Den første uge

Nu har jeg overlevet min første uge på universitetet, og her kommer der nogle små beretninger om de ting jeg har oplevet, men som ikke er markante nok til at få hver deres indlæg-

- Fra jeg tager hjemmefra til jeg kommer hjem, går der som minimum 5.5 timer. For mig er det en lang dag, men at jeg bliver træt er næsten mit mindste problem, for det er ingenting sammenlignet med de smerter jeg har i fødderne om aftenen. Det er ikke engang fordi jeg går i små bitte sko på med høje hæle, jeg går aller helst i joggingsko, men mine fødder er bare ikke vant til at være spærret inde så mange timer om dagen. Mine tæer føler sig fanget og hele togturen hjem, længes jeg bare efter at komme af med skoene, men det hjælper kun lidt, for hele aftenen er de kolde og livløse, og det føles næsten som en forløsning når de flere gange i løbet af aftenen går i kramper, det gør ondt men på en mere håndterlig måde. Jeg ved ikke om jeg er ved at få gigt, eller om jeg bare skal vænne mig til skoene (eller have nogle nye).

- I går, da jeg sad i toget, var der en ung mand der spurgte om jeg havde været ude for 'en helt forfærdelig ulykke'. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at han hentydede til mine ar på armene. Jeg måtte svare benægtende, at det var noget jeg gjorde mod mig selv. 'Nå men det gør du vel ikke mere'. Jo, det gør jeg jo desværre, men jeg fik ikke fortalt ham om hvorfor jeg gør det, så måske tror han, at det er for sjov eller en modeting, hvilket ville virke endnu mere sindssygt end det i forvejen er.

- Det er efterhånden sjældent at jeg bare vælger en bog mere eller mindre tilfældigt. Normalt er det blevet sådan, at jeg får en bog fra forlaget, tager en fra min bogudfordring, eller også går jeg specifikt efter et bestemt emne eller en forfatter, men i går var jeg for træt til at medbringe min bog om matematikfilosofi til toget, og den næste jeg gerne vil i gang med er alt for stor til tasken, så jeg kom i tanke om en lille uanseelig bog jeg havde stående på min reol. Det var en bog jeg havde fået i forbindelse med en anden bog som jeg havde ønsket mig. Det er 'Vindrosen' af Tom Kristensen. Jeg havde ingen forventninger og sad egentlig bare og småhyggede mig med den. Det burde jeg gøre lidt oftere. Jeg bør ikke være så snobbet med bøger som jeg nogle gange er. nogle gange er det de små bøger der overrasker mest.

- Da jeg i sin tid tog hebraisk første gang, blev jeg først for syg til at fortsætte en uge før eksamenen, så jeg har egentlig haft alt det jeg skulle for at bestå min eksamen nu, hvis det ikke lige var fordi man glemmer en hulens masse på fem år, så derfor tager jeg det hele forfra. Det hold jeg er på nu er derfor et begynderhold, så alt det vi lærer er derfor noget jeg godt kan, og så tidligt på forløbet er det jo endda det lette af alt det jeg kan, så jeg har mulighed for at stille nogle mere indgående spørgsmål. Det er bare et problem at stille de spørgsmål jeg har, for de andre studerende er jo forvirrede nok i forvejen. Når jeg så endelig tager mod til at stille mine spørgsmål, så får jeg at vide, at det kommer vi MÅSKE til senere, når vi bliver gamle nok, men jeg føler, at jeg er gammel nok, i hvert fald i den henseende. Nogle ting kan jeg læse mig til i min hebraiske grammatik, men nogle gange ville jeg ønske, at han bare ville svare mig, for det er ikke alt der står.

- Når nu jeg er i Aarhus så mange timer om dagen, fire dage om ugen, så er det fristende at snyde med maden, og jeg gør det, jeg snyder. Okay, måske snød jeg allerede lidt i forvejen, men nu snyder jeg endnu mere. Jeg kan godt lide at snyde med min madplan, for jeg føler, at det ikke er mig, men pædagogerne jeg snyder. Det er ikke fordi jeg er helt vild efter at snyde pædagogerne, det er bare lidt rart, at det er mig og kun mig der har kontrol over min krop. Det er især vigtigt at have kontrol nu, hvor alt er så kaotisk oven på studiestart. Jeg er mig, mig, mig, og jeg er et individ, en unik person, ikke bare en eller anden i denne grå hob af studerende der bevæger sig rundt på universitetet. Jeg vil gerne være tynd, det vil jeg virkelig gerne, men jeg vil langt hellere have styr på det hele, og det hjælper den manglende mad mig med.

- I går til aftensmad sad C og jeg og var ikke helt så meget oppe på dupperne som vi plejer. Jeg var træt, udmattet og helt til rotterne, og jeg ved ikke hvad der var med C. Vores kontaktpædagog sad og var helt vild entusiastisk over et eller andet, og hun ville også gerne have os med på idéen. Vi sagde flere gange, at det ikke var det rigtige tidspunkt, men for en sjælden gangs skyld lyttede hun ikke til os, så entusiastisk var hun. Til sidst blev jeg vred/panisk/ked af det og bad hende direkte om at stoppe. Bag efter havde jeg brug for at blive trøstet, så jeg krummede mig sammen, lagde hovedet på hendes skulder og lod mig klappe på ryggen. Det er sejt, at jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg kan være den store voksne pige der jonglerer motion, studie, rengøring ect og som samtidig har overskud til at tage mig lidt af nogle af de mere sårbare piger her på stedet, men i går havde jeg brug for at være hende den lille, hende der skulle trøstes og tages af, og det fik jeg så lov til. i dag er jeg så igen stor og fornuftig.

- I dag da jeg ville i svømmehallen var der lukket fordi jeg igen igen havde glemt at tjekke åbningstiderne på nettet, så i stedet måtte jeg cykle lidt på min egen lille kondicykel. Nu har jeg jo betalt for den, så skal den jo også bruges.

Det var så lidt om hvad der er sket i mit liv af småting, for livet består ikke kun af de store tilsyneladende vigtige ting, men i langt højere grad af disse helt små ting, der som farvestrålende legoklodser bygger en mosaik af koncentreret væren.