søndag den 1. juli 2012

Om en stressende dag på sofaen

Okay, jeg har måske dyrket lidt for meget sport her i slutningen af ugen, i hvert fald kom jeg hjem fra en ganske kort og langsom løbetur og var helt smadret. Normalt bruger jeg min weekend på at få læst alle de bøger, som jeg ikke når i løbet af ugen, men jeg kom direkte hjem og smed mig på sofaen foran fjernsynet, og så kom jeg ikke op igen. Jeg sad og udarbejdede en liste over alle de ting jeg skal nå inden jeg tager til Paris på lørdag, de ting jeg skal nå her, og de ting jeg skal nå i Odense.

Noget af det der skal ordnes er ting der skal skrives, og jeg havde taget en blok med ned, men jeg fik ikke skrevet noget, og hver gang jeg begyndte at tænke over hvad jeg dag skulle skrive, så begyndte jeg at svede, og mit hjerte bankede i en foruroligende hast. Den ene af mine opgaver til forfatterkurset er nemlig rigtig svær, den handler om 'samtalen', og det er et af de stor problemspørgsmål for mig som asperger. Jeg forstår langt fra altid de finere nuancer i hvad folk siger til hinanden, det er derfor jeg så ofte misforstår hvad der bliver sagt.

Jeg lå altså der på sofaen, og svedte over ikke at lave noget og frygtede, at jeg ikke ville kunne nå noget som helst på en uge, men en uge er lang tid, og min ene kp har lovet, at vi i dag skal kigge listen igennem og prioritere. Og der skal laves lister, flere lister, jeg elsker lister. Det har jeg fra min elskede farmor, hun laver også altid lister når hun skal noget, og så gemmer hun dem til næste gang, så hun kan genbruge og rette til, så hun er bedre forberedt på alt end nogen anden jeg kender til. Min seje farmor.

Jeg lå altså der på sofaen og stirrede på skærmen. Normalt er der absolut intet andet end hjernedødt TV i weekenden, men i går var jeg heldig, og der var atletik. Atletik er nok en af de eneste sportsgrene jeg for alvor gider at se på, nok mest en dels fordi kampene går temmelig hurtigt, og man skifter hele tiden mellem forskellige discipliner, så det bliver ikke så monotomt.

Men...
- Når kvinder nu går så meget op i at finde en ordentlig sports-bh, hvorfor går mænd så ikke op i ordentlige underbukser? Mænd i tights ser både ucharmerende og lettere smertefulde ud.
- Får stangspringere nogle gange pludseligt højdeskræk og må indstille deres karriere? Det ser altså monster farligt ud, det ville jeg aldrig nogensinde turde.
- Hvem er den syge, syge mand der har opfundet tre-spring? Man kan jo ligefrem se hvor usundt det er for kroppen.
- Lider kvindelige længdespringere under at få sand i trusserne? Der er altså ulemper ved at dyrke sport i så lidt tøj.
- Hvordan kommer man i gang til kuglestød? Er det forældrene der ser på deres lille barn og tænker, hun er både lidt for tyk og lidt for maskulin, vi melder hende sgu til kuglestød?

Ingen kommentarer: