Jeg skal til Paris, jeg SKAL bare til Paris. Tilbage i januar bestilte jeg min ferie til Paris med en gruppe af unge katolikker, men der er sket så meget siden da, jeg er flyttet til et helt nyt bosted i en helt ny by, jeg mistede den kontaktpædagog jeg var så glad for, jeg har fået en bunke nye pædagoger ind i mit liv, og de har en tendens til at komme i bølger, og en af bølgerne kom i denne uge. Jeg fik jo desuden et mindre nervesammenbrud så sent som i mandags, så hvordan skal jeg nogensinde klare mig en hel uge i en ny by?
Rejsefeberen er for alvor begyndt at melde sig, og hver eftermiddag sidder jeg og flæber fordi jeg ikke vil af sted, men jeg vil ikke selv træffe afgørelsen for at melde afbud, jeg vil have pædagogerne til at gøre det, så jeg kan kaste skylden på dem, når jeg begynder at ærgre mig. Sjovt nok er de slet ikke villige til at træffe den afgørelse, for de ved, at jeg godt kan klare det selvom det ser sort ud lige nu, de ved at jeg godt kan klare at blive presset, at jeg vil have godt at at komme lidt væk og opleve nye ting at blive intellektuelt, socialt og følelsesmæssigt stimuleret.
Jeg elsker og hader dem for at tro på mig, for kan de ikke se på mig, at jeg har rejsefeber og ikke vil af sted? Men det vil jeg jo alligevel gerne, jeg er bare bange. Jeg er bange for alt det nye i Paris, for at jeg ikke kan falde til i gruppen, at jeg ikke vil kunne finde ud af det med maden, at jeg ikke har kræfterne til at klare en hel uge, at jeg bliver dårlig, altså sådan rigtig dårlig. Mest af alt er jeg dog bange for at komme hjem igen, for med både Odense og Paris er jeg væk i 1½ uge, og så har jeg ingen kontrol over, hvad der sker på mit bosted. Hvad nu hvis alliancerne ændres? Hvad nu hvis folk har glemt at de faktisk godt kan lide mig? Hvad hvis rutinerne ændres? Og tænk nu hvis der faktisk slet ikke sker noget som helst? Hvad nu hvis de opdager, at de kan klare sig ganske glimrende uden mig?
Jeg bilder mig ind, at rejsefeber er værre for mig end for andre på grund af mit handicap og min psykiske sårbarhed, jeg bilder mig ind, at ingen kan forstå hvordan jeg har det, men jeg har ingen anelse om, om det er sandt, jeg går bare helt naturligt ud fra det.
Men jeg har en fantastisk evne til at overleve, og jeg skal nu nok klare dette her også.
____________
Et indlæg om DUK og pilgrimsrejse til Paris uden jeg har skrevet om tro. Generelt handler denne blog mindre om tro end det oprindeligt var meningen. Det var meningen, at jeg ville gøre noget med min berøringsangst, men det er ikke rigtig sket. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke tror nok, at folk vil se mig som skinhellig, at ingen gider at læse om det.
Jeg vil ikke love at det ændre sig efter Paris, men jeg håber, og jeg tror, i hvert fald for en periode, så falder jeg nok igen i en dyb åndelig dvale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar