Jeg var en af dem der fik morgenmaden i den gale hals, da jeg læste Joacim B. Olsens kommentar om, at han brækkede sig over fattige danskere, eller hvad det helt præcist var han sagde. Jeg var en af dem der kom op i det røde felt, men jeg bliver mere og mere i tvivl. Jeg tror stadig på, at der findes danskere der er fattige og har brug for hjælp, men måske vi også skal sætte nogle af vores krav ned.
Jeg har en næsten syndig svaghed for 'Luksusfælden', for der kan jeg virkelig sidde og føle mig bedre end alle andre, fordi jeg har styr på min økonomi, men hvad jeg virkelig holder af er forargelsen. Det er IKKE en menneskeret at have et stort plasma TV og over 1000 dvd'er. Det er IKKE en menneskeret at tale i sin sprit nye Iphone for flere hundrede kroner hver måned. Det er IKKE en menneskeret at købe tøj, sko og tasker hver måned. Det er ikke en menneskeret at ryge. Hvad der til gengæld burde være en menneskeret er stoltheden over at kunne klare sig, enten helt selv eller med hjælp.
I går købte jeg 'Hus forbi' af en yderst behagelig mand, en ægte landevejsridder, sådan en der plejer at køre rundt med en barnevogn med en masse tingeltangel deriblandt altid en madam blå og med en rævehale i kasketten. Han havde klædt sig festligt på i anledningen af julens komme, men han bevarede sin værdighed, han var hvem han var, med alle de gode og dårlige beslutninger han havde taget og gjorde ikke sig selv mere ynkelig end han var.
Aviserne har virkelig taget fattigdomssagen til sig, og for første gang i den tid jeg har fulgt med i flere aviser online, kan man for alvor se forskellen i den politiske holdning. Det forvirre mig lidt, for jeg er mest vandt til en grå masse af ligegyldigt ensrettethed. Man bliver pludselig tvunget til at vælge side.
Jeg har ikke valgt endnu, men som jeg skrev i går, så er det Berlinske jeg læser mest, så det kommer helt naturligt, at det er deres argumenter jeg forstår bedst, men samtidig skræmmer de mig.
Jeg er førtidspensionist, det vil sige, at læger, psykiatere og socialrådgivere efter flere års diskutteren frem og tilbage og afprøvning af forskellige ting er blevet enige om, at jeg ikke er, og aldrig vil blive fuldt ud i stand til, at tage vare på mig selv.
Jeg får udbetalt 11,600,- efter skat og jeg har nok faste udgifter for omkring 5,000, så kommer medicinen der heller ikke er helt billig, men jeg har penge nok, jeg skal ikke klage. Jeg lever måske ikke det mest interessante liv, jeg fester ikke, jeg ryger ikke, jeg spiser ikke chokolade, jeg tager til kun udlandet en gang hvert andet år i en uge, jeg køber sjældent nyt tøj, og når jeg gør, er det det billigt, jeg går sjældent i biografen, jeg har ikke en smart telefon, mit fjernsyn er ikke særlig stort, jeg har ikke medlemskort til et fitnescenter og jeg har ikke bil. Hvad jeg til gengæld har er en lejlighed, en cykel,den store TV pakke,togbiletter til at besøge venner og familie, cafe besøg, Pepsi max,internet,restaurationsbesøg, bøger og en masse masse mad af lækre friske råvare. Jeg har hvad jeg har brug for.
Jeg bliver dog bange ved al denne snak om socialhjælp og lignende, for jeg er hele tiden bange for, at det går ud over mig.
Jeg havde et arbejde på et socialpsykiatrisk tilbud i Aarhus. Jeg arbejdede 13½ time om ugen, lav arbejdsbyrde, gode kolleger, lov til al den sygefravær jeg havde brug for og det var en hel legitim årsag til at blive hjemme, at man havde en dårlig dag, alligevel brød jeg sammen. Det startede langsomt, jeg udviklede angst for flere og flere arbejdsopgaver indtil jeg kun kunne gøre rent og folde servietter, og det endte med at jeg brød gradende sammen, så snart jeg kom ind af døren. Jeg er virkelig bange for hvad der ville ske, hvis jeg kom ud i den rigtige arbejdsverden.
Jeg ved faktisk ikke, om førtidspensionen overhovedet er en af de ting der diskuteres, men jeg er stadig bange, bange for, at folk vil begynde at hade mig, fordi jeg nasser på samfundet, at jeg nyder uden at yde.
Det var hårdt for min selvforståelse at blive førtidspensionist, det endelige bevis på, at jeg ikke kunne noget. Langsomt vænnede jeg mig til det, så, at det kunne give mig en ro, så jeg måske en dag kan få en uddannelse eller tage et deltidsjob. Men nu kommer hele denne diskussion, og straks bliver jeg i tvivl, måske kæmpede jeg bare ikke hårdt nok, måske er jeg bare doven.
Dette indlæg er måske lidt mere forvirret end normalt, for jeg ved ikke helt hvad jeg mener, jeg famler mig lidt frem og misforstår igen og igen hvad folk siger. Mest af alt, vil jeg nok bare sige tak for, at folk betaler deres skat så folk som jeg kan klare os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar