Jeg har et par bukser, et vaske ægte par akademiker bukser, et par brune herrebukser i stribet fløjl. Jeg fik dem i en genbrugsbutik til en 50'er for nogle år siden.
Som sagt er det et par herrebukser, så de sidder lidt stramt om lår og hofter, for selvom jeg er tynd, så er jeg ikke så tynd, men jeg vil gerne være det, så disse bukser er blevet mine testbukser. Så længe jeg kan få dem på, så kan jeg trække vejret roligt.
I søndags da jeg skulle i kirke tænkte jeg, at jeg gerne ville se bare lidt præsentabel ud, eller i det mindste ikke havde fedtpletter på lårene (fra en dag hvor jeg ikke lige gad at vaske fingre). De viste sig at mine testbukser var de eneste rene bukser jeg havde, det var ikke lige planen.
Mine testbukser er temmelig varme, så det er kun i vinterhalvåret at jeg bruger dem, og i søndags var sæsonens første gang, fordi jeg blev ved med at udskyde, turde simpelthen ikke prøve.
Jeg blev ved med at udskyde at tage dem på mens jeg gjorde mig klar, og mens jeg gik og tænkte på hvad der ville ske hvis de ikke passede. Hvis de passede, så var alt fint, og jeg kunne bare gå i kirke som planlagt. Men hvis de ikke passede, så følte jeg mig forpligtet til at gå en lang tur, for i min lille forskruede verden er mine lårs omkreds vigtigere end min sjæls frelse.
Det kan lyde mærkeligt, hvis man aldrig har haft en spiseforstyrrelse, men det er ikke en gang en overdrivelse. Jo, når jeg sidder her og skriver, ville jeg vælge frelsen, men i søndags, lige før jeg stak benet i buksebenet, der var tingene ikke nær så klokkeklare.
Bukserne kunne dog lukkes og jeg kunne uden alt for meget besvær gå ned på hug, så det kom aldrig til det punkt, hvor jeg måtte træffe et valg. De sad dog strammere end jeg synes var helt acceptabelt, så nu får vi at se hvor sjov min jul bliver på madfronten.
Jeg læste engang en tegneserie, Betty, med en moden kvinde der har et par testbukser fra sin ungdom. Haha, det var underholdende og lidt sørgeligt, de faldt mig sikkert ikke ind, at det engang ville blive mig selv på de billeder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar