Syg

Jeg er blevet syg. Det er ikke så slemt endnu men jeg frygter det værste. Jeg hoster om morgenen og har ondt i halsen om aftenen og mellem de to har jeg bare kvalme og tørre øjne.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville skrive om alle mine dårligdomme, i hvert fald ikke dem der skyldes bakterier eller vira. Jeg gik faktisk i gang med et indlæg om psykiatrien, men jeg lagde hurtigt mærke til, at min hjerne ikke arbejder så klart som den plejer, at mine sætninger blev flade og usammenhængende.

Jeg kan ikke tænke. Jeg sidder i lange perioder og bare stirre ud i luften. Jeg ved ikke hvor længe jeg sidder sådan, 5 sekunder? 10? 30? Og så kommer kvalmen. Jeg skal ikke kaste op, men det er stadig ubehageligt. Ville ønske at jeg ikke havde spist morgenmad, for den ligger som sten i maven.

Jeg hører ikke til dem der vil pusles om når jeg er syg. Jeg vil helst være i fred med køleskabet fyldt med Pepsi Max og havregryn i skabet til havregrød, jeg vil helst ikke se nogen, men samtidig vil jeg ikke helt anerkende at jeg faktisk nu er syg efter et utal af falske alarmer, så om en times tid kommer der en pædagog og henter mig, så jeg kan komme ud og gå en tur og handle i de butikker der i min ynkelige tilstand ligger alt for langt væk til at jeg selv kan tage mig sammen til at komme derned.

Findes der noget mere ynkeligt end en person der er lidt syg, men ikke syg nok til bare at være væk? Når man sidder og har ondt af sig selv? Når man fokuserer på hvert lille symptom så det virker langt værre end det egentlig er? Jeg ville hellere være rigtigt syg, så jeg kunne kravle i seng og blive liggende og først stå op i næste uge, men jeg har for meget energi til at blive liggende og få lidt til at gå ud, øv.