Suk, jeg er stadig syg, men det lykkedes mig trods alt at få nettet mig lidt og komme af sted i går. Røgelsen generede lidt mine allerede besværede luftveje og fik min næse til at løbe endnu mere, men på trods af en øm hals lykkedes det mig alligevel at kvække med på nogle salmer.
Dagens prædiken handlede om glæden i Herren, hvilket er et ganske udemærket emne, hvis ikke lige præsten havde fundet en historie frem om en spedalsk mand der, på trods af alle sine dårligdomme, altid var glad. Jeg kender en der altid er glad, hun er 5 år og synes at verden er et helt fantastisk sted at være, også selvom mor er syg og far er sur.
Lige for tiden er jeg selv glad. Det er en ny og underlig følelse jeg ikke helt har lært at forholde mig til, men jeg er generelt glad for at være glad og håber at følelsen varer så længe som muligt, men jeg er ikke altid glad. I meget store dele af mit liv er det helt andre og mindre positive følelser der har domineret min tilværelse.
Det er ikke fordi jeg vil sidde og svælge i negative følelser, men for mig, og rigtig mange andre mennesker, er de negative følelser en realitet der også skal med når vi snakker glæde i Herren og om glæde i almindelighed.
Pointen i prædiken var, at når man lever i et nært forhold til Gud, så er man glad. Jeg går ud fra, at jeg ikke er den eneste der ikke altid er lige tæt på Gud, jeg tænker på andre ting, eller jeg vender ham for en kort stund ryggen. Andre gange er det som om Gud har travl andet steds, og jeg føler mig alene med mine tanker.
Når jeg ikke er glad i Herren, er der så mange andre følelser der råder; træthed, vrede, angst, frustration, verdslig glæde, forelskelse, tomhed.
Historier om folk der altid er glæde går mig trist, for, det føles som om det forventes af en, at man altid er glad, og der er jeg som sagt ikke.
Men end ikke Jesus var altid glad, han blev vred og frustreret og smed med tingene, han blev bange, ensom og ked af det og han blev dødsangst, det siger vel noget om, at de andre følelser er lige så legitime som glæden.
Lige efter prædiken måtte jeg dog gå hjem fordi jeg blev for sløj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar