Om en overnatning på psykiatrisk

Jeg havde et mindre nervesammenbrud, der er vist ingen anden måde at udtrykke det på. Jeg er led og ked af nye personaler, nye beboere, nye rutiner, jeg vil bare have FRED!

Jeg blev kørt på skadestuen med endnu en flænge i armen. Normalt når jeg har skåret mig er jeg cool nok og sidder og hyggesnakker med lægen og sygeplejersken, men denne gang sad jeg bare og tudede fordi jeg ikke ville hjem, for derhjemme var alting jo stadig kaos. Lægen spurgte bekymret om jeg var suicidal, for det skal man helst være, hvis man skal have hjælp, men nej, jeg vil ikke tage mit eget liv, dertil sker der for mange gode ting i mit liv, både lige nu og sådan generelt, men jeg var selvskadende, og jeg ønskede at være mere selvskadende. Den lille bitte flænge (7 sting) i min arm var slet ikke nok, jeg måtte have blod, ydmygelse og smerte.

Lægen var enormt sød ved mig og ringede over på psyk, hvor hun talte med en lige så sød psykiater, og så lod jeg mig frivilligt indlægge på psykiatrisk modtagelse intensiv afdeling.

Jeg lå hele dagen på min seng og stirrede ud i luften. Jeg ville gerne tale med sygeplejerskerne, men de ville have at jeg tog initiativet til en samtale, men det kunne jeg ikke, for i princippet kunne de jo ikke hjælpe mig med det der var mit problem, jeg var der jo ikke fordi jeg var dybt deprimeret, men fordi der sad en fremmed dreng på min sædvanlige plads i sofaen, fordi en af de nye pædagoger brugte 50 g margarine til stegning, og fordi der bare ikke var plads til mere nyt inde i mit hoved.

Jeg blev medicineret, jeg fik sovet, og jeg opholdte mig i et et værelse så tilpas anonymt at man føler sig fri*. Så til lægesamtalen i går, blev vi enige om, at det var bedst for mig at komme hjem. Jeg græd jo ikke så meget mere, og jeg skulle hjem og have redt trådene ud, jeg skulle hjem og lave aftaler med pædagogerne, hjem så jeg ikke for alvor ville begynde at hade ham den nye dreng bare fordi han er der.

Hjemme igen var jeg bare så enormt overskudsagtig, og der var ikke den ting jeg ikke kunne klare, men om aftenen vendte sorgen tilbage, og jeg bare græd og græd. Nu er spørgsmålet så, om jeg er frisk nok til at tage til Paris. Skal jeg sige at 'mine dage jo er gode, så selvfølgelig kan jeg klare det' eller 'er mine aftener så dårlige, at jeg ikke skal udsætte mig selv og de andre for mine sammenbrud'? Jeg vil så gerne til Paris, men jeg er også bange, for Paris og alt hvad det indebærer vil vær flere nye ting oven på alt det nye der er sket.

Kære Gud.
Hjælp mig med at træffe det rigtige valg.

*Naja Marie Aidt "Poesibogen"

Om en husflidsmesse

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg fik idéen, jeg var på vej hjem fra træning, da jeg ikke engang for første gang læste det store skilt der var blevet hængt op over indgangen til sports hallen, 'Husflids messe'. Jeg lagde mærke til skiltet, så selvfølgelig skulle jeg med, for det ville være en fantastisk mulighed for at samle visitkort til min veninde, og en mulighed for at iagttage mennesker med ironisk distance, for for at være helt ærlig, så kunne jeg ikke tage det helt seriøst.

Det var ikke håndarbejdet jeg ikke kunne tage seriøst, for det var i mange tilfælde virkelig godt lavet (i nogle tilfælde var det knap så godt, og jeg krummede tæer og syntes at det var enormt piiinligt. Det var ikke de små boder jeg ikke kunne tage seriøst, for for dem der bor ude i de små landsbyer, kan det være svært at komme til en butik der sælger de rette materialer, og når man er over 75, så er internethandel måske ikke en mulighed. Det jeg til gengæld ikke forstod var, hvor alvorligt alle mennesker virkede til at tage det.

Folk stod i lange køer foran indgangen, ranke i ryggen og med blikket stift rettet mod ryggen foran. Mange var i deres stiveste puds, eventuelt kombineret med en grim hjemmestrikket vest for ligesom at vise, at man er down with the crew. Dørene blev åbnet, og folk væltede ind og betalte gladelig 80 kr i entre. Folk stimlede sammen om de små boder, og fordybede sig i samtale om håndarbejdets kvalitet og udførsel. Der var ingen der råbte eller lo højt, og det burde være skønt, at lydniveauet var relativt lavt, men det var på sin vis også lidt uhyggeligt og gav det hele en lidt trygget stemning.

Måske er det fordi jeg er fra en helt anden generation end den typiske messe deltager. Jer er fra en generation, hvor håndarbejde er en fritidsinteresse for de få, men lige nøjagtigt noget man gør i sin fritid. Vi er ikke hjemmegående husmødre, det er ikke vores professionelle stolthed der står på spil. Men måske er det også fordi jeg er fra en mindre alvorlig tid, hvor der ikke i samme grad er plads til fordybelse, en generation der lider af ADHD og ikke kan sætte sig ned med et håndarbejde uden straks igen at fare op og gå i gang med noget nyt.

Tingene var da for det meste ganske fine, men de lignede også hinanden, så det lykkedes mig endda at fare vild. Jeg kunne ikke længere finde ud af hvilke gange jeg havde været nede af, og i hvilken retning udgangen lå, og det fik mit ironiske humør til at bevæge sig over i sydende sarkasme. Hvad ville alle de mennesker her, for der var virkelig mange? Vidste de ikke, at håndarbejde ikke længere, hvis nogensinde, er omgivet med respekt? Ved i ikke, at i er en uddøende race? Hvem interessere sig i dag for små kniplede underlagsservietter til nipsgenstande? Ja, de er fine, men hvem vil bruge dem?

Jeg blev vred og trist af at gå rundt derinde, og til sidst måtte jeg bare ud derfra. Da jeg kom hjem derfra havde jeg slet ikke lyst til at tale med pædagogerne om det, jeg blev nærmest vred, når de spurgte ind til det. Min vrede var over mig selv og min generation, at jeg gerne vil holde af alle disse ting, men at jeg, når det kommer til stykket, ikke rigtigt gider, for det er så meget lettere bare at købe noget fabrikslavet.

Turens højdepunkt var dog de malede porcelænsnisser, der var så modbydeligt grimme, at jeg fik tårer i øjnene.

Om en manglende psykiater

Hvorfor ser du ikke en psykiater? Det spørgsmål stillede min læge mig i går, da jeg egentlig kom for at få undersøgt min løbeskade. Hen kunne ikke hjælpe mig med skaden, den må jeg bare lige så stille træne op, men han blev virkelig harm, da han fandt ud af, at psykiatrien har syltet min sag i otte måneder (jeg kom til at sige ni til ham, og nu har jeg en lille smule ondt i maven fordi jeg løj). Jeg kunne ikke rigtigt fortælle ham noget om det, ud over, at min tidligere psykiater sendte en henvisning da jeg flyttede, men at jeg ikke havde hørt noget.  Han blev forvirret, for han kunne da se, at jeg havde nogle papirer fra psyk siden da, men jeg måtte fortælle, at det var fra da jeg for et par måneder siden måtte tilbringe en nat på den psykiatriske modtagelse. Havde jeg da ikke hørt fra psykiatrien siden? Havde jeg virkelig ikke hørt noget? Nej, ikke et ord.

Lige da jeg flyttede ind var jeg utålmodig efter at høre fra dem, ikke fordi jeg dengang havde noget særligt jeg ville snakke med dem om, men bare fordi. Pædagogerne sagde dog, at det kunne godt tage sin tid, og så har jeg faktisk ikke tænkt synderligt meget over det siden. Jeg har dog nogle ting jeg gerne ville snakke med dem om nu. For det første har jeg nogle symptomer der muligvis er bivirkninger, muligvis noget andet, men mest af alt er jeg ikke dikker på min dosis af Concerta (for min ADD). Concerta er ikke på samme måde som Ritalin noget der kun virker lige nu og her, men nu da jeg går på universitetet flere eftermiddage om ugen, og skal læse lektier bagefter, så ville det være en fordel ikke at have en koncentrationsevne som en guldfisk.

Den type medicin kan min læge ikke hjælpe mig med. Der er faktisk mange af mine problematikker han ikke kan hjælpe mig med. Det er ikke fordi han ikke er dygtig til sit arbejde, det er mere det, at de falder ind under et andet kompetenceområde. Min læge er en flink midaldrende mand, måske en lille smule forvirret og vi snakker tit forbi hinanden (jeg er til lagen mere end gennemsnittet), men han ønsker virkelig, at jeg får hjælp, så han blev temmelig vred, da han fandt ud af, at jeg ikke får det. Ældre læger slår tit lidt hårdere i tasterne når de skriver journal end deres yngre kolleger, men i går fik tasterne en ordentlig omgang, så vred var han. Jeg blev lidt smigret over, at han blev så vred på mine vegne.

Vi fik næsten ikke snakket om den skade jeg kom med, for den fandt han ikke særlig alvorlig (tror jeg nok), eller også blev han bare distraheret af alt det andet, hvem ved. Han siger, at jeg bare kan begynde at løbe igen, men jeg tror  nu nok lige at jeg venter og ser, hvad min løbetræner/pædagog siger.

Den første uge

Nu har jeg overlevet min første uge på universitetet, og her kommer der nogle små beretninger om de ting jeg har oplevet, men som ikke er markante nok til at få hver deres indlæg-

- Fra jeg tager hjemmefra til jeg kommer hjem, går der som minimum 5.5 timer. For mig er det en lang dag, men at jeg bliver træt er næsten mit mindste problem, for det er ingenting sammenlignet med de smerter jeg har i fødderne om aftenen. Det er ikke engang fordi jeg går i små bitte sko på med høje hæle, jeg går aller helst i joggingsko, men mine fødder er bare ikke vant til at være spærret inde så mange timer om dagen. Mine tæer føler sig fanget og hele togturen hjem, længes jeg bare efter at komme af med skoene, men det hjælper kun lidt, for hele aftenen er de kolde og livløse, og det føles næsten som en forløsning når de flere gange i løbet af aftenen går i kramper, det gør ondt men på en mere håndterlig måde. Jeg ved ikke om jeg er ved at få gigt, eller om jeg bare skal vænne mig til skoene (eller have nogle nye).

- I går, da jeg sad i toget, var der en ung mand der spurgte om jeg havde været ude for 'en helt forfærdelig ulykke'. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at han hentydede til mine ar på armene. Jeg måtte svare benægtende, at det var noget jeg gjorde mod mig selv. 'Nå men det gør du vel ikke mere'. Jo, det gør jeg jo desværre, men jeg fik ikke fortalt ham om hvorfor jeg gør det, så måske tror han, at det er for sjov eller en modeting, hvilket ville virke endnu mere sindssygt end det i forvejen er.

- Det er efterhånden sjældent at jeg bare vælger en bog mere eller mindre tilfældigt. Normalt er det blevet sådan, at jeg får en bog fra forlaget, tager en fra min bogudfordring, eller også går jeg specifikt efter et bestemt emne eller en forfatter, men i går var jeg for træt til at medbringe min bog om matematikfilosofi til toget, og den næste jeg gerne vil i gang med er alt for stor til tasken, så jeg kom i tanke om en lille uanseelig bog jeg havde stående på min reol. Det var en bog jeg havde fået i forbindelse med en anden bog som jeg havde ønsket mig. Det er 'Vindrosen' af Tom Kristensen. Jeg havde ingen forventninger og sad egentlig bare og småhyggede mig med den. Det burde jeg gøre lidt oftere. Jeg bør ikke være så snobbet med bøger som jeg nogle gange er. nogle gange er det de små bøger der overrasker mest.

- Da jeg i sin tid tog hebraisk første gang, blev jeg først for syg til at fortsætte en uge før eksamenen, så jeg har egentlig haft alt det jeg skulle for at bestå min eksamen nu, hvis det ikke lige var fordi man glemmer en hulens masse på fem år, så derfor tager jeg det hele forfra. Det hold jeg er på nu er derfor et begynderhold, så alt det vi lærer er derfor noget jeg godt kan, og så tidligt på forløbet er det jo endda det lette af alt det jeg kan, så jeg har mulighed for at stille nogle mere indgående spørgsmål. Det er bare et problem at stille de spørgsmål jeg har, for de andre studerende er jo forvirrede nok i forvejen. Når jeg så endelig tager mod til at stille mine spørgsmål, så får jeg at vide, at det kommer vi MÅSKE til senere, når vi bliver gamle nok, men jeg føler, at jeg er gammel nok, i hvert fald i den henseende. Nogle ting kan jeg læse mig til i min hebraiske grammatik, men nogle gange ville jeg ønske, at han bare ville svare mig, for det er ikke alt der står.

- Når nu jeg er i Aarhus så mange timer om dagen, fire dage om ugen, så er det fristende at snyde med maden, og jeg gør det, jeg snyder. Okay, måske snød jeg allerede lidt i forvejen, men nu snyder jeg endnu mere. Jeg kan godt lide at snyde med min madplan, for jeg føler, at det ikke er mig, men pædagogerne jeg snyder. Det er ikke fordi jeg er helt vild efter at snyde pædagogerne, det er bare lidt rart, at det er mig og kun mig der har kontrol over min krop. Det er især vigtigt at have kontrol nu, hvor alt er så kaotisk oven på studiestart. Jeg er mig, mig, mig, og jeg er et individ, en unik person, ikke bare en eller anden i denne grå hob af studerende der bevæger sig rundt på universitetet. Jeg vil gerne være tynd, det vil jeg virkelig gerne, men jeg vil langt hellere have styr på det hele, og det hjælper den manglende mad mig med.

- I går til aftensmad sad C og jeg og var ikke helt så meget oppe på dupperne som vi plejer. Jeg var træt, udmattet og helt til rotterne, og jeg ved ikke hvad der var med C. Vores kontaktpædagog sad og var helt vild entusiastisk over et eller andet, og hun ville også gerne have os med på idéen. Vi sagde flere gange, at det ikke var det rigtige tidspunkt, men for en sjælden gangs skyld lyttede hun ikke til os, så entusiastisk var hun. Til sidst blev jeg vred/panisk/ked af det og bad hende direkte om at stoppe. Bag efter havde jeg brug for at blive trøstet, så jeg krummede mig sammen, lagde hovedet på hendes skulder og lod mig klappe på ryggen. Det er sejt, at jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg kan være den store voksne pige der jonglerer motion, studie, rengøring ect og som samtidig har overskud til at tage mig lidt af nogle af de mere sårbare piger her på stedet, men i går havde jeg brug for at være hende den lille, hende der skulle trøstes og tages af, og det fik jeg så lov til. i dag er jeg så igen stor og fornuftig.

- I dag da jeg ville i svømmehallen var der lukket fordi jeg igen igen havde glemt at tjekke åbningstiderne på nettet, så i stedet måtte jeg cykle lidt på min egen lille kondicykel. Nu har jeg jo betalt for den, så skal den jo også bruges.

Det var så lidt om hvad der er sket i mit liv af småting, for livet består ikke kun af de store tilsyneladende vigtige ting, men i langt højere grad af disse helt små ting, der som farvestrålende legoklodser bygger en mosaik af koncentreret væren.

Om al den hjælp jeg kan få

Jeg er handicappet, og med de besværligheder jeg har, har jeg brug for støtte for at kunne klare de grav det stiller at tage en uddannelse. I går var jeg så i Aarhus på Rådgivnings- og Støttecentret for at fortælle lidt om mig selv, og for at høre hvilken hjælp jeg ville være berettiget til. Det var mærkeligt at snakke om. Et eller andet sted føltes det som om at det er noget jeg bør kunne klare selv, jeg har jo kunnet før, eller det kunne jeg egentlig ikke helt, men jeg kæmpede, og jeg klarede det da sådan lige akkurat, indtil jeg lige pludselig ikke kunne klare det mere, men alligevel, er jeg virkelig udfordret nok til at kunne få hjælp? Ja, det er jeg åbenbart.

Det var underligt at side og snakke med damen fra RSC om hvilke ting der er svære for mig ved at gå på universitetet efter kun at have gået der i to dage. Jeg kunne meget let fortælle, hvad det var der var svært for fem år siden, men jeg ved jo rent faktisk ikke, om det er de samme ting der er svære. Jeg kan dog allerede sige, at det bliver svært med de andre på holdet, de er så mange og så støjende, at jeg lige nu sidder og ikke har lyst til at tage derind i dag, men jeg skal, ellers bliver jeg bare angst for det, desuden har jeg en læsegruppeaftale med en af de lidt ældre studerende, hvilket jeg heller ikke har lyst til, men det vil være godt for mig på sigt, og hun er da sikkert flink nok, når jeg lærer hende at kende, men lige nu er hun altså lidt skræmmende.

Damen på RSC var enormt sød ved mig, og vi sakkede blandt andet om hvordan holdundervisning får det værste frem i mig. Når jeg sidder sammen med folk på tomandshånd, eller i mindre grupper, så er jeg velartikuleret og selvsikker (eller lader i det mindste som om jeg er det), men når jeg sidder inde i klassen, bliver jeg genert, og stammer, og jeg taler så lavt, at læreren slet ikke kan høre hvad jeg prøver på at sige. Det er ikke fordi jeg er bange for at sige noget dumt, ikke kun i hvert fald, men det er også den generelle uro i klassen der generer mig. Folk larmer ikke, men de er heller ikke stille, der er en konstant summen moslen med papirer og lignende. Alle de lyde gør mig usikker, og en lille smule angst.

Der er så mange ting jeg gerne vil spørge læreren om, mange nørdede ting, men jeg bliver usikker på mig selv, for det er ting de andre endnu ikke ville kunne forstå, så jeg føler mig pinligt berørt ved at spørge, men nu er jeg blevet godkendt til 30 timers hjælp per semester fra en ældre studerende, som sagtens kan være yngre end mig, og som højst sandsynligt er det, men det gør nu ikke noget, når bare de kan hjælpe mig med at blive bedre til hebraisk.

Om at vælge sine kampe

Jeg elsker cola, og det skal aller helst være Pepsi Max. Jeg elsker det så højt, at jeg en gang skrev til dem, og spurgte om de kunne være interesserede i at sponsorere denne blog. Jeg fik et høfligt brev, hvor de ønskede mig held og lykke med mit projekt, men at de desværre ikke sponsorerede privatpersoner. Det var ikke nogen afvisning der gjorde ondt, det var jo sådan set også mest gjort for sjov. Jeg havde sport til om det ville sponsorere noget af mit forbrug i cola, for det udgør en betydelig bid af mit budget.

For nyligt, mange måneder senere og helt uafhængigt deraf, besluttede jeg mig at skære drastisk ned i mit forbrug. Jeg burde sige, at jeg gjorde det for pengenes skyld, eller fordi det ville være godt for mig, men det var nærmere en øvelse i selvdisciplin. Al den cola er det rene frås og selvforkælelse. Frås er en synd, og selvforkælelse er fint nok, det behøves bare ikke at være hver eneste dag. Det lykkedes mig at halvere mit forbrug, men jeg var ikke engang stolt, jeg tog det nærmest som en selvfølge. Stolthed kan også være en synd, hvis det får en til at føle sig højt hævet over andre, men der kan også være en gudgiven glæde over at have gjort noget der er godt. Begge følelser er nogle jeg kender ganske godt.

Søndag begyndte det så at gå op for mig, hvor stor en ændring universitetet bliver i mit liv, mandag startede jeg så, og jeg havde en forfærdelig dag og i går vågnede jeg kl 2 og faldt ikke i søvn igen, og jeg glemte desuden at tage min medicin før jeg tog af sted, og jeg synes selv, at jeg har haft det meget hårdt, og jeg har ligesom trængt til noget som kunne kvikke mig op og holde humøret fra at dykke for meget, så hen i Fakta, pengene på kassen og så hjem og vride halsen om på en dejlig kold cola. Når jeg er træt og lidt nede, findes der ingen bedre lyd, skønt den mest af alt lyder som en lydeffekt fra "Røde oktober", hvilket forøvrigt var en ganske udmærket film.

Jeg ved ikke om jeg burde føle, at det er et nederlag, nu klarede jeg det jo lige så godt, men jeg gjorde det måske mest for at få ros af pædagogerne, og selvom det er rart, så vil jeg hellere klare mig godt i skolen, for det får jeg jo også ros for. Man må vælge sine kampe med omhu, og hvis cola er det der skal til for at klare dette her, så er det det der skal til, så må jeg bare prøve at skære ned igen på et senere tidspunkt.

Den første dag, en rigtig Tycho Brahes dag

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer, at min første dag på universitetet gik over al forventning, at jeg bare er så glad for det, at mine medstuderende er super søde, og at det hele nok skal gå, men det kan jeg ikke. Alt gik galt, og da jeg kom hjem, sad jeg bare og græd og græd og måtte have noget beroligende. Det var heller ikke en helt forfærdelig dag. Mine studiekammerater var ikke forfærdelige, de var bare helt normale, hvilket skræmte mig fra vid og sans. De snakkede og morede sig og havde helt normale samtaler om fester, hår og lektier, og jeg så på dem, og det gik op for mig, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til dem, så jeg krøb sammen i et hjørne og prøvede at være i alt det uden at bryde sammen.

Det var nok de andres normalthed der tog hårdest på mig, men det var bare en dag, hvor alting gik galt. Jeg ikke helt korrekt, min morgen gik fint, det var først efter at jeg tog af sted, at tingene begyndte at gå galt.
- Sur Arriva dame  og et alt for dyrt pendlerkort.
- Toget var fyldt med larmende teenagere.
- Jeg havde glemt sedlen med de busser jeg kunne tage, så jeg måtte spørge et hav af mennesker, inden jeg steg om bord på en bus der næsten kørte til universitetet, men også kun næsten.
- Kom for tidligt og sat og følte mig kejtet og malplaceret.
- Havde en diskussion med vores ernærings ekspert over sms fordi min aftensmad gik i ged (nej, ikke gedekød, men i uorden)
- Fik en besked om, at jeg ikke kan få tilskud til transport.
- Der var fejl i mit skema, så jeg brugte lang tid på at finde det rigtige lokale.
- Undervisningen var sjov nok, men de andre skal lige lærer alfabetet, mens jeg sidder og venter på bare at kunne få genopfrisket min grammatik.
- Talte efterfølgende med læreren, men sagde alle de forkerte ting.
- Måtte løbe efter bussen, hvilket min skadede hofte ikke var helt glad for (men det gjorde ikke nær så ondt, som sidst jeg prøvede at løbe et par skridt).
- Jeg kommer ind ad døren og begynder at snøfte, og mine øjne bliver blanke, men flere af pædagogerne, blandt andet en af mine kontakt pædagoger, så på mig og sagde at det var fantastisk at det gik så godt, nogle af pædagogerne så mig dog.
- Den pædagog der skulle spise med mig brugte alt for meget tid på at tale med en af de andre piger, end på at trøste mig, så da hun endelig prøvede, så ville jeg ikke lade hende.
- Græd snot i over en time indtil min PN virkede og min gamle kontaktpædagog kom og satte det hele i system for mig

Resten af dagen var egentlig udmærket. Jeg spiste aftensmad med en vikar der lige var begyndt på pædagogseminariet, og hun kunne tale med om mange af de ting jeg havde oplevet, hvilket fik mig til at føle mig lidt mindre forkert. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvad jeg har givet mig i kast med. Er det, som folk siger, fedt, at jeg gør det, eller er jeg i gang med mit livs største fejltagelse? Vil det opbygge mig, eller knække mig? I går da jeg sad og græd, kunne jeg ikke se nogen vej ud, men nu er jeg i det mindste villig til at give det et forsøg, men jeg er bange. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle jer, at jeg fortsætter kampen med oprejst pande, men min ryg er bøjet, alligevel prøver jeg.

Det er hårdt at starte et nyt sted, men det jeg nok mest reagerer på er den kæmpestore ændring dette ved gøre mit liv. Intet vil være helt det samme, jeg vil ikke være den samme, og så alligevel, så vil jeg måske en dag vågne op og se, at intet i virkeligheden har ændret sig, jeg er stadig selvskadende, spiseforstyrret og med tendens til depressioner.

Vil lige slutte denne klagesang af med en hjertevarm, men irrelevant historie. Da jeg stod nede på stationen og skulle til Aarhus, lød der en høj og hjerteskærende mjaven. Det var en lille skravlet kattekilling der gik nede på sporene og var blevet forladt af sin mor. Den sure Arriva dame var måske alligevel ikke så kold, for hun prøvede at lokke den hen til perronen, men den så bare på hende med store øjne og gemte sig i krattet. Der var 5 min til at toget kom, men en mand sprang ned på sporrene, og satte sig på hug og strakte forsigtigt en hånd hen imod den. Da den kom hen og snusede til ham, så haps tog han den og kom op på perronen med den. Den alligevel ikke så sure Arriva dame fik den i en papkasse. Historien ender ikke der, men resten kender jeg ikke.

Den store dag

Så er det i dag, den store dag hvor jeg begynder på universitetet, hvor hele mit liv og alle mine små vaner bliver revet op med rode og rystet godt og grundigt. Jeg ved ikke helt om jeg synes det er sjovt, om jeg tror at jeg kan klare det, men nu er det begyndt, og selvom jeg i teorien har mulighed for at stoppe det, så ville det være et nederlag af dimensioner, og jeg er ikke glad for nederlag (hvem er det). Alligevel går jeg nærmest ud fra, at jeg ikke kan klare det, jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at klare det. Tænk på hvor mange afsnit af CSI jeg går glip af. Det lyder som en dårlig joke, men det er ramme alvor. Det med at sidde og se CSI i løbet af eftermiddagen er blevet en stor og værdsat del af mit liv, og er den måde hvorpå jeg gearer ned fra mit hektiske formiddagsprogram til mit zombi eftermiddagsprogram. End ikke den inddeling af dagene vil jeg have tilbage, for jeg nå først hjem til aftensmad nogle af dagene, takket være den lange transporttid.

Jeg forbereder mig på, at jeg vil blive enormt træt her de første uger, eller jeg prøver at forestille mig det, men jeg har en enormt dårlig forestillingsevne, så det bliver bare nogle usammenhængende brudstykker af en tanke, og det virker enormt skræmmende. Jeg prøver at forestille mig hvordan det må være at blive nødt til at fjerne nogle af alle mine vante beskæftigelser, men jeg kan ikke uden at det også kommer til at gå ud over alle de andre, og så ender mine tanker i ét stort kaos.

Men jeg må se det i øjnene, det er nok ikke kun CSI mine studier kommer til at gå ud over, især her i den første tid, blandt andet kommer det måske til at gå ud over denne blog, det er ikke sikkert, at jeg magter at skrive et indlæg hver dag. Jeg vil gerne, men det er ikke sikkert, at jeg kan, så bær over med mig. Jeg kan også risikere at det går ud over min træning, og det skræmmer mig, for det vil føles som en fiasko, og jeg mente jo helt fra starten, at det klarede jeg aldrig, at det er en anden lidt vigtigere (?) aktivitet der er skyld i det, spiller ingen rolle i denne sammenhæng. Intet er sket endnu, men jeg føler mig allerede som en taber.

Om at løbe som en spadser

Da jeg startede med at løbe, sagde jeg, at jeg løb som en spadser, ment på den måde, at jeg var dårlig til det. Så i går da jeg havde været aktiv hele formiddagen, trængte jeg til at flade ud foran fjernsynet, bare ligge og lave absolut ingenting. Jeg tændte for paraolympisk (handicap) atletik, fordi jeg for det første elsker atletik, og for det andet skal man jo være politisk korrekt, så når man dækker det almindelige OL, bør man også dække det paraolympiske. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede. Jeg tror hverken at jeg forventede noget super godt, eller noget virkelig skidt, noget god underholdning, eller det modsatte, jeg forventede bare en lang lørdag eftermiddag på sofaen. Når jeg ikke rigtigt forventede noget, ved jeg ikke om man kan sige, at jeg blev positivt overrasket, men lad os bare bruge det udtryk alligevel.

Det første jeg så var lige nettop løb for spastikere (100 m). Løbet var ikke lige så tæt og ikke lige så spændende som ved det almindelige OL, i hvert fald ikke når det galt hvem vinderen var, men hvad seriøsitet og glæde angik, så lå de helt i top, og det var enormt hyggeligt at følge med i. Kommentatorerne var helt oppe og køre, Det var bare nogle indledende heats, men man skulle næsten tro, at det var kampen om guldet det galt. Det var fedt at høre på, og de var gode til at fortælle om hvad forskellige lande for eksempel gør for handicap idræt, om de forskellige handicaps og om (handicap) atletik i al almindelighed.

Jeg så også andre discipliner, 100 m for kørestolsbrugere (det mest spændende, og mest respekterede), kuglestød for kørestolsbrugere og blinde, og 1500 m for arm amputerede. I sidst nævnte var der en løber fra Djibouti der gjorde det i en fænomenalt dårlig tid, men han gjorde det, han gennemførte og publikum var og køre, han fik stående bifald gennem flere omgange. Min første tanke var at det var sørgeligt, for jeg troede ikke at han kunne gennemføre, men han gjorde det, han gennemførte, og det var magisk.

Jeg har ikke altid helt vidst hvad jeg skal synes om handicap OL. Var det ikke lidt at udstille folk? En slags moderne freak show? Så blev jeg selv diagnostiseret med et handicap, ikke et fysisk handikap, men et psykisk. De første år efter min diagnose var jeg vred, og jeg hadede folk der kunne være stolte af noget der for mig var så rædselsfuldt. Jeg har efterhånden vænnet mig til mit handicap, men når folk direkte står frem og siger, at de er STOLTE at deres handicap, så står jeg af. Mit handicap er en del af hvem jeg er på godt og ondt, det er hverken noget jeg er stolt af eller det modsatte. Der er ting jeg er god til, nogle ting er jeg god til TRODS mit handicap, nogle ting er jeg god til PÅ GRUND AF mit handicap og nogle ting er jeg god til UAFHÆNGIGT AF mit handicap, jeg er ikke engang helt sikker på hvad der falder under hvilken kategori. Jeg begynder dog at kunne se fidusen i de paraolympske leje. Folk med handikaps skal også anerkendes for deres evner, og også handikappede har brug for rollemodeller til at udvikle sig.

Jeg forstår dog ikke helt hvorfor der skal være et olympiske leje og et paraolympisk leje, hvorfor er de handicappede sportsfolk ikke en af 'den olympiske gruppe'. Jeg mener ikke, at blinde fodboldspillere skal konkurrere mod seende, men ryst dog posen med hvornår de forskellige kampe er.

Om et kamerahold

Jeg fik ikke skrevet noget indlæg i går, fordi jeg havde en masse ting at ordne før der kom et kamerahold for at filme mig lave hebraisk. Jeg skulle træne, skrive boganmeldelse, til yoga (som blev aflyst), tale med min psykolog, og ikke mindst rydde op på mit skrivebord. Sådan en optagelse bliver helt naturligt en smule falsk, jeg sad pænere på stolen, jeg havde make-up på, jeg havde flere opslagsbøger end nødvendigt fremme, men mest af alt var det falsk, at mit skrivebord var helt ryddeligt, det er det ellers aldrig, selv når hele lejligheden er blevet rengjort, så er det der jeg lægger ting fra mig.

Kameraholdet kom fra TV/midt-vest, og programmet blev sendt allerede i gårs aftes, men jeg så det ikke, for det første var jeg så træt, at jeg var gået i seng (selvom det allerede blev sendt 19.30), men først og fremmest bryder jeg mig ikke om at se og høre mig selv, ikke fordi jeg synes, at jeg virker latterlig, ikke fordi jeg synes jeg virker federe eller grimmere end normalt, men fordi det vender sig i mig ved tanken. Jeg tror egentlig bare, at det er nerver, men jeg har det ikke godt med den slags, og har en tendens til bare at springe fra. Normalt er det pædagogerne der får mig til at fortsætte, men jeg fortalte dem ikke, hvad der virkelig var i vejen, så jeg fik lov til at slippe.

Selvom jeg ikke bryder mig om at se og høre resultatet, så er jeg måske nok lidt en linselus, for jeg elsker at få den opmærksomhed, jeg trives ligefrem med at tale med journalister, og jeg har gjort det et par gange efterhånden, aldrig noget vildt og voldsomt, men meget hyggeligt. Jeg kan derfor ikke helt komme uden om, at jeg var en lille bitte smule misundelig over, at det var en af drengene der var blevet valgt til det primære interview, men følelsen forsvandt lidt, da jeg så hvor glad han var for det. Jeg var ikke misundelig på den måde, at jeg troede, at jeg ville gøre et bedre job end ham, jeg synes bare at det er sjovt at snakke, selvom jeg egentlig er en introvert person, forskellen er, at jeg bagefter har et stort behov for bare at være mig selv.

Det jeg og et par stykker til af beboerne så skulle bruges til var fyldmateriale, hvor vi gik rundt og lavede vores normale ting som lidt ekstra fyldmateriale. Jeg ved ikke hvor mange der var med. Jeg skulle lave hebraisk, for at vise at stedet går meget op i uddannelse, og lille generte Beks skulle stå i køkkenet (jeg er stolt over at hun turde).

Jeg havde fået at vide, at journalisterne ikke ville stille spørgsmål, jeg skulle bare sidde og skrive noter. Det var nok mest for at berolige mig, men det var der slet ikke grund til, for de var meget flinke begge to, så vi sludrede lidt frem og tilbage, og til sidst spurgte de om jeg ikke ville læse lidt højt. Jeg har ikke læst højt på hebraisk siden jeg stoppede på universitetet for 5 år siden, og jeg havde slået op på et helt tilfældigt sted i min hebraiske bibel, så jeg havde ingen anelse om hvad der stod, men jeg hakkede mig igen, og selvom det ikke blev godt, så blev det heller ikke helt slemt.