Al den mad

Jeg skrev faktisk et indlæg i går, men jeg slettede det igen. Jeg slettede det ikke fordi det var dårligt, det er okay at skrive et dårligt indlæg en gang imellem. Jeg slettede det fordi det var fuldstændig ligegyldigt, bare noget om at have købt alle julegaverne, men ikke at være i julehumør.

I går var jeg tidligt oppe, men ikke fordi jeg bare vågnede og ikke kunne sove mere. Jeg skulle være til psykolog i Århus kl 8, så jeg skulle op kl 5.30. Det betød, at jeg for en gangs skyld skulle sætte mit vækkeur. Jeg sætter yderst sjældent mit vækkeur, og det var ikke nogen fornøjelse. Jeg var oppe, men jeg var bestemt ikke vågen.

Verden ser helt anderledes ud, når man ikke er vågen, mere kold og mere kaotisk. Jeg har det ikke godt med kaotisk. Måske det skyldes min aspergers, måske det bare skyldtes det faktum, at jeg skulle uendeligt tidligt op, men jeg kunne i hvert fald ikke klare presset.

Når verden omkring mig bliver kaotisk, så spiser jeg. Jo mere kaos, jo mere mad. Når jeg er vågen, og jeg har mulighed for det, så kaster jeg op, men i går kunne jeg kun spise og spise, og først tage mig af konsekvenserne i dag. Så træt som jeg var, havde jeg ikke den energi det kræver for at kunne kaste op, jeg havde heller ikke tid og sted til at gøre det.

Jeg spiste derhjemme, jeg spiste på stationen, og jeg spiste på tre forskellige 7/11 i Aarhus. Som i nok kan gætte var der tale om helt uhyrlige mængder af mad. Jeg spiste til jeg ikke kunne mere, og så gik jeg lige ind i en til 7/11. Jeg spiste til min mave var øm og opspilet, og jeg skammede mig over, at min psykolog skulle se mig sådan. Jeg spiste til jeg kunne holde mine øjne åbne i mere end et par sekunder ad gangen. Jeg spiste til kl 8.20 og så spiste jeg ikke noget resten af dagen.

Jeg prøvede at spise et æble, men fik kvalme og smed det ud. Jeg prøvede at tænke på aftensmad til at spise med min aftenmedicin, men jeg fik kvalme og tog et hals bolche. Da jeg gik i seng, tænkte jeg på at tage lidt, fordi jeg var bange for at vågne kl 1 og være sulten, men jeg fik kvalme, drak lidt saft og faldt i søvn.

Flere gange i løbet af dagen var jeg ved at gå i panik over al den mad. Jeg plejer at tælle kalorier, men jeg turde ikke. Jeg gik flere gange i gang, men gang på gang tvang jeg mig selv til at stoppe. Jeg ville ikke se realiteterne i øjnene, ville ikke stå ansigt til ansigt med min skam.

Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var okay, at normale mennesker også en gang imellem går amok. Normale mennesker går måske (jeg ved det faktisk ikke helt) amok om fredagen og lørdagen, når der er hygge, dvs mad og søde sager, på programmet. Jeg går amok når der er kaos inden i mig eller rundt omkring mig.

I dag var så sandhedens time. Jeg var virkelig træt dag jeg stod op, så træt, at jeg faktisk glemte at være bange for vægten. Jeg steg bare op, gad ikke vente til tallet var faldet helt til ro, men registrerede, at jeg ca havde taget et kilo på. Det lyder af meget, men jeg tog det forbløffende roligt, for jeg er vant til, at tage op imod tre kilo på i løbet af en nat. Det nytter ikke noget at tude, det er jo alligevel bare væske.

Jeg spiste min morgenmad, men så var jeg nødt til at gå i seng igen, var alt for træt til at klare dagen.