I kirke?

I søndags var jeg ikke i kirke fordi jeg tog tilbage til Randers efter nogle dage hos min far. I dag ved jeg ikke om jeg kommer af sted fordi jeg stadig er syg.

Jeg burde ikke beklage mig, jeg lå trods alt kun i sengen en enkelt dag, men hvilken dag. Jeg lå i på sofaen og havde enormt ondt af mig selv, og jeg ville have, at resten af verden også havde ondt af mig, men ikke tale om at lade nogen pusle om mig, de havde bare at lade mig være i min lille virusbefængte hule. Pædagogerne fik til nøds lov til at tage min opvask for mig. Det var egentlig ikke nødvendigt, men det var nu meget rart.

Nu hvor jeg så sidder i min lejlighed der er varmet op af otte store blokslus der står og blafrer, altså flammen blafrer, ikke selve lyset, og jeg venter på at se om jeg får det bedre i løbet af dagen så jeg kan komme i kirke, ja, så får jeg en følelse der minder meget om angst, men det er ikke rigtig angst.

Den følelse jeg har er erindringen om angst. Hele min krop husker den tid for to år siden, hvor angsten var en faktum jeg måtte leve med hver eneste dag, og weekenderne var de værste. Jeg frygtede weekenderne, fordi verden satte farten ned og opførte sig anderledes end normalt. Jeg har det ikke godt med forandringer, heller ikke hvis det ikke direkte har noget med mig at gøre. Jeg hader, at jeg ikke har butikkerne for mig selv. Jeg hader, at andre mennesker elsker weekender og jeg selv hader.

Hader er måske ikke det rette ord, måske jeg skulle sige frygter. Hader at frygte, frygter at hader, og jeg både hader og frygter angsten.

Jeg husker en dag, en søndag, hvor jeg havde besluttet mig for at gå i kirke. Det var ikke nogen specielt slem dag, det er ikke derfor, at jeg husker den. Det var bare en på det tidspunkt helt normal angstfuld søndag, hvor jeg vågnede før resten af verden og vandrede rundt i villakvarterene for at holde det hele ud. Sneen lå tykt, og det var så stille og smukt at jeg blev virkelig ked af det.

Da klokken nærmede kirketid, skulle jeg tisse. Jeg ville ikke gå hjem, for så ville jeg ikke komme af sted igen, så jeg fandt en skærmende busk i en park, der desuden var helt mennesketom.

På vej ned til kirken kunne jeg pludselig ikke alligevel og jeg gik hjem mens jeg pudsede næse i mine vanter, dels fordi det var koldt, men også fordi jeg begyndte at græde.

Det er den følelse min krop husker lige nu. Det er den følelse der gør, at jeg håber, at jeg ikke får det bedre, så jeg kan blive herhjemme og gemme mig.

Det er ikke Gud jeg gemmer mig for, for han er altid hos mig, også når jeg glemmer at tænke på ham. Det er mig selv jeg gemmer mig for. Nede i kirken ser jeg mig selv i øjnene, og det er jeg ikke stærk nok til i dag, ikke lige nu i hvert fald, måske senere, måske bare en anden dag.