Her i dag har jeg bestilt tid til at få ordnet ben (hele vejen op), men det betyder, at jeg har måttet lade hårene gro de sidste alt for mange uger, og hvor jeg dog skammer mig. Af en blegfed dansker at være, er jeg nemlig temmelig mørk, og det betyder, at hårene på benene også er temmelig mørke. Jeg har derfor gået i evig skam i et par uger, og prist mg lykkelig de dage, hvor vejret var til lange bukser, men lige i går, hvor jeg havde ekstra meget brug for det, fordi jeg skulle sidde blandt mange mennesker i et tog, ja da bagte solen fra en tæt på skyfri himmel.
Nogle mennesker kan godt gå rundt uden at ordne ben evig og altid, og jeg misunder dem, for jeg synes ikke at det er sjovt at komme til at ligne en gorilla så snart jeg bliver bare en lille smule doven (ough ough mig ha' banan). Jeg ville ønske, at jeg var en af det der kunne tillade sig en slapper, men det er jeg ikke, og i stedet må jeg betale mig fra at få gjort det ordentligt før jeg tager til Paris, for jeg har ikke lyst til at sidde med min epileringsmaskine (en maskine der hiver hårene ud i stedet for at skære dem af), og indvi de andre piger i min personlige hygiejne.
Så kan man selvfølgelig kalde sig 70'er feminist og pure afvise at barbere ben, men nu har jeg brugt tusindvis af kroner på tøj, så at jeg kan vise mig fra min bedste side, og det billede vil jeg ikke have ødelagt af et par behårede ben der er en edderkop værdige. Min far siger, at min mor begyndte at barbere ben, da de var på inter rail og de smækre italienske piger pegede fingre af hende og lo. Jeg nærer så ingen forhåbninger til, at de franske piger er spor bedre, især ikke nu, hvor 70'ernes frigivelse af kropsbehåringen ligger så langt tilbage.
Desuden øver jeg mig i at gøre noget godt for mig selv en gang imellem, hvis man da betragter det som noget godt at få revet tusindvis af små hår ud ved rode, men stadig væk, så kan jeg godt trænge til en smule selvforkælelse efter næsten en hel uge med panikangst. Jeg er ikke til karbad, jeg mister tålmodigheden efter blot minutter og begynder at kede mig. Jeg bliver til gengæld beroliget af selvskade, og en voksbehandling er det perfekte mix af selvforkælelse og selvskade, og det er endda en fuldt ud accepteret form for selvskade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar