare noget om at have købt alle julegaverne, men ikke at være i julehumør.

I går var jeg tidligt oppe, men ikke fordi jeg bare vågnede og ikke kunne sove mere. Jeg skulle være til psykolog i Århus kl 8, så jeg skulle op kl 5.30. Det betød, at jeg for en gangs skyld skulle sætte mit vækkeur. Jeg sætter yderst sjældent mit vækkeur, og det var ikke nogen fornøjelse. Jeg var oppe, men jeg var bestemt ikke vågen.

Verden ser helt anderledes ud, når man ikke er vågen, mere kold og mere kaotisk. Jeg har det ikke godt med kaotisk. Måske det skyldes min aspergers, måske det bare skyldtes det faktum, at jeg skulle uendeligt tidligt op, men jeg kunne i hvert fald ikke klare presset.

Når verden omkring mig bliver kaotisk, så spiser jeg. Jo mere kaos, jo mere mad. Når jeg er vågen, og jeg har mulighed for det, så kaster jeg op, men i går kunne jeg kun spise og spise, og først tage mig af konsekvenserne i dag. Så træt som jeg var, havde jeg ikke den energi det kræver for at kunne kaste op, jeg havde heller ikke tid og sted til at gøre det.

Jeg spiste derhjemme, jeg spiste på stationen, og jeg spiste på tre forskellige 7/11 i Aarhus. Som i nok kan gætte var der tale om helt uhyrlige mængder af mad. Jeg spiste til jeg ikke kunne mere, og så gik jeg lige ind i en til 7/11. Jeg spiste til min mave var øm og opspilet, og jeg skammede mig over, at min psykolog skulle se mig sådan. Jeg spiste til jeg kunne holde mine øjne åbne i mere end et par sekunder ad gangen. Jeg spiste til kl 8.20 og så spiste jeg ikke noget resten af dagen.

Jeg prøvede at spise et æble, men fik kvalme og smed det ud. Jeg prøvede at tænke på aftensmad til at spise med min aftenmedicin, men jeg fik kvalme og tog et hals bolche. Da jeg gik i seng, tænkte jeg på at tage lidt, fordi jeg var bange for at vågne kl 1 og være sulten, men jeg fik kvalme, drak lidt saft og faldt i søvn.

Flere gange i løbet af dagen var jeg ved at gå i panik over al den mad. Jeg plejer at tælle kalorier, men jeg turde ikke. Jeg gik flere gange i gang, men gang på gang tvang jeg mig selv til at stoppe. Jeg ville ikke se realiteterne i øjnene, ville ikke stå ansigt til ansigt med min skam.

Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var okay, at normale mennesker også en gang imellem går amok. Normale mennesker går måske (jeg ved det faktisk ikke helt) amok om fredagen og lørdagen, når der er hygge, dvs mad og søde sager, på programmet. Jeg går amok når der er kaos inden i mig eller rundt omkring mig.

I dag var så sandhedens time. Jeg var virkelig træt dag jeg stod op, så træt, at jeg faktisk glemte at være bange for vægten. Jeg steg bare op, gad ikke vente til tallet var faldet helt til ro, men registrerede, at jeg ca havde taget et kilo på. Det lyder af meget, men jeg tog det forbløffende roligt, for jeg er vant til, at tage op imod tre kilo på i løbet af en nat. Det nytter ikke noget at tude, det er jo alligevel bare væske.

Jeg spiste min morgenmad, men så var jeg nødt til at gå i seng igen, var alt for træt til at klare dagen.

Arnold Busck

Arnold Buscks julekatalog er lige kommet på gaden, og det er det rene guf, bogporno for viderekommende.

Jeg var helt opstemt da jeg fandt det i min postkasse og kunne ikke finde ro, rystede nærmest af glæde. Jeg planlagde, at dette indlæg skulle være en minutiøs gennemgang af de bøger jeg enten fandt interessante eller på anden vis havde noget at sige om. Det gik slet ikke op for mig, at folk måske ikke ville finde det særlig spændende at læse om. Det gik ikke op for mig, at andre menneskers blod måske ikke bobler bare fordi der er en helsides reklame for Haruki Murakami, eller at det måske ikke er alle der er trætte af krimier og derfor ikke finder det absurd, st der er reserveret hele otte sidder kun til denne kategori.

I løbet af aftenen fik jeg kigget bladet igennem ca seks gange, og efterhånden faldt jeg da også lidt til ro, for som jeg prøvede at overbevise mig selv om, så er det hverken mere eller mindre end en reklame, og jeg må gi' dem, det virker. Jeg har lyst til at bruge alle mine penge, allerede inden huslejen er betalt og fylde den ene bærepose efter den anden med lækre nye bøger. Min hjerne har overbevist sig selv om, at jeg ikke kan blive lykkelig før jeg har købt i hvert fald fem nye bøger, og helst flere.

Det værste er, at hovedparten kommer på tilbud i januar, men jeg kan ikke vente, jeg må bruge penge, nu, nu, nu. Dem jeg bare må eje vil koste mig 1900. Kan jeg? Hvis jeg nu ikke spiser hele måneden? Nej, må ikke, jo kom nu, kan ikke, kan ikke lade være, fristes, frygter, længes. Er disse følelser ægte, eller er det blot et skalkeskjul for, hvad der virkelig er i vejen?

Holdt pause i skriveriet for at gå på netbank. Jeg har faktisk råd, men jeg ved jeg burde vente til januar, men det er jo nu jeg har lyst. Burde arbejde med min impulsivitet, men har ikke lyst. Ved heller ikke hvad jeg får i julegave, bøger er jo et oplagt bud, vil jo gerne give min familie en chance for at give mig bøger uden jeg allerede har dem i forvejen.

Men hvis jeg nu bare køber et par stykker, dem de ikke ved, at jeg ønsker mig, dem der nok ikke kommer på tilbud, det er der vel ikke nogen der kan klandre mig for, vel? Hvis jeg nu samtidig lover også at give penge til velgørenhed, så julen ikke bare bliver mig, mig, mig?

Hvem siger at man ikke kan købe sig til lykke :P

Den tykke mand

Der er en episode jeg gik og tænkte på i går, som jeg har lyst til at skrive om, og utålmodig som jeg er, gider jeg ikke vendte til på mandag.

Forleden dag overtalte jeg min far til, at vi skulle ud og spise. Der er en restaurant her i byen, hvor jeg kan få en vildt lækker salatbar, og han kan få en god bøf og pommes fritter (og nej, det er ikke Jensens Bøfhus). Det er et udemærket sted, men det er et fra mit synspunkt et lidt specielt klientel.

Det er sted hvor middelklassens mænd kan tage hen og slå sig på brystet og lege rigtige mænd, med blodrøde bøffer, viskestykker i stedet for servietter og tallergener af støbejern. Og alligevel er det et relativt sofistikeret sted med høje priser, et bredt udvalg af vine (og et mindre bredt udvalg af øl) og med kunst på de pangfarvede vægge (ingen pasteller her, tak).

Der var mange herre selskaber i restauranten (og meget få kvinder). Det ene af dem var et stort selskab der sad lige ved siden af os. De havde to store borde. De begyndte at komme mens min far og jeg spiste. Først kom der to, en tyk og en tynd, og de satte sig langt fra hinanden. Lige så stille blev resten af pladserne fyldt op. Jeg lagde mærke til, at mændene bevidst satte sig så langt fra den tykke som muligt.

Det er relativt nyt, at jeg for alvor er begyndt at iagttage og analysere sociale relationer, som ikke har med mig at gøre. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg har udviklet mig og er blevet dygtigere til alt det der sociale noget, eller om det er fordi jeg har fået det bedre og nu har overskud til at være nysgerrig.

I hvert fald lagde jeg mærke til det, og det gjorde mig virkelig trist, både på hans vegne og min egen.

Da jeg gik i gymnasiet, ville jeg meget gerne sidde ved siden af de andre piger, ja endda aller helst iblandt dem, men jeg mødte næsten altid før dem, så jeg prøvede altid at regne ud hvor de ville sætte sig, og satte mig der, men de satte sig altid et andet sted. Jeg var meget overbevist om, at de havde et specifikt system til hvor de skulle sidde hvornår. Jeg havde nok på fornemmelsen, at det havde noget med mig at gøre, men at de, som mændene i dette selskab, så bevidst undgik mig, det gik heldigvis ikke op for mig før forleden aften.

Det gjorde faktisk så ondt, at jeg fik en voldsom trang til at kaste min mad op, gik op på toilettet og hyperventilerede mens jeg så ind i spejlet med døde øjne. men jeg havde lige taget min medicin, og jeg blev ved med at sige til mig selv, det er kun salat, det er kun salat, salat, salat.

Jeg fik lov til at sove på den, og så virkede det hele pludseligt langt mindre skræmmende. Hvad så om pigerne undgik mig. Gymnasiet var den mest modbydelige periode i mit liv, men det er ovre, og det kommer aldrig. Der er gået over syv år og jeg er på de fleste punkter kommet videre med mit liv. Nu er frygten bare, om jeg kommer til at gøre det samme ved nogle andre.

Fattigdom i Danmark

Jeg var en af dem der fik morgenmaden i den gale hals, da jeg læste Joacim B. Olsens kommentar om, at han brækkede sig over fattige danskere, eller hvad det helt præcist var han sagde. Jeg var en af dem der kom op i det røde felt, men jeg bliver mere og mere i tvivl. Jeg tror stadig på, at der findes danskere der er fattige og har brug for hjælp, men måske vi også skal sætte nogle af vores krav ned.

Jeg har en næsten syndig svaghed for 'Luksusfælden', for der kan jeg virkelig sidde og føle mig bedre end alle andre, fordi jeg har styr på min økonomi, men hvad jeg virkelig holder af er forargelsen. Det er IKKE en menneskeret at have et stort plasma TV og over 1000 dvd'er. Det er IKKE en menneskeret at tale i sin sprit nye Iphone for flere hundrede kroner hver måned. Det er IKKE en menneskeret at købe tøj, sko og tasker hver måned. Det er ikke en menneskeret at ryge. Hvad der til gengæld burde være en menneskeret er stoltheden over at kunne klare sig, enten helt selv eller med hjælp.

I går købte jeg 'Hus forbi' af en yderst behagelig mand, en ægte landevejsridder, sådan en der plejer at køre rundt med en barnevogn med en masse tingeltangel deriblandt altid en madam blå og med en rævehale i kasketten. Han havde klædt sig festligt på i anledningen af julens komme, men han bevarede sin værdighed, han var hvem han var, med alle de gode og dårlige beslutninger han havde taget og gjorde ikke sig selv mere ynkelig end han var.

Aviserne har virkelig taget fattigdomssagen til sig, og for første gang i den tid jeg har fulgt med i flere aviser online, kan man for alvor se forskellen i den politiske holdning. Det forvirre mig lidt, for jeg er mest vandt til en grå masse af ligegyldigt ensrettethed. Man bliver pludselig tvunget til at vælge side.

Jeg har ikke valgt endnu, men som jeg skrev i går, så er det Berlinske jeg læser mest, så det kommer helt naturligt, at det er deres argumenter jeg forstår bedst, men samtidig skræmmer de mig.

Jeg er førtidspensionist, det vil sige, at læger, psykiatere og socialrådgivere efter flere års diskutteren frem og tilbage og afprøvning af forskellige ting er blevet enige om, at jeg ikke er, og aldrig vil blive fuldt ud i stand til, at tage vare på mig selv.

Jeg får udbetalt 11,600,- efter skat og jeg har nok faste udgifter for omkring 5,000, så kommer medicinen der heller ikke er helt billig, men jeg har penge nok, jeg skal ikke klage. Jeg lever måske ikke det mest interessante liv, jeg fester ikke, jeg ryger ikke, jeg spiser ikke chokolade, jeg tager til kun udlandet en gang hvert andet år i en uge, jeg køber sjældent nyt tøj, og når jeg gør, er det det billigt, jeg går sjældent i biografen, jeg har ikke en smart telefon, mit fjernsyn er ikke særlig stort, jeg har ikke medlemskort til et fitnescenter og jeg har ikke bil. Hvad jeg til gengæld har er en lejlighed, en cykel,den store TV pakke,togbiletter til at besøge venner og familie, cafe besøg, Pepsi max,internet,restaurationsbesøg, bøger og en masse masse mad af lækre friske råvare. Jeg har hvad jeg har brug for.

Jeg bliver dog bange ved al denne snak om socialhjælp og lignende, for jeg er hele tiden bange for, at det går ud over mig.

