Fvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger,
men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den store
engelske: vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som
udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for
stor vægt? Er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren,
eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er
passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i
spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det
forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens
udseende.
Dette er faktisk noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg HER, men da det er et spørgsmål som forbløffende mange har søgt efter (jeg kan følge med i den slags), så har jeg valgt at tage emnet op endnu en gang.
Lige før jeg tog til Paris, var jeg så heldig at få udbetalt depositummet fra min gamle lejlighed, 13,000 lige ind på kontoen. Det føles som en gave, skønt det jo er ens egne penge, som man bare får tilbage. Nogle af pengene gik direkte ind på min opsparing, men jeg traf en forfængelig beslutning om at købe en dy garderobe til turen. Ja, det var en forfængelig beslutning, for jeg har jo rigeligt med tøj, det er bare ikke særlig pænt.
Hvorfor kunne jeg ikke bare gå i mit gamle tøj? Det fejler jo ikke noget. Allerede fra da jeg meldte mig til turen, vidste jeg, at jeg ville komme til at være 'hende den syge'. Når man først har fået den rolle, er det svært at overbevise folk om, at man egentlig har det okay. De vil straks lægge mærke til fedtet hår, pletter på tøjet og sjusket påklædning, og de vil tolke på disse observationer og konkludere at man er en stakkel. Ja, det er synd for mig en gang imellem, men det er min kamp, og selvom jeg ikke længere er for stolt til at bede om hjælp, så skal jeg ikke trække alle og enhver ind i mine problemer.
Så jeg traf den forfængelige beslutning, at ville være ordentlig klædt, så jeg kunne virke bare en lille smule overskudsagtig bare en gang imellem. Det er forfængeligt, fordi jeg virkelig troede på, at den ødelagte mig nedenunder ikke betød noget som helst, at den ville forsvinde, at det var den ydre velklædte mig folk ville kunne lide. Men folk kunne lide mig, fordi jeg, ligegyldigt var elegant jeg prøvede at klæde mig, stadig var kluntet og lappet sammen med gaffatape, og tilsat sydende sarkasme.
1 kommentar:
Det forstår jeg godt. Og det gør ondt når man hører sine knogler knuse, mens man skal trække på smilebånd.
Send en kommentar