Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer, at min første dag på universitetet gik over al forventning, at jeg bare er så glad for det, at mine medstuderende er super søde, og at det hele nok skal gå, men det kan jeg ikke. Alt gik galt, og da jeg kom hjem, sad jeg bare og græd og græd og måtte have noget beroligende. Det var heller ikke en helt forfærdelig dag. Mine studiekammerater var ikke forfærdelige, de var bare helt normale, hvilket skræmte mig fra vid og sans. De snakkede og morede sig og havde helt normale samtaler om fester, hår og lektier, og jeg så på dem, og det gik op for mig, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til dem, så jeg krøb sammen i et hjørne og prøvede at være i alt det uden at bryde sammen.
Det var nok de andres normalthed der tog hårdest på mig, men det var bare en dag, hvor alting gik galt. Jeg ikke helt korrekt, min morgen gik fint, det var først efter at jeg tog af sted, at tingene begyndte at gå galt.
- Sur Arriva dame og et alt for dyrt pendlerkort.
- Toget var fyldt med larmende teenagere.
- Jeg havde glemt sedlen med de busser jeg kunne tage, så jeg måtte spørge et hav af mennesker, inden jeg steg om bord på en bus der næsten kørte til universitetet, men også kun næsten.
- Kom for tidligt og sat og følte mig kejtet og malplaceret.
- Havde en diskussion med vores ernærings ekspert over sms fordi min aftensmad gik i ged (nej, ikke gedekød, men i uorden)
- Fik en besked om, at jeg ikke kan få tilskud til transport.
- Der var fejl i mit skema, så jeg brugte lang tid på at finde det rigtige lokale.
- Undervisningen var sjov nok, men de andre skal lige lærer alfabetet, mens jeg sidder og venter på bare at kunne få genopfrisket min grammatik.
- Talte efterfølgende med læreren, men sagde alle de forkerte ting.
- Måtte løbe efter bussen, hvilket min skadede hofte ikke var helt glad for (men det gjorde ikke nær så ondt, som sidst jeg prøvede at løbe et par skridt).
- Jeg kommer ind ad døren og begynder at snøfte, og mine øjne bliver blanke, men flere af pædagogerne, blandt andet en af mine kontakt pædagoger, så på mig og sagde at det var fantastisk at det gik så godt, nogle af pædagogerne så mig dog.
- Den pædagog der skulle spise med mig brugte alt for meget tid på at tale med en af de andre piger, end på at trøste mig, så da hun endelig prøvede, så ville jeg ikke lade hende.
- Græd snot i over en time indtil min PN virkede og min gamle kontaktpædagog kom og satte det hele i system for mig
Resten af dagen var egentlig udmærket. Jeg spiste aftensmad med en vikar der lige var begyndt på pædagogseminariet, og hun kunne tale med om mange af de ting jeg havde oplevet, hvilket fik mig til at føle mig lidt mindre forkert. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvad jeg har givet mig i kast med. Er det, som folk siger, fedt, at jeg gør det, eller er jeg i gang med mit livs største fejltagelse? Vil det opbygge mig, eller knække mig? I går da jeg sad og græd, kunne jeg ikke se nogen vej ud, men nu er jeg i det mindste villig til at give det et forsøg, men jeg er bange. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle jer, at jeg fortsætter kampen med oprejst pande, men min ryg er bøjet, alligevel prøver jeg.
Det er hårdt at starte et nyt sted, men det jeg nok mest reagerer på er den kæmpestore ændring dette ved gøre mit liv. Intet vil være helt det samme, jeg vil ikke være den samme, og så alligevel, så vil jeg måske en dag vågne op og se, at intet i virkeligheden har ændret sig, jeg er stadig selvskadende, spiseforstyrret og med tendens til depressioner.
Vil lige slutte denne klagesang af med en hjertevarm, men irrelevant historie. Da jeg stod nede på stationen og skulle til Aarhus, lød der en høj og hjerteskærende mjaven. Det var en lille skravlet kattekilling der gik nede på sporene og var blevet forladt af sin mor. Den sure Arriva dame var måske alligevel ikke så kold, for hun prøvede at lokke den hen til perronen, men den så bare på hende med store øjne og gemte sig i krattet. Der var 5 min til at toget kom, men en mand sprang ned på sporrene, og satte sig på hug og strakte forsigtigt en hånd hen imod den. Da den kom hen og snusede til ham, så haps tog han den og kom op på perronen med den. Den alligevel ikke så sure Arriva dame fik den i en papkasse. Historien ender ikke der, men resten kender jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar