Jeg forsøgte vitterligt at få skrevet et indlæg i går, men mine øjne ville ikke fokusere på skærmen, så bogstaverne flød ud mellem hinanden, og jeg skulle bruge en kraftanstrengelse for at tvinge fingrene videre på tasterne. Resultatet blev ikke dårligt, men det blev heller ikke godt. Hvordan beskriver man en hel uge i et enkelt indlæg? Hvordan får man kogt alle de mange indtryk at lyd, lys og mennesker ned til bare et par linier? Alt hvad jeg skrev ned virkede så hult, så ligegyldigt. Jeg kunne godt have skrevet det færdigt, og have ladet som ingenting. Jeg tvivler på, at mange ville have lagt mærke til noget, det ville bare have virket som et helt almindeligt indlæg, men jeg ville have vist, at det bare ikke var helt fyldestgørende.
'Hvad var det da ved Paris der var så negativt?'. Sådan spørger folk, når jeg siger, at det ikke lykkedes mig at forelske mig i byen, men jeg ved ikke om der var noget helt specielt negativt, jeg forelskede mig bare ikke i den. Det kan sagtens have noget at gøre med vejret, der var køligt og gråt hele ugen. Jeg har det personligt godt med temperature omkring de 20 grader, men den grålige belysning der fulgte med, fik alle gader til at ligne hinanden, lange lige og nærmest lidt ligegyldige. Det kan også have noget at gøre med hvor vi boede. Vi boede i den mere skumle del af Montmartre, og fordi jeg jo var lidt mere sårbar end alle de andre, og derfor ikke kunne tage med rundt i byen, så så jeg stort set kun det. Jeg tog ud, så en kirke, og blev fulgt tilbage til hotellet.
Men hvor jeg ikke forelskede mig i Paris, så forelskede jeg mig i de mennesker jeg var sammen med. Da jeg så deltagerlisten var jeg bekymret, for der var kun få personer jeg kendte, altså sådan rigtigt kendte. Deres navne virkede så eksotiske, så fremmede. Det var spændende og intimiderende på en gang, for det var jo min drøm med turen, at komme ud i den virkelige verden, og være sammen med 'rigtige' mennesker, mennesker der hver dag færdes i den virkelige verden, og slås med helt almindelige problemer. Jeg siger ikke, at deres problemer er mindre end mine, de er bare anderledes, og det er, undskyld udtrykket, forfriskende. Vi var en 'lille' intim gruppe på 22 mennesker, og det var jeg glad for, for jo mindre kompliceret bliver dynamikken, og gruppedynamik er nok noget af det jeg har aller sværest vil, men er også noget af det jeg virkelig går op i.
De fleste har eller har haft et ønske om at være en del af den gruppe de færdes i, men for rigtigt mange mennesker lykkes det bare aldrig helt. Jeg er et af de mennesker, eller det troede jeg i hvert fald at jeg stadig var, så jeg var forberedt på at føle mig ensom der midt i gruppen, og fordi det var hvad jeg forventede, så var det også hvad jeg følte, i hvert fald som en start, men langsomt begyndte det at gå op for mig, at folk måske faktisk gerne ville være sammen med mig, hvis jeg bare gav dem chancen. Så lige så stille forelskede jeg mig i de mennesker, som jeg var omgivet af. Faktisk blev jeg nærmest bange når folk udtrykte glæde ved at være sammen med dem, for jeg kunne ikke lade være med at mistænke dem for at drive gæk med mig, men hvad skulle de lige få ud af det? Var det i det hele taget ikke nedladende af mig, at tro at de kunne have sådanne motiver? Var det ikke mere min egen usikkerhed der talte, mere end et reelt billede af hvem de var?
Det var i hvert fald en god tur, også selvom jeg ikke som sådan forelskede mig i byen
Den åndelige del af turen var der også, men den vil jeg 'ofre' et helt indlæg på en anden dag, måske ikke i morgen, men en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar