Efter en løbepause

Det skulle være så sundt at holde en to ugers løbepause em gang om året, og det passede mig fint, for jeg skulle jo alligevel ud og rejse, og jeg nægtede altså at slæbe mine løbesko med til Paris, hvor de jo alligevel ikke ville blive brugt.

Dem der siger, at sådan en pause ikke skader ens muskelmasse/kondition er fulde af løgn. Jeg har ikke tabt muskelmasse mens jeg var af sted, ikke ifølge vægten i hvert fald, men i går, da jeg stillede mig op på løbebåndet, skreg alle mine muskler, hjertet inklusiv, til mig om, om jeg ikke nok ville stoppe, og sætte mig hjem i sofaen med en bog og en kold pepsi max? Please? Ligeledes gjorde mine lunger mine til at desertere, og pludselig huskede jeg, hvorfor det var at jeg oprindeligt, og for bare nogle måneder siden hadede sport, for hold da op hvor var det en rædselsfuld løbetur.

Jeg var så forfærdelig træt, så jeg slæbte nærmest benene efter mig, og fødderne kom hele tiden i vejen for mig selv. Jeg tænkte kort, om der mon var noget galt med mine sko, eller om jeg var blevet skadet, men så prøvede jeg at koncentrere mig om, at løfte fødder bare en lille smule mere, og så gik det godt, for en kort bemærkning, indtil jeg igen begyndte at blive træt.

Jeg kunne ikke holde ud at løbe mere end en km af gangen, og så måtte jeg holde en gåpause. Flere gange overvejede jeg helt at droppe turen helt, og tænkte, at de ville nok være bedre en anden dag, men så kom jeg til at tænke på en overvægtig veninde jeg har. Hun er herlig og jeg holder meget af hende. Hun gør en ihærdig indsats for at tabe sig, og hun klarer sig ganske godt, men nogle gange overvejer jeg, hvorfor hun ikke klarer sig bedre. En dag hvor jeg var ude og gå en tur med hende, gik det op for mig, at den eneste reelle forskel på hende og mig er, at jeg er bedre til at presse mig selv. Vi gik op ad en bakke, og hun blev forpustet, det var en strid bakke, så det gjorde jeg også selv. Hun ville lige holde et lille hvil, og jeg kan huske at jeg tænkte, ja, du er forpustet, men faktisk ikke ret meget, vi er på vej hjem for at hvile, så hvorfor ikke fortsætte, få pulsen op, blive rød og svedig og komme hjem og falde om på sofaen, så vi grinende kan se på hinanden og råbe 'hold kæft hvor er du sej'.

Nu tænker jeg, hold kæft hvor var hun egentlig super sej. Hvad enten det gælder arv eller miljø eller tilvending, så er vi alle disponible for en hvis grad af udholdenhed. Den omtalte veninde er normalt meget inaktiv, så det var virkelig flot at hun overhovedet tog med på den gåtur. Eliteløberen, Rikke Rønholt, skriver i sin bog 'Løber for livet' om en træningslejr med en endnu mere hard core løber, om hvordan hun måtte presse sig selv endnu hårdere for at følge med, og sådan kan vi altid finde nogen der er mere seje end os selv, men det betyder ikke, at vi ikke selv er seje, så tillykke til min veninde der klarede bakken, og tillykke til mig selv, fordi jeg ikke gav op lige med det samme. Også selvom jeg selvfølgelig nu tænker, jeg kunne have klaret mere, der er jo forskel på øm og have smerter, på forpustet og døden nær, men så alligevel, for jeg var virkelig forpustet da jeg gik ned af løbebåndet, så forpustet at det virkelig sved i lungerne (måske det alligevel ikke var den helt rigtige dag at lege fartleg).