Jeg er inkarneret Mumitrolden fan, og jeg tænker IKKE på de der sødsuppede tegnefilm som de viser igen og igen på TV, men på bøgerne, som rummer et mørke og en desperation som jeg er helt vild med. Jeg er vild med hvordan de alle sammen i bund og grund er dybt neurotiske, og hvordan langsomt krakelere, hvis de bliver taget ud af deres tryghedzone, eller hvis de mister deres rolles position.
Når man skal genlæse bøgerne, så skal man helst gøre det ordentligt, og så starter man med bog nummer et og går videre til nummer to og så fremdeles, men bog nummer et er kedelig, bog nummer to er egentlig okay, men den bliver efterfulgt at nummer tre der bare er forvirrende. Generelt kan man sige at bøgerne bliver bedre og bedre jo længere hen i serien man kommer.
De første bøger er 'bare' børnebøger, hvorimod de sidste vist mest er for barnlige sjæle. Jeg elsker børnebøger, fordi de er simple, men efter noget tid bliver jeg træt og irritabel på dem fordi de mangler kant. Det er derfor jeg elsker de senere bøger i Mumitrolden, fordi det er voksenbøger for barnlige sjæle. I hvilken grad de så egentlig egner sig til at blive læst op for børn, det ved jeg ikke, måske de lidt større, dem der er blevet lidt ældre, men som ikke er modnet nok til, at begynde på bøgerne for de lidt større børn. De egner sig til børn der er lige som jeg var en gang (og nok et eller andet sted stadig er).
Jeg sidder altså og lader mig opsluge, selvom jeg endnu ikke er kommet til mine yndlingsbøger, men jeg ved, at det vil jeg, og det risler koldt ned af ryggen på mig af bare spænding, selvom jeg har læst dem mange gange før, eller måske lige netop derfor, for jeg ved hvad jeg går ind til, jeg ved hvad jeg kan forvente, og jeg ved at jeg kan lide det, ingen ubehagelige overraskelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar