Om sognepræster

Reverend Fun - High Five

Dagens indlæg kommer til at handle og vittighedstegninger og bøger, men vel at mærke om dem der handler om sognepræster.

Jeg sidder og læser 'En landsbypræsts dagbog' af Georges Bernanos, der handler om en undseelig lille præst som gør en masse gode ting, og som tænker en masse gode, kloge og fromme tanker, men alligevel, eller måske lige netop derfor, kan folk ikke lide ham, og de gør hvad de kan for at spolere hans virke. Det får mig til at tænke på hvordan vi behandler vores præster i dag.

Efter 2. vatikaner koncil blev præsterne hevet ned fra deres høje hest, og jeg tænker, at det for nogles vedkommende måske var meget godt, men måske gik man lidt for grundigt til værks. Præster er ikke bedre mennesker end alle mulige andre, de kan ikke springe foran i køen ved Himlens perleporte og de er mennesker der begår menneskelige fejl, men hvis man ikke kan respektere manden, burde man i det mindste respektere embedet, men det er jeg ikke sikker på at vi gør, ikke så meget som det fortjener i hvert fald.

En præst er ikke bare en der står ved altret og mumler løst, en der deler lidt brød ud eller en der apatisk lytter til ens halvhjertede skriftemål. En præst er en der har brugt det meste af sit liv på at studere Biblens ord, en der forvalter de hellige sakramenter og en der har viet hele sit liv til at hjælpe lige netop dig og mig, og måske er han ikke lige så fantastisk som dem man ser på film eller læser om i bøger, men der er jeg, det kan jeg roligt indrømme, heller ikke.

Jeg husker en gang for efterhånden noget tid siden, at jeg var med en veninde til messe i Odense. Alle præsterne stort set er blevet skiftet ud siden jeg boede der, så det er som om jeg slet ikke kender det igen. Præsten var ung og lidt vaklende, men hans ord ramte mig alligevel. I dag kan jeg ikke huske hvad han talte om, men jeg kan huske, at jeg gik ud af kirken og tænkte, at jeg ville maile ham og takke ham for en god prædiken, men jeg havde travlt, så jeg fik ikke lige gjort det den dag, og den næste skulle jeg også noget, og sådan gik der nogle dage, og til sidst gav det ikke længere mening at maile. Det ærgrer mig, at jeg ikke fik det gjort, for præster kan vel også lide at blive set, bare en gang imellem.

Så nu spørger jeg jer 'Har du talt med din præst i år?'.

Hvad er forfængelighed?

Fvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger, men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den store engelske: vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for stor vægt? Er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren, eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens udseende.

Dette er faktisk noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg HER, men da det er et spørgsmål som forbløffende mange har søgt efter (jeg kan følge med i den slags), så har jeg valgt at tage emnet op endnu en gang.

Lige før jeg tog til Paris, var jeg så heldig at få udbetalt depositummet fra min gamle lejlighed, 13,000 lige ind på kontoen. Det føles som en gave, skønt det jo er ens egne penge, som man bare får tilbage. Nogle af pengene gik direkte ind på min opsparing, men jeg traf en forfængelig beslutning om at købe en dy garderobe til turen. Ja, det var en forfængelig beslutning, for jeg har jo rigeligt med tøj, det er bare ikke særlig pænt.

Hvorfor kunne jeg ikke bare gå i mit gamle tøj? Det fejler jo ikke noget. Allerede fra da jeg meldte mig til turen, vidste jeg, at jeg ville komme til at være 'hende den syge'. Når man først har fået den rolle, er det svært at overbevise folk om, at man egentlig har det okay. De vil straks lægge mærke til fedtet hår, pletter på tøjet og sjusket påklædning, og de vil tolke på disse observationer og konkludere at man er en stakkel. Ja, det er synd for mig en gang imellem, men det er min kamp, og selvom jeg ikke længere er for stolt til at bede om hjælp, så skal jeg ikke trække alle og enhver ind i mine problemer.

Så jeg traf den forfængelige beslutning, at ville være ordentlig klædt, så jeg kunne virke bare en lille smule overskudsagtig bare en gang imellem. Det er forfængeligt, fordi jeg virkelig troede på, at den ødelagte mig nedenunder ikke betød noget som helst, at den ville forsvinde, at det var den ydre velklædte mig folk ville kunne lide. Men folk kunne lide mig, fordi jeg, ligegyldigt var elegant jeg prøvede at klæde mig, stadig var kluntet og lappet sammen med gaffatape, og tilsat sydende sarkasme.