Jeg havde et arbejde på et socialpsykiatrisk tilbud i Aarhus. Jeg arbejdede 13½ time om ugen, lav arbejdsbyrde, gode kolleger, lov til al den sygefravær jeg havde brug for og det var en hel legitim årsag til at blive hjemme, at man havde en dårlig dag, alligevel brød jeg sammen. Det startede langsomt, jeg udviklede angst for flere og flere arbejdsopgaver indtil jeg kun kunne gøre rent og folde servietter, og det endte med at jeg brød gradende sammen, så snart jeg kom ind af døren. Jeg er virkelig bange for hvad der ville ske, hvis jeg kom ud i den rigtige arbejdsverden.

Jeg ved faktisk ikke, om førtidspensionen overhovedet er en af de ting der diskuteres, men jeg er stadig bange, bange for, at folk vil begynde at hade mig, fordi jeg nasser på samfundet, at jeg nyder uden at yde.

Det var hårdt for min selvforståelse at blive førtidspensionist, det endelige bevis på, at jeg ikke kunne noget. Langsomt vænnede jeg mig til det, så, at det kunne give mig en ro, så jeg måske en dag kan få en uddannelse eller tage et deltidsjob. Men nu kommer hele denne diskussion, og straks bliver jeg i tvivl, måske kæmpede jeg bare ikke hårdt nok, måske er jeg bare doven.

Dette indlæg er måske lidt mere forvirret end normalt, for jeg ved ikke helt hvad jeg mener, jeg famler mig lidt frem og misforstår igen og igen hvad folk siger. Mest af alt, vil jeg nok bare sige tak for, at folk betaler deres skat så folk som jeg kan klare os.

Nærmest voksen

Jeg er ikke bedre end alle mulige mennesker, jeg trænger også til ros en gang imellem, og får jeg ikke nok, må jeg selv opsøge den, så i går spurgte jeg min far hvad han synes om min blog. Han kunne heldigvis godt lide den, det ville have været skrækkeligt, hvis han skulle lede længe efter pæne ting at sige.

En af de ting han sagde er, at jeg er blevet meget mere voksen, men hvad vil det sige at blive voksen? Jeg har ingen af de ting man ellers forbinder med at blive voksen. Jeg har ingen uddannelse, intet job, ingen partner, jeg har ikke en gang et lån i banken, alligevel er det på en eller anden måde lykkedes, eller er det?

En af de ting jeg altid har forbundet med at være voksen er også samtid at kunne kalde mig for kvinde uden at skære grimasser efterfølgende, og det kan jeg ikke.

Jeg har haft svært ved at skabe mig et billede af hvad det egentlig vil sige at være kvinde. Jeg har altid fået de fleste af mine informationer fra bøger, men såkaldt kvindelitteratur kan være ret rædselsfuldt. Femikrimier om hvordan kvindelig intuition trumfer hårdt arbejde, menstruationstilbedende 70'er inspirerede romaner om at det hele i virkeligheden er mændenes og samfundets skyld, chicklit om storbypigen der elsker sex, sko, latte og cosmo, men der ikke er noget der stikker dybere og mommy novels om hvordan det hele er noget rod efter en barnefødsel, men at det hele sker på en komisk tjekket måde.

Hvad vil det sige at være kvinde, når nu sko bare er noget der skal holde mine fødder tørre? Er det obligatorisk at pleje og pynte sin krop? Må jeg gerne klippe mit hår selv og lade være med at tage en lilla ble om hovedet? Skal jeg absolut jonglere med både barn, karriere og mand? Skal jeg hade mænd, fordi de i tusinder af år har undertrykt os? Skal jeg hade kvinder fordi de ikke kæmper hårdere for deres ret? Der er så mange spørgsmål, mange flere end disse. Det hele er så forvirrende.

Da jeg fyldte 18 i midten af 2. g og var udsat for sex chikane fra nogle af drengene i min klasse, brød jeg sammen. Jeg kunne ikke forholde mig til at være voksen, til at være kvinde. Jeg udviklede anorektiske og bulimiske tendenser. Mit ønske var at blive så tynd, at min menstruation stoppede, så jeg ikke skulle være kvinde, ikke være voksen.

På grund af en blanding af medicin og vægttab er det lykkedes mig at slippe af med min menstruation, men det hele er ved at indhente mig, for jeg er jo nærmest voksen, jeg bruger bordskånere, læser Berlinske og betaler alle mine regninger til tiden.

Måske jeg en dag vil finde mig til rette i rollen som kvinde og spise det min krop har brug for og veje det der er sundt for mig.