Efter en løbepause

Det skulle være så sundt at holde en to ugers løbepause em gang om året, og det passede mig fint, for jeg skulle jo alligevel ud og rejse, og jeg nægtede altså at slæbe mine løbesko med til Paris, hvor de jo alligevel ikke ville blive brugt.

Dem der siger, at sådan en pause ikke skader ens muskelmasse/kondition er fulde af løgn. Jeg har ikke tabt muskelmasse mens jeg var af sted, ikke ifølge vægten i hvert fald, men i går, da jeg stillede mig op på løbebåndet, skreg alle mine muskler, hjertet inklusiv, til mig om, om jeg ikke nok ville stoppe, og sætte mig hjem i sofaen med en bog og en kold pepsi max? Please? Ligeledes gjorde mine lunger mine til at desertere, og pludselig huskede jeg, hvorfor det var at jeg oprindeligt, og for bare nogle måneder siden hadede sport, for hold da op hvor var det en rædselsfuld løbetur.

Jeg var så forfærdelig træt, så jeg slæbte nærmest benene efter mig, og fødderne kom hele tiden i vejen for mig selv. Jeg tænkte kort, om der mon var noget galt med mine sko, eller om jeg var blevet skadet, men så prøvede jeg at koncentrere mig om, at løfte fødder bare en lille smule mere, og så gik det godt, for en kort bemærkning, indtil jeg igen begyndte at blive træt.

Jeg kunne ikke holde ud at løbe mere end en km af gangen, og så måtte jeg holde en gåpause. Flere gange overvejede jeg helt at droppe turen helt, og tænkte, at de ville nok være bedre en anden dag, men så kom jeg til at tænke på en overvægtig veninde jeg har. Hun er herlig og jeg holder meget af hende. Hun gør en ihærdig indsats for at tabe sig, og hun klarer sig ganske godt, men nogle gange overvejer jeg, hvorfor hun ikke klarer sig bedre. En dag hvor jeg var ude og gå en tur med hende, gik det op for mig, at den eneste reelle forskel på hende og mig er, at jeg er bedre til at presse mig selv. Vi gik op ad en bakke, og hun blev forpustet, det var en strid bakke, så det gjorde jeg også selv. Hun ville lige holde et lille hvil, og jeg kan huske at jeg tænkte, ja, du er forpustet, men faktisk ikke ret meget, vi er på vej hjem for at hvile, så hvorfor ikke fortsætte, få pulsen op, blive rød og svedig og komme hjem og falde om på sofaen, så vi grinende kan se på hinanden og råbe 'hold kæft hvor er du sej'.

Nu tænker jeg, hold kæft hvor var hun egentlig super sej. Hvad enten det gælder arv eller miljø eller tilvending, så er vi alle disponible for en hvis grad af udholdenhed. Den omtalte veninde er normalt meget inaktiv, så det var virkelig flot at hun overhovedet tog med på den gåtur. Eliteløberen, Rikke Rønholt, skriver i sin bog 'Løber for livet' om en træningslejr med en endnu mere hard core løber, om hvordan hun måtte presse sig selv endnu hårdere for at følge med, og sådan kan vi altid finde nogen der er mere seje end os selv, men det betyder ikke, at vi ikke selv er seje, så tillykke til min veninde der klarede bakken, og tillykke til mig selv, fordi jeg ikke gav op lige med det samme. Også selvom jeg selvfølgelig nu tænker, jeg kunne have klaret mere, der er jo forskel på øm og have smerter, på forpustet og døden nær, men så alligevel, for jeg var virkelig forpustet da jeg gik ned af løbebåndet, så forpustet at det virkelig sved i lungerne (måske det alligevel ikke var den helt rigtige dag at lege fartleg).

Endelig i kirke

En gang var denne blog et projekt for, at følge min vej tilbage til kirken, men skønt der periodevis har været lidt fremgang, så har det stået meget i stampe. At gå i kirke regelmæssigt er ikke bare et spørgsmål om lyst, ikke lyst, det drejer sig i stor udstrækning om gode vaner. En gang var jeg en af dem der gik i kirke hver søndag og til skrifte i hvert fald en gang om måneden. Jeg var super hellig, og jeg kunne ikke forstå hvordan folk, og især katolske folk, kunne overleve uden, men så kom mine forældres skilsmisse, og senere mit store sammenbrud, og derefter fulgte flere år hvor jeg var for syg til at komme nogen steder. Nu går det efterhånden bedre, og jeg længes tilbage til Kirken (Kirken med stort fordi det er hele den katolske kirke, og ikke bare den lokale kirkebygning).

Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.

Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.

Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.

Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.

Kort om Paris og lidt mere om alt muligt andet

Jeg forsøgte vitterligt at få skrevet et indlæg i går, men mine øjne ville ikke fokusere på skærmen, så bogstaverne flød ud mellem hinanden, og jeg skulle bruge en kraftanstrengelse for at tvinge fingrene videre på tasterne. Resultatet blev ikke dårligt, men det blev heller ikke godt. Hvordan beskriver man en hel uge i et enkelt indlæg? Hvordan får man kogt alle de mange indtryk at lyd, lys og mennesker ned til bare et par linier? Alt hvad jeg skrev ned virkede så hult, så ligegyldigt. Jeg kunne godt have skrevet det færdigt, og have ladet som ingenting. Jeg tvivler på, at mange ville have lagt mærke til noget, det ville bare have virket som et helt almindeligt indlæg, men jeg ville have vist, at det bare ikke var helt fyldestgørende.

'Hvad var det da ved Paris der var så negativt?'. Sådan spørger folk, når jeg siger, at det ikke lykkedes mig at forelske mig i byen, men jeg ved ikke om der var noget helt specielt negativt, jeg forelskede mig bare ikke i den. Det kan sagtens have noget at gøre med vejret, der var køligt og gråt hele ugen. Jeg har det personligt godt med temperature omkring de 20 grader, men den grålige belysning der fulgte med, fik alle gader til at ligne hinanden, lange lige og nærmest lidt ligegyldige. Det kan også have noget at gøre med hvor vi boede. Vi boede i den mere skumle del af Montmartre, og fordi jeg jo var lidt mere sårbar end alle de andre, og derfor ikke kunne tage med rundt i byen, så så jeg stort set kun det. Jeg tog ud, så en kirke, og blev fulgt tilbage til hotellet.

Men hvor jeg ikke forelskede mig i Paris, så forelskede jeg mig i de mennesker jeg var sammen med. Da jeg så deltagerlisten var jeg bekymret, for der var kun få personer jeg kendte, altså sådan rigtigt kendte. Deres navne virkede så eksotiske, så fremmede. Det var spændende og intimiderende på en gang, for det var jo min drøm med turen, at komme ud i den virkelige verden, og være sammen med 'rigtige' mennesker, mennesker der hver dag færdes i den virkelige verden, og slås med helt almindelige problemer. Jeg siger ikke, at deres problemer er mindre end mine, de er bare anderledes, og det er, undskyld udtrykket, forfriskende. Vi var en 'lille' intim gruppe på 22 mennesker, og det var jeg glad for, for jo mindre kompliceret bliver dynamikken, og gruppedynamik er nok noget af det jeg har aller sværest vil, men er også noget af det jeg virkelig går op i.

De fleste har eller har haft et ønske om at være en del af den gruppe de færdes i, men for rigtigt mange mennesker lykkes det bare aldrig helt. Jeg er et af de mennesker, eller det troede jeg i hvert fald at jeg stadig var, så jeg var forberedt på at føle mig ensom der midt i gruppen, og fordi det var hvad jeg forventede, så var det også hvad jeg følte, i hvert fald som en start, men langsomt begyndte det at gå op for mig, at folk måske faktisk gerne ville være sammen med mig, hvis jeg bare gav dem chancen. Så lige så stille forelskede jeg mig i de mennesker, som jeg var omgivet af. Faktisk blev jeg nærmest bange når folk udtrykte glæde ved at være sammen med dem, for jeg kunne ikke lade være med at mistænke dem for at drive gæk med mig, men hvad skulle de lige få ud af det? Var det i det hele taget ikke nedladende af mig, at tro at de kunne have sådanne motiver? Var det ikke mere min egen usikkerhed der talte, mere end et reelt billede af hvem de var?

Det var i hvert fald en god tur, også selvom jeg ikke som sådan forelskede mig i byen

Den åndelige del af turen var der også, men den vil jeg 'ofre' et helt indlæg på en anden dag, måske ikke i morgen, men en dag.

Til Paris

Ferie 7-13 juli 2012

Til mine kære læsere.

Nu går turen til Paris. Nu går turen væk fra alt det, som jeg har haft så svært ved at håndtere. Nu går turen mod eventyret, og jeg ryster i bukserne af skræk. Jeg elsker at læse om eventyrere der tager ud i den store vide verden for at opleve store og fantastiske ting. Jeg elsker at drømme mig med dem, fantasere om bare at forlade alt og tage af sted, grave efter skatte, redde nødstedte, og udfylde de hvide områder på kortet. Men nu hvor jeg nærmer mig en højt civiliseret og nøje planlagt tur til et sted ikke alt for meget anderledes end hvad jeg er vant til, så må jeg se i øjnene, at jeg bare ikke er den store eventyrer.

I gårs aftes kunne jeg ikke sove, og jeg skulle hele tiden lige tjekke togtider og mødetider og sted, bare lige én gang til, bare lige for at være sikker, og så lagde jeg mig tilbage i seng, hvor jeg var ved at få et panisk anfald, fordi jeg var sikker på, at jeg ville miste min bagage.

De store opdagelsesrejsende fik måske stjålet deres bagage af en bære der var træt af at blive behandlet som et dyr, nej værre endnu, som en neger, men de risikerede ikke at stå i en lufthavn og glo på et bagagebånd køre rundt og rundt, og mistænke flyselskabet for at have sendt alle ens kjoler til Istanbul. Okay, måske er der også grænser for hvor mange kjoler Stanley havde med, da han skulle finde Livingstone, men han havde ståltråd og billige perler, og det er måske lige fimset nok. Han undskyldte sig med, at det var for at bestikke lokalbefolkningen, men lur mig om det ikke var for at kunne trække sin lille forkærlighed for skindende perlekæder fra i skat :-P

Store helgener har derimod, lidt mere som mig draget på pilgrimsfærd til europæiske storbyer, men der er ikke meget helgen over mig, når jeg skumler over, at mine kjole lige nøjagtigt ikke er lange nok, og jeg derfor måtte ud og investere i underskørter for at kunne dække knæene på ærbødig vis. Nogle dage griber jeg mig selv i at tænke at det ville være SÅ meget lettere, hvis vi ikke skulle ind og se alle de kirker, ikke nogen smuk katolsk tanke. Men selvom jeg tænker sådan nu, så håber jeg alligevel på, at dette vil blive en åndelig saltvandsindsprøjtning for mig. Jeg regner ihhe med at komme hjem som en helgen, dertil er jeg alt for lunken, men jeg håber på at komme hjem som et mere fuldt og helt menneske med værdier og mod på livet. Jeg håber på at kunne være den person jeg jeg sådan ville ønske jeg var, med større balance mellem det jordlige og det åndelige.

Jeg drager altså til Paris, og det betyder, at jeg vil være væk den næste uges tid, men fortvivl ikke, jeg vender tilbage for fuld styrke aller senest i uge 29. Så god ferie alle sammen, og nyd en kold dansk sommer.

Om klamme ben

Her i dag har jeg bestilt tid til at få ordnet ben (hele vejen op), men det betyder, at jeg har måttet lade hårene gro de sidste alt for mange uger, og hvor jeg dog skammer mig. Af en blegfed dansker at være, er jeg nemlig temmelig mørk, og det betyder, at hårene på benene også er temmelig mørke. Jeg har derfor gået i evig skam i et par uger, og prist mg lykkelig de dage, hvor vejret var til lange bukser, men lige i går, hvor jeg havde ekstra meget brug for det, fordi jeg skulle sidde blandt mange mennesker i et tog, ja da bagte solen fra en tæt på skyfri himmel.

Nogle mennesker kan godt gå rundt uden at ordne ben evig og altid, og jeg misunder dem, for jeg synes ikke at det er sjovt at komme til at ligne en gorilla så snart jeg bliver bare en lille smule doven (ough ough mig ha' banan). Jeg ville ønske, at jeg var en af det der kunne tillade sig en slapper, men det er jeg ikke, og i stedet må jeg betale mig fra at få gjort det ordentligt før jeg tager til Paris, for jeg har ikke lyst til at sidde med min epileringsmaskine (en maskine der hiver hårene ud i stedet for at skære dem af), og indvi de andre piger i min personlige hygiejne.

Så kan man selvfølgelig kalde sig 70'er feminist og pure afvise at barbere ben, men nu har jeg brugt tusindvis af kroner på tøj, så at jeg kan vise mig fra min bedste side, og det billede vil jeg ikke have ødelagt af et par behårede ben der er en edderkop værdige. Min far siger, at min mor begyndte at barbere ben, da de var på inter rail og de smækre italienske piger pegede fingre af hende og lo. Jeg nærer så ingen forhåbninger til, at de franske piger er spor bedre, især ikke nu, hvor 70'ernes frigivelse af kropsbehåringen ligger så langt tilbage.

Desuden øver jeg mig i at gøre noget godt for mig selv en gang imellem, hvis man da betragter det som noget godt at få revet tusindvis af små hår ud ved rode, men stadig væk, så kan jeg godt trænge til en smule selvforkælelse efter næsten en hel uge med panikangst. Jeg er ikke til karbad, jeg mister tålmodigheden efter blot minutter og begynder at kede mig. Jeg bliver til gengæld beroliget af selvskade, og en voksbehandling er det perfekte mix af selvforkælelse og selvskade, og det er endda en fuldt ud accepteret form for selvskade.

Om rejsefeber

Jeg skal til Paris, jeg SKAL bare til Paris. Tilbage i januar bestilte jeg min ferie til Paris med en gruppe af unge katolikker, men der er sket så meget siden da, jeg er flyttet til et helt nyt bosted i en helt ny by, jeg mistede den kontaktpædagog jeg var så glad for, jeg har fået en bunke nye pædagoger ind i mit liv, og de har en tendens til at komme i bølger, og en af bølgerne kom i denne uge. Jeg fik jo desuden et mindre nervesammenbrud så sent som i mandags, så hvordan skal jeg nogensinde klare mig en hel uge i en ny by?

Rejsefeberen er for alvor begyndt at melde sig, og hver eftermiddag sidder jeg og flæber fordi jeg ikke vil af sted, men jeg vil ikke selv træffe afgørelsen for at melde afbud, jeg vil have pædagogerne til at gøre det, så jeg kan kaste skylden på dem, når jeg begynder at ærgre mig. Sjovt nok er de slet ikke villige til at træffe den afgørelse, for de ved, at jeg godt kan klare det selvom det ser sort ud lige nu, de ved at jeg godt kan klare at blive presset, at jeg vil have godt at at komme lidt væk og opleve nye ting at blive intellektuelt, socialt og følelsesmæssigt stimuleret.

Jeg elsker og hader dem for at tro på mig, for kan de ikke se på mig, at jeg har rejsefeber og ikke vil af sted? Men det vil jeg jo alligevel gerne, jeg er bare bange. Jeg er bange for alt det nye i Paris, for at jeg ikke kan falde til i gruppen, at jeg ikke vil kunne finde ud af det med maden, at jeg ikke har kræfterne til at klare en hel uge, at jeg bliver dårlig, altså sådan rigtig dårlig. Mest af alt er jeg dog bange for at komme hjem igen, for med både Odense og Paris er jeg væk i 1½ uge, og så har jeg ingen kontrol over, hvad der sker på mit bosted. Hvad nu hvis alliancerne ændres? Hvad nu hvis folk har glemt at de faktisk godt kan lide mig? Hvad hvis rutinerne ændres? Og tænk nu hvis der faktisk slet ikke sker noget som helst? Hvad nu hvis de opdager, at de kan klare sig ganske glimrende uden mig?

Jeg bilder mig ind, at rejsefeber er værre for mig end for andre på grund af mit handicap og min psykiske sårbarhed, jeg bilder mig ind, at ingen kan forstå hvordan jeg har det, men jeg har ingen anelse om, om det er sandt, jeg går bare helt naturligt ud fra det.

Men jeg har en fantastisk evne til at overleve, og jeg skal nu nok klare dette her også.
____________

Et indlæg om DUK og pilgrimsrejse til Paris uden jeg har skrevet om tro. Generelt handler denne blog mindre om tro end det oprindeligt var meningen. Det var meningen, at jeg ville gøre noget med min berøringsangst, men det er ikke rigtig sket. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke tror nok, at folk vil se mig som skinhellig, at ingen gider at læse om det.

Jeg vil ikke love at det ændre sig efter Paris, men jeg håber, og jeg tror, i hvert fald for en periode, så falder jeg nok igen i en dyb åndelig dvale.

Om at genlæse Mumitrolden

Jeg er inkarneret Mumitrolden fan, og jeg tænker IKKE på de der sødsuppede tegnefilm som de viser igen og igen på TV, men på bøgerne, som rummer et mørke og en desperation som jeg er helt vild med. Jeg er vild med hvordan de alle sammen i bund og grund er dybt neurotiske, og hvordan langsomt krakelere, hvis de bliver taget ud af deres tryghedzone, eller hvis de mister deres rolles position.

Når man skal genlæse bøgerne, så skal man helst gøre det ordentligt, og så starter man med bog nummer et og går videre til nummer to og så fremdeles, men bog nummer et er kedelig, bog nummer to er egentlig okay, men den bliver efterfulgt at nummer tre der bare er forvirrende. Generelt kan man sige at bøgerne bliver bedre og bedre jo længere hen i serien man kommer.

De første bøger er 'bare' børnebøger, hvorimod de sidste vist mest er for barnlige sjæle. Jeg elsker børnebøger, fordi de er simple, men efter noget tid bliver jeg træt og irritabel på dem fordi de mangler kant. Det er derfor jeg elsker de senere bøger i Mumitrolden, fordi det er voksenbøger for barnlige sjæle. I hvilken grad de så egentlig egner sig til at blive læst op for børn, det ved jeg ikke, måske de lidt større, dem der er blevet lidt ældre, men som ikke er modnet nok til, at begynde på bøgerne for de lidt større børn. De egner sig til børn der er lige som jeg var en gang (og nok et eller andet sted stadig er).

Jeg sidder altså og lader mig opsluge, selvom jeg endnu ikke er kommet til mine yndlingsbøger, men jeg ved, at det vil jeg, og det risler koldt ned af ryggen på mig af bare spænding, selvom jeg har læst dem mange gange før, eller måske lige netop derfor, for jeg ved hvad jeg går ind til, jeg ved hvad jeg kan forvente, og jeg ved at jeg kan lide det, ingen ubehagelige overraskelser.

Om en stressende dag på sofaen

Okay, jeg har måske dyrket lidt for meget sport her i slutningen af ugen, i hvert fald kom jeg hjem fra en ganske kort og langsom løbetur og var helt smadret. Normalt bruger jeg min weekend på at få læst alle de bøger, som jeg ikke når i løbet af ugen, men jeg kom direkte hjem og smed mig på sofaen foran fjernsynet, og så kom jeg ikke op igen. Jeg sad og udarbejdede en liste over alle de ting jeg skal nå inden jeg tager til Paris på lørdag, de ting jeg skal nå her, og de ting jeg skal nå i Odense.

Noget af det der skal ordnes er ting der skal skrives, og jeg havde taget en blok med ned, men jeg fik ikke skrevet noget, og hver gang jeg begyndte at tænke over hvad jeg dag skulle skrive, så begyndte jeg at svede, og mit hjerte bankede i en foruroligende hast. Den ene af mine opgaver til forfatterkurset er nemlig rigtig svær, den handler om 'samtalen', og det er et af de stor problemspørgsmål for mig som asperger. Jeg forstår langt fra altid de finere nuancer i hvad folk siger til hinanden, det er derfor jeg så ofte misforstår hvad der bliver sagt.

Jeg lå altså der på sofaen, og svedte over ikke at lave noget og frygtede, at jeg ikke ville kunne nå noget som helst på en uge, men en uge er lang tid, og min ene kp har lovet, at vi i dag skal kigge listen igennem og prioritere. Og der skal laves lister, flere lister, jeg elsker lister. Det har jeg fra min elskede farmor, hun laver også altid lister når hun skal noget, og så gemmer hun dem til næste gang, så hun kan genbruge og rette til, så hun er bedre forberedt på alt end nogen anden jeg kender til. Min seje farmor.

Jeg lå altså der på sofaen og stirrede på skærmen. Normalt er der absolut intet andet end hjernedødt TV i weekenden, men i går var jeg heldig, og der var atletik. Atletik er nok en af de eneste sportsgrene jeg for alvor gider at se på, nok mest en dels fordi kampene går temmelig hurtigt, og man skifter hele tiden mellem forskellige discipliner, så det bliver ikke så monotomt.

Men...
- Når kvinder nu går så meget op i at finde en ordentlig sports-bh, hvorfor går mænd så ikke op i ordentlige underbukser? Mænd i tights ser både ucharmerende og lettere smertefulde ud.
- Får stangspringere nogle gange pludseligt højdeskræk og må indstille deres karriere? Det ser altså monster farligt ud, det ville jeg aldrig nogensinde turde.
- Hvem er den syge, syge mand der har opfundet tre-spring? Man kan jo ligefrem se hvor usundt det er for kroppen.
- Lider kvindelige længdespringere under at få sand i trusserne? Der er altså ulemper ved at dyrke sport i så lidt tøj.
- Hvordan kommer man i gang til kuglestød? Er det forældrene der ser på deres lille barn og tænker, hun er både lidt for tyk og lidt for maskulin, vi melder hende sgu til kuglestød